DEBAT

Ligestilling kalder mediers retorik. Vi har ringet lige siden rødstrømperne. Der lader til at være problemer med forbindelsen. Roger?

Illustration: Shannon Ann McNamara

Noget af det første, vi lærer på journaliststudiet, er, at ingen detalje skal med, hvis ikke den er væsentlig for den historie, vi nu engang måtte arbejde på. Det lader dog til, at nogle journalister har sovet i timen. Eller måske har de benyttet sig af den ældgamle og af-forældre-hadede selektive hørelse. I hvert fald kan vi stadig i 2021 finde eksempler på journalister, der mere eller mindre bevidst inddrager detaljer om kvinder, der mildest talt er overflødige i sammenhængen og ydermere er klart problematiske i vores mediebillede. 

Jeg er ret ligeglad med brystmål, så kan jeg blive fri?

På Irina Olsens Instagram-profil kan hendes følgere gang på gang følge med i, hvordan forskellige journalister omtaler ikke hende, men hendes krop, når hun optræder i eksempelvis Se&Hør. Iværksætteren selv sætter endnu en gang fokus på problemet i et Instagram post fra 27. oktober. I det bruger hun Alexander Borch Nielsens lille skriv for Se&Hør som eksempel. Det går sådan her:

”Realitystjernen Irina Olsen, 34, troppede op med et guldkors lige nord for den svulmende barm”

Let that sink in. ’Svulmende barm’. Er det virkelig den væsentligste detalje, journalisten kunne komme op med, da han sad og skulle få en tekstboks til at spille sammen med et billede af Irina Olsen, hvis karriere i øvrigt rummer meget mere end reality-tv. Hvis vi endelig skal fokusere på, hvad gæsterne til The Voice ’21 Radio Awards har på, og det skal vi måske, når vi er i Se&Hør-land, ville det så ikke give mere mening at få at vide, hvilken designer guldkorset er fra? Okay, retorisk spørgsmål. For svaret er, eller burde i al fald være, åbenlyst: Irina Olsens krop har INTET at gøre med hendes gang ned ad den røde løber.

Undertrykkende elementer i diskursen

Jeg er med på, at det nok er de færreste Lixenlæsere, der begraver snotten i et ugeblad hver onsdag. Og man kan mene, hvad man vil om den del af pressen, men det ændrer ikke på, at Se&Hør alene har 297.000 læsere om året. Sat på spidsen er der altså knap 300.000 mennesker, der årligt læser om Irina Olsens, og naturligvis også andre kvinders, ’svulmende barm’. Så har man fandeme et ansvar. Både som journalist og medie. 

Alexander Borch Nielsens ord om Irina Olsen er bare et eksempel på en diskurs, jeg (måske naivt) troede, lå død og begravet sammen med upassende chefer og uvelkomne tilnærmelser på floor. Når en journalist vælger udelukkende at fokusere på en fysisk detalje ved en kvinde, der i øvrigt ofte er dybt seksualiseret, degraderer man kvinden til et omvandrende sexobjekt, der tilfældigvis også har et ansigt og et navn. Og en fungerende hjerne. Og et følelsesliv. Og et arbejdsliv. Og jah… er et menneske. Hvis du sidder og tænker, at jeg bare er en sur feminazi uden hold i noget som helst i denne debat, så gør mig en tjeneste og prøv én ting. Forestil dig en lignende tekst til et billede af en mand. Hvordan lyder det? Irina Olsen giver i sit instagram-opslag selv et bud:

Morten har et skinnende bælte på med hans svulmende lem under”.

Det ville aldrig, som i aldrig, kunne ske.

Men helt ærligt, er det ikke bare dét, læserne vil have?

Selv kaster jeg mig, i stor konflikt med min antiroyale overbevisning, over Billed-Bladet, hver gang jeg lander i sofaen hos min gamle mormor. Det har jeg altid gjort, og det ophører nok ikke i den nærmeste fremtid. Og jeg mener også, at der skal være plads til medier, der dækker Kronprinsesse Marys besøg på gud ved hvilken folkeskole, eller kendte pars graviditetsnyheder – for ja, folk køber det. Jeg vælger bare at tro på, at de samme læsere ville købe det selv uden kvindeundertrykkende retorik i en lille rap vending på side 27. Jeg vælger at tro, at de fleste helst så sig fri. 

For en god ordens skyld; i den specifikke sag med Irina Olsen og Se&Hør valgte Niels Pinborg, chefredaktør, at skrive undskyld til Irina Olsen på Instagram, og det er da en start. Men det her handler om mere end én kvinde, mere end én journalist og mere end ét enkelt medie. Det her handler om et generelt ansvar, vi alle bærer. For ord skaber vores verden.