BRANCHEN

Lev fri eller fucking dø: Et opgør med mainstream konfliktjournalistik

Jake Hanrahan (t.v.) og kameramanden Luke Pierce (t.h.) til fremvisningen af deres nye dokumentar ‘Frontline Hooligan’. Foto: Mikkel Kristensen

Jake Hanrahan startede sit uafhængige konfliktmedie Popular Front efter at have set VICE News smuldre under sig selv. En snak med den britiske dokumentarist og journalist om at holde det ægte, stilfuldt og respektfuldt

Jeg møder Jake Hanrahan på en bænk i det nordlige London, et par timer inden han skal holde den første fremvisning af hans nye dokumentar ‘Frontline Hooligan’. Sammen med kameramanden Luke Pierce har han fulgt en ukrainsk, antifascistisk hooliganfraktion, der nu kæmper ved de østlige fronter i Ukraine. Det var hooligansene selv, der rakte ud og spurgte, om han havde lyst til at besøge dem.

Der er noget råt over Jake Hanrahan. Han ser arret ud i ansigtet, men han er uden egentlige ar. Han fortæller, at han »heldigvis ikke har set sådan, megaforfærdelige ting,« men at han nok også er god til at fortrænge nogle af de oplevelser, han har set i konfliktzoner verden over. 

Før Popular Front blev startet i 2018, slog han folderne ud hos VICE News under nyhedschef Kevin Sutcliffe. Det var i den tidlige æra af VICE. Fra dengang det var »råt, nyt, spændende og interessant,« og fra før det blev overtaget af »kommercielle interesser,« som han selv kalder det.

»Det var ret tydeligt, at jeg var lidt anderledes end de andre journalister. Jeg er fra en arbejderklassebaggrund og har haft en lorteopvækst, og vi havde ingen penge. Altså, vi var ikke Oliver Twist eller noget i den dur, men det var hårdt. Og det former dig. Og det former dig anderledes, end de andre journalister, der kommer fra de samme, privilegerede kår,« siger han og fortsætter:

»Kevin kom fra lidt af det samme.«

Efter VICE blev opkøbt af HBO, begyndte det at gå »ad helvede til« ifølge Jake Hanrahan. De fleste, inklusiv Kevin Sutcliffe, blev fyret, og han så stedet, der havde givet ham hans første platform, smuldre under fødderne på sig. Efter et par freelancejobs her og der startede han Popular Front. 

Deres fokus ligger i det, han selv betegner som »det niche aspekt i konfliktjournalistik« – om det så er inden for krige, konflikter, ideologi eller politik. Som eksempel JStark, en nu død kurdisk våbendesigner, der skabte ‘FuckGunControl-9’, et lettilgængeligt og funktionelt 3D-printet våben, og igangsatte en hel bevægelse. Eller Anton og hans venner fra den antifascistiske hooligangruppering Hoods Hoods Klan, der sidste år kæmpede mod deres fascistiske hooliganfjender, men nu kæmper mod Putins hær.

Popular Front skulle vise sig at blive Jake Hanrahans hjertebarn. Det er primært en enmandshær drevet af ham selv sammen med en håndfuld løst tilknyttede designere, journalister og kameramænd. 

Missionen er at lave »uafhængig græsrodskonfliktjournalistik.« Selv siger han, at de har skabt en modkultur. En kultur og et medie, der står i opposition til mainstream-journalistik og elitære, kommercielle interesser. »Ingen dikkedarer, ingen elitisme, ingen agenda« er mottoet.

Roden fra Northampton

Kører man små to timer nordpå fra London, når man til sidst Northampton. Det er her, Jake Hanrahan er født og opvokset og her, han stadig bor i dag.

Han siger selv, at han var lidt af en rod som ung. »A misfit,« som han kalder detet udtryk, han gentager flere gange i løbet af dagen. 

»Jeg hadede skolen. Og jeg var også en idiot i skolen. Jeg kom hele tiden i problemer, og jeg kom ikke derfra med noget. Og det var ikke fordi, jeg var dum eller noget. Jeg var bare utilpasset.«

Spørger man om, hvordan han tager sig af sig selv, når man har brugt halvdelen af sit voksne liv i konfliktzoner, svarer han prompte kampsport. Han er kommet i det samme center de sidste 15 år og kommer stadig til træning om søndagen. 

»Det hjælper at holde det inde. Det er nok ikke den sundeste måde. Jeg har i virkeligheden haft en ret traumatisk barndom. Ikke noget vildt forfærdeligt, bare rodet,« fortæller han, før han med et smil fortsætter: »Krigene er ikke så slemme.«

Når Jake Hanrahan fortæller, at han kommer fra en arbejderklassebaggrund, er det med stolthed i stemmen. Farfaren var tømrer og emigrerede fra Irland til Northampton, og i nogle år troede Jake Hanrahan også, at han skulle være tømrer. Hans storebror havde fået et godt job, og det ville han med ud på, men farfaren forhindrede det.

»Jeg sagde, at jeg havde lyst til at blive tømrer, og han sagde, at jeg skulle lade være, og at jeg skulle skrive i stedet. Han var en klog mand.« 

Fra gaden, til gaden

»Vores kontor ser fucking ghetto ud.«

Og han har ret. Vi har taget en Uber til deres kontor i det centrale London. Gennem en virkelig smal gang ved siden af en frisør kommer man op til et ydmygt kontor. Ét skrivebord, én kontorstol, et par klapstole, et Popular Front-flag og et billede af JStark med hans ‘FuckGunControl-9’ med teksten »I am extremely peaceful« er det eneste, man finder i rummet.

Da han efter tiden hos VICE News endelig havde fået nok af freelancearbejde, startede han Popular Front. Idéen havde luret i baghovedet det sidste år hos VICE.

»Jeg startede Popular Front i et råddent lejlighedskompleks i Northampton, hvor der blev solgt narko og var slagsmål. Og det er her, jeg kommer fra, og det er her, det er. Det er fra gaden. Og ikke på den der corny måde, men det er for de folk, der kender til det,« siger Jake Hanrahan.

»Det skulle give den følelse af, at det var der, det var fra. Det skulle bare være, hvad det var. Det skulle ikke være for rent. Vi skulle ikke ligne VICE News. Selvfølgelig tog vi inspiration fra de tidlige dage af VICE, men nu føler jeg klart, at vi har vores egen æstetik, og at det er meget anderledes fra alt det andet, du ser.«

Og når man ser en Popular Front-dokumentar, ulmer det også af noget andet end det, man er vant til i en dokumentar. Musikken er technoplaget, klipningen går hurtigt, og der bliver leget med det visuelle.

»Det hele er meget bevidst. Selv den måde vi klipper i dokumentarerne. Meget af det har jeg taget fra skate-videoer,« fortæller dokumentaristen.

»Men man skal heller ikke gøre det for meget. For så gør du krig til et spil, og det synes jeg ikke, vi gør. Demonstrationer og optøjer er noget andet, men ikke krige. Jeg har prøvet at finde den rigtige balance mellem at holde det respektfuldt og stilfuldt samtidig med, at vi også skulle være lidt rapkæftede. Vi kan aldrig være de første, men vi kan lave bedre ting.«

I dag har de været vidt omkring. Sammen med kameramanden Luke Pierce har Popular Front dækket Ukraine, oprørere i Korsika, demonstrationer i Belarus og 3D-printede våben for at nævne nogle få. Senest var de i hælene på Anton og hans antifascistiske kammerater fra Hoods Hoods Klan, mens de klargjorde sig på at blive sendt til fronten.

Live free or fucking die

Jake Hanrahan fortæller, at dokumentaren om den kurdiske våbendesigner JStark blev et vendepunkt. Figuren omkring JStark har altid været omringet af mystik og en vis kultstatus i 3D-våbenmiljøet, og den blev ikke mindre mystisk af, at han døde af et hjerteanfald under et møde med det tyske politi i 2021. Dokumentaren er i skrivende stund med længder den mest sete, de har produceret.

Jake Hanrahan blev i første omgang selv kontaktet af JStark. Han havde set hans reportager fra de kurdisk besatte områder i Mellemøsten og ville sende ham et takkebrev. Efter at være blevet arresteret og smidt i tyrkisk fængsel efter en reportagetur i 2015 blev Jake Hanrahan for nogle lidt af en kurdisk folkehelt.

»Han skrev, at han havde set mine reportager fra Kurdistan og takkede mig for at støtte hans folk. Men jeg vidste ikke, at det var JStark. Han skrev til mig fra en anonym bruger dengang.«

Undervejs afslørede JStark overfor Hanrahan, at det faktisk var ham, han dengang havde skrevet med. Han havde før hørt om våbendesigneren, og Jake Hanrahan fik tilsendt de allerførste idéer til det, der senere skulle vise sig at blive ‘FuckGunControl-9’. 

»Han viste mig den første prototype, og der kunne jeg godt se, at det her var rimelig fucking stort.«

Efter at Jake Hanrahan havde opbygget et tæt forhold til JStark over en årelang periode besluttede våbendesigneren sig endelig for at sige ja til et interview og inviterede Popular Front til Tyskland. 

»Han kom frem til, at han gerne ville have, at verden også så det. Det er en underlig byttehandel. Jeg får en god historie, og han får sit budskab ud. Journalister har som regel ikke lyst til at snakke om det.«

Senest har man kunnet se JStarks våben i hænderne på separatister i Indonesien samt i Myanmar, hvor demokratiforkæmpere har været i konflikt med militærjuntaen, der tog magten i 2021. 

Det ligger i tråd med den ideologi, der ligger bag FuckGunControl-9. Med relativt få, lovlige dele kan man ved hjælp af internetteknologi bygge et funktionelt våben i kampen mod autoritære kræfter. Men også i tråd med den tanke, der ligger bag Popular Front. At finde de mest fringe aktører i konflikter verden over.

»At være komplet objektiv er for psykopater«

Tankegodset bag Popular Front er, at det skal stå som en modkultur til det etablerede journalistiske felt. Det skal stå i opposition til den kultur, Jake Hanrahan mener, mainstream-journalistik – og i særdeleshed mainstream konfliktjournalistik – har skabt. 

Han taler om en kultur med lodne mediebosser, der ikke betaler deres reportere nok, sørger for deres sikkerhed eller i bund og grund interesserer sig for det, der sker ved frontlinjerne, men blot vil være de første til at breake nyheder. Og journalisterne, der laver journalistik for dem selv, deres chefer og deres kollegers skyld, og ikke for folket. 

Men også om den afhængighed, han mener, medierne er bundet op på. Om det enten er statsstøttede medier eller medier, der har kommercielle interesser bag sig. Den, der betaler for festen, bestemmer musikken.

Af samme grund blev det en fundamental søjle i projektet, at det skulle være seerne, der primært skulle finansiere Popular Fronts journalistik gennem abonnentservicen Patreon. 

Popular Front prøver at bryde med nogle af de normer, man normalt forbinder med traditionel journalistik. Han har tidligere kaldt deres journalistik for ‘antiautoritær’, og de har flere gange doneret relativt store summer penge til velgørenhed. Overskuddet fra aftenens fremvisning går til Hoods Hoods Klan, der er i mangel på udstyr ved fronten.

Kan det gå fra at være journalistik til aktivisme?

»Jeg synes ikke, vi laver noget aktivistisk. Det, som folk måske kalder aktivistisk, synes jeg bare er at være et anstændigt menneske.«

»Alle de her højreekstreme grupper i Ukraine får en masse dækning, og Hoods Hoods Klan er en gruppe, der ingen dækning får, og burde blive dækket mere. Måske er det dét, jeg kan gøre. At smide dem på lærredet.« 

»Men først og fremmest er det en god historie. Jeg er ikke nogen engel. Jeg er en reporter. Folk skal ikke tænke, at jeg er en fantastisk fyr. Jeg gør bare, hvad der interesserer mig.«

Den allestedsværende tilstræbte objektivitet, der tilsyneladende skulle herske i moderne konfliktjournalistik, giver han heller ikke meget for.

»Jeg ved ikke, om du har været i krig, men at se det og så sige: “Tja, jeg skal huske at være objektiv.” Altså, hvordan? Det er fucked up. Jeg tror, du er nødt til at være et godt menneske for at være en god reporter. Du har brug for en sjæl. Selvfølgelig er der måder at gøre det på,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil ikke sige, Popular Front er objektive. Men jeg vil sige, at vi er meget klare i, hvad vi er for, og hvad vi er imod. Og det, synes jeg, er en meget mere ærlig tilgang i stedet for at lade, som om vi er objektive.«

Fremvisningen er slut, og solen har sænket sig over det østlige London. Vi havde 30 minutter til interviewet, men endte med at bruge dagen sammen. Slutteligt spørger jeg om det bedste råd, han kan give en ung journalistaspirant:

 

»Man skal ikke blive trukket for langt ned i kulturen omkring journalistikken. Lav fodarbejdet. Og husk: Hvem er det her til? Er det til min redaktør, eller er det til den stakkels kvinde, der lige har mistet sit barn? Lav journalistik for menneskene, ikke for din chef.«