Endnu en valgkamp er gået på hæld, men hvad var det egentlig, de traditionelle borgerlige partier Venstre og De Konservative præsenterede for vælgerne?
De to store borgerlige partier, Venstre og De Konservative, har under valget været som et syngende postkort, hvor man får smækket samme sang i hovedet hver gang, man åbner det. Titlen på sangene er enten ’frit valg’ eller ’skattelettelser’. Nogle gange får vælgerne et ekstranummer i form af deres nye single ’Den minkede magtkritik’.
Det får mig til at stille spørgsmålet: Er borgerlighed i dag blevet reduceret til et spørgsmål om skattelettelser og frit valg?
I min jagt efter svar har jeg forsøgt at definere, hvad borgerlighed egentlig er. Er det en usynlig, mental tilstandsform, er det troen på markedets usynlige hånd, eller er det kombinationen af begge disse u(sand)synligheder?
Jeg har henvendt mig til Christian Egander Skov, der er historiker, forfatter og aktuel med den anmelderroste bog ’Borgerlig Krise’. Debatbogen er en håndgranat, der er kastet direkte ind i det blå lejr, og det er en opsang, der særligt er rettet mod De Konservative og Venstre. Den er skrevet for at minde dem om, at borgerligheden har andre ansigter end det liberale.
‘Borgerlig Krise’ handler om, at den danske borgerlighed i dag er domineret af en liberalisme, hvor det udelukkende handler om at forsvare individet og dets frie valg. Staten bliver ikke brugt som et hjælpsomt middel til at gennemføre sin politik. Den og de høje skatter står i vejen for individets frigørelse.
Forfatteren efterspørger derimod en borgerlighed med tre ben: Et liberalt, et konservativt og et folkeligt. De tre ben sikrer stabilitet og minimerer risikoen for at vælte. Ifølge Skov er problemet, at den i øjeblikket kun hinker på sit ene, liberale ben.
»Det vil sige en borgerlighed, hvor man slår sig op på at forsvare individet og individets frie valg,« siger Skov. Han tilføjer, at man har droppet den principielle kritik af velfærdsstaten for så at forme den på en måde, hvor »den giver bedst muligt rum for, at den enkelte kan indrette sig, som han eller hun vil.«
Ifølge Skov har Venstre og De Konservative kun to reelle mærkesager. Det er magtkritik, og det er en ekstrem dyrkelse af individualismen, hvor individet er hævet over ethvert ansvar for dets nære lokalsamfund, som i deres øjne, kun er lænker, der fastholder og undertrykker individet. Men hvorfor er det egentligt tilfældet?
Forklaringen skal ifølge Skov findes i den liberalisme, som særligt udsprang af Berlinmurens fald i 1989, og det der dengang blev kaldt ”historiens afslutning”. Her troede man at markedsøkonomien, det liberale demokrati og den grænseløse globalisering, endegyldigt havde sejret.
»Sejren i 89 betød, at den fortælling, som dyrkede individet og individualismen som et udtryk for frihed, fik medvind i en sådan grad, at det kom til at dominere borgerlighed fuldstændig,« siger Skov.
Hos De Konservative er man dog ikke enig i den kritik, Skov fremfører:
»Vi er ikke et liberalistisk parti på nogen som helst måde. For mig er det bundkonservativt at tænke fællesskabet. Det er jo derfor, vi gerne vil være rigere og have bedre uddannelse. Det stiller familierne bedre,« siger det nyvalgte konservative folketingsmedlem Mona Juul, hvorefter hun fortsætter:
»Jeg er på ingen måde ultraliberalist. Politik handler meget om økonomi og erhvervspolitik, og det gør det, fordi det er der, værdierne bliver skabt til det fællesskab, vi har. Det er den oversættelse, der måske nogle gange mangler hos nogle borgerlige partier.«
Ifølge Skov er det heller ikke fordi, at liberalismen i sig selv er roden til alt ondt. Men den skal have modspil og suppleres af andre ideologier og strømninger, fordi den i sig selv spiller fallit. Det er her, de to ben i form af konservatisme og folkelighed kommer til undsætning og danner den stabile trebenede taburet.
Folkeligheden er de meningsfulde, frivillige fællesskaber, vi indgår i, når vi engagerer os i lokale anliggender, og det er det, der giver tilværelsen værdi. Det var en gang en stor del af Venstres identitet, hvor man forsvarede bønderne mod den centralistiske elite, der udgik fra København, men i dag er Venstre blevet et parti, der netop varetager elitens interesser. Konservatismen handler om at værne om vores kulturarv, velfærdssamfund og identitet, mener han.
Så for at vende tilbage til mit indledende spørgsmål, kan jeg med hjælp fra Christian Egander Skov forsigtigt konstatere, at den borgerlighed, Venstre og De Konservative giver udtryk for, næsten udelukkende handler om skattelettelser og frit valg, fordi de stadig hænger fast i 89’er tankegangen, imens de skråler med på “Wind of Change” af Scorpions.
Selvom Mona Juul fra De Konservative siger, at de har talt om en masse andre ting i valgkampen, vil jeg gerne spørge dig kære læser, hvis du altså findes, om du blot kan huske en ting udover magtkritik, skattelettelser og frit valg, som de to store borgerlige partier har talt om? Jeg kan ikke.