EKSTERN

Lene Rimestad om udskældt guide: ”Jeg synes ikke vi går ud og siger, at det her skal gøres på en bestemt måde. Vi siger bare: Overvej det her”

Journalistisk vejledning eller identitetspolitisk agenda? Lene Rimestad er medforfatter bag ”Guide til bedre dækning af Metoo og sexisme,” som i løbet af august måned satte mediemøllen i iltre omdrejninger. Ifølge forfatterne bag guiden, har debatten dog centreret sig forkert.

Journalister bør være opmærksomme på deres ordvalg og opsøge fakta, når de dækker sexisme-sager. Sådan lyder en bid af det overordnede budskab fra ”Guide til bedre dækning af sexisme og Metoo”. En vejledning til journalister, udgivet af Dansk Journalistforbund, skrevet af journalist Lotte Rosdahl og journalist og ph.d. Lene Rimestad.

Hvis man spørger Lene Rimestad, har debatten dog været misledende. Den kritiske dækning af guiden har taget udspring i en artikel fra fagbladet Journalisten d. 19. august, med overskriften ”Ny guide til sexisme-dækning: Stop sensationsvinkler med Brian Mørk”. I artiklen fremhævede Lotte Rosdahl et famøst tweet fra komiker Brian Mørk, som opfordrer kvinder til at sige fra i krænkende situationer. Lotte Rosdahl udtalte til Journalisten, at mediedækningen af Brian Mørks tweets endte med fakta-forladte diskussioner og konfliktvinkler, som skabte en unuanceret dækning. Journalistens artikel blev heraf vinklet på, at Lotte Rosdahl ville udelukke kontroversielle karakterer som Brian Mørk fra debatten. Artiklen blev derfor en manipulerende præmis for dækningen af guiden, ifølge Lene Rimestad.

»Debatten har handlet om, at vi vil udelukke nogle bestemte stemmer. Det vil vi ikke, og det skal være et åbent felt. Men når Naser Khader eksempelvis kritiserer ofre for at stå frem 20 år efter overgrebet fandt sted, skal der være en faktaboks, der forklarer, hvordan voldtægtsofre reagerer efter en voldtægt.« udtaler Lene Rimestad. 

Fakta, fakta, fakta

Et af nøglepunkterne fra guiden, som Lene Rimestad selv fremhæver, er brugen af fakta, som skal være med til at flytte forståelsen for, hvordan ofre reagerer i situationer med overgreb.  

»Noget af det vigtigste ved denne her guide er at høre alle stemmer, men sørge for, at påstande ikke står uimodsagte. Altså fakta, fakta, fakta. Denne her dækning bliver meget erfaring, erfaring, erfaring. Det er som om, at de fakta, som handler om, hvordan ofre reagerer, er helt væk.«

Så medierne skal fortælle ofrenes side, også selvom det ikke er en del af historien?

»Jeg synes det er vigtigt, at man får sat på plads, at det for eksempel er en normal reaktion for ofre at fryse under en voldtægt. Eller at der godt kan gå tid, før man kan stå frem.«

Ord, der tager gerningspersonens perspektiv

Dykker man ned i guiden, møder man punktet ordvalg. I guiden kan man læse at ”ordvalg påvirker, hvordan modtagerne tolker den konkrete sag og den generelle problemstilling”. Man skal derfor, ifølge guiden, passe på med at beskrive overgreb som sex. Ord som ”sexslave” fanger blikket, men kan være voldsomme at læse for en person, der har været udsat for en voldtægt. 

Afsnittet om ordvalg skal, ifølge guiden, fremme en mere neutral dækning, som kan afkræfte stereotyper om overgreb, og afsnittet er desuden fremhævet som et af hovedbudskaberne fra guiden, på Dansk Journalistforbunds hjemmeside. Det har dog vist sig kontroversielt, da man i flere kommentarspor kan læse, at folk tolker forslagene som en form for censur.

»Jeg kan godt forstå, at det kan virke provokerende, og jeg synes stadig, at folk skal have lov til at bruge de ord, de gerne vil. Vi skal bare sørge for at være bevidste om, at hvis vi kalder noget sexoverfald i stedet for voldtægt eller overgreb, så har det en konsekvens for den måde vi ser overgreb på.«

Lene Rimestad beskriver guiden som et refleksionspapir frem for en facitliste, og den er, ifølge hende, tænkt som en grobund for diskussioner om, hvordan man dækker de betændte sexisme-sager. 

»Det er lagt op som en diskussion. Vi kan sige whatever, der er ingen medier der kommer til at gøre noget, kun fordi vi siger, de skal gøre det. Og det er heller ikke sikkert at vi har ret, men det er tænkt som et input.«

Journalistforbundets rolle

Man kunne ledes til at tro, at Dansk Journalistforbund, ved at udgive guiden, har taget stilling i debatten. Men sådan hænger det ikke sammen, ifølge formanden for DJ, Tine Johansen. 

»DJ’s stillingtagen er, at man altid skal overveje, hvordan man laver journalistik. Vi synes, at det er et fint værktøj til at gøre sig nogle overvejelser som journalist.«

Så DJ vil hellere skabe debatten, frem for at tage stilling i debatten?

»Det her er jo ikke et debatoplæg. Det her er en guide til, hvordan man kan gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man som journalist dækker et område, som er kompliceret.«

Et højreorienteret medie

Lene Rimestad er godt klar over, at Metoo er et farligt felt at bevæge sig ud i. Hun forklarer, at hun og Lotte Rosdahl havde gjort sig forventninger om, at guiden kunne ende i en irriteret debat. 

»Vi vidste godt der var nogen der ville være kritiske, fordi folk har stærke holdninger til emnet. Vi havde bare håbet på, at det var indholdet, folk gik efter, eller at der var nogen, der kom med forslag til, hvordan det også kunne gøres.«

Lene Rimestad har dog fundet et eksempel på en kritik, hun godt kan forene sig med.

»Jeg har læst op på nogle af de mere højreorienterede medier, og der var faktisk en af dem, der havde nogle gode pointer, omkring nogle ting vi godt kunne have formuleret anderledes.«

Vi har efterfølgende opsporet dette højreorienterede medie, som viser sig at være det borgerlige net-medie Kontrast. Her retter redaktionssekretær på Kontrast, Mikkel Okkels, kritik af flere ting fra guiden, blandt andet et afsnit som handler om at interviewe ofre. 

I guiden står der, at ”Oplysninger om, hvordan offeret var klædt, om offeret var beruset, kendte sin gerningsperson, frivilligt gik med personen med hjem m.v. ikke er relevante for dækningen og kan indikere, at offeret selv er skyld i hændelsen.” Mikkel Okkels skriver, at han er uenig i, at disse oplysninger er irrelevante i en journalistisk sammenhæng, da det ifølge ham må være relevant for alle Metoo-historier at beskrive, hvad der er hændt. 

Det står klart, at kritikere som Mikkel Okkels mener, at Lotte Rosdahl og Lene Rimestad er motiveret af en feministisk agenda, som farver indholdet for meget. Men mener Lene Rimestad selv, at guiden er aktivistisk?

»Det kommer an på, hvordan man definerer aktivisme. Vi vil gerne forandre noget i samfundet, så på den måde er det aktivisme, men for os er guiden et grundlag for at diskutere nogle ting. Jeg synes ikke, vi går ud og siger, at det skal gøres på en bestemt måde Vi siger bare: Overvej det her. Overvej, om jeres viden er god nok, og om kvinderne bliver repræsenteret.«