I begyndelsen af april udkom Leif Davidsen med romanen ‘Lenins Bodyguard’. Det er den ottende i en række af bøger, der har forbindelse til Rusland, som forfatteren har skrevet. Rusland har aldrig gjort op med dets blodige historie, mener Leif Davidsen.
Foto: Benjamin Jungdal
Vi mødes i Rosengårdscentret i Odense, hvor Leif Davidsen skal signere sin højakutelle roman: ‘Lenins Bodyguard’. Bogen handler om Oscar Madsen, der ved et tilfælde kommer til at bo sammen med Lenin på et pensionat i København i 1910. En mørk aften redder Oscar Madsen sin medlogerende fra to overfaldsmænd udsendt af den russiske tsar. I 1917 får han en henvendelse: Lenin har brug for hans hjælp. Oscar Madsen bliver vidne til den russiske revolution og verdenshistorien som Lenins Bodyguard.
Leif Davidsen begyndte at skrive romanen i 2012, men lod den ligge i et par år.
»Jeg har længe tænkt på, hvorfor i alverden det er så svært at få et normalt samfund og demokrati i Rusland. Det er jo lykkedes mange andre steder,« fortæller Leif Davidsen.
Både som journalist og forfatter, har det været et spørgsmål, han har brugt mange kræfter på at besvare.
»Så tænkte jeg, at man må gå tilbage til udgangspunktet, som er revolutionen og borgerkrigen, som de aldrig har haft et opgør med. Aldrig nogensinde har de sat sig ned og sagt: ’Hør nu her, hvordan kan det være, at vi i den grad har slået hinanden ihjel?’.«
Mr. Moskva
Leif Davidsen kom til Sovjetunionen første gang i 1980.
»Jeg blev sendt til Moskva mod min vilje. Jeg ville gerne studere kommunismen. Så kunne de sende mig til Cuba, hvor de taler spansk, og hvor der er tropisk klima,« siger han.
Han var derovre i tre uger.
»Jeg hadede hvert eneste minut, jeg var der.«
Dengang arbejdede han for et baggrundsprogram, der hed ‘Udefra’, som i dag indgår i P1 Orientering. Der var redaktionskonference hver tredje måned, hvor de store linjer blev lagt.
»Min kone foreslog, om jeg ikke skulle foreslå en ny rejse til Sovjetunionen. ‘Ej nu må du holde op. Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at der sætter jeg ikke mine ben igen’ sagde jeg. Det gav hun mig ret i. Men jeg havde jo næsten ikke talt om andet end det sted, siden jeg var kommet hjem derfra,« fortæller Leif Davidsen.
»Det var anderledes. Jeg har altid været fascineret af ting, jeg ikke forstår.«
I 1981 var Leif Davidsen på en tre-ugers reportagerejse i Baltikum.
»Efter den rejse var jeg solgt.«
Han lærte russisk, og i 1984 bosatte han sig sammen med sin kone og to børn i Moskva som DR’s korrespondent i Sovjetunionen.
Et samfund i dyb krise
I Februar 1984 blev den aldrende Konstantin Tjernenko valgt til Generaldirektør for Sovjetunionen.
»Det var et stagnerende samfund. Der skete ingenting. Alt var frosset. Der var ingen dialog med vesten. Det var virkelig et samfund i dyb krise,« forklarer Leif Davidsen
Siden oktoberrevolutionen i 1917 havde kommunistpartiet styret Sovjetunionen og Rusland med fast hånd. Det totalitære samfund, der i næsten 70 år udførte massemord, masseterror og var skyld i sovjetborgernes dybe armod, stod nu over for et opbrud.
»Folk var enormt skuffede over, at man valgte den der gamle mand (Konstantin Tjernenko, red.) i stedet for Gorbatjov, som allerede var på spil på det tidspunkt,« siger Leif Davidsen.
Konstantin Tjernenko var på mange måder et udtryk for de sidste krampetrækninger af det gamle system.
»Propagandaen, som kørte, gav jo ikke nogen mening i forhold til det liv, folk levede. De fortalte jo ikke om køer efter mad og udrensninger. Men folk var jo ret villige til at snakke og fortælle om deres liv og fortrædeligheder,« siger han.
Et stikkersamfund
Som udenrigskorrespondent for DR måtte Leif Davidsen gå en balancegang, for at kunne rapportere sandfærdigt og kritisk om, hvad han så på gaden.
»Lejligheden var aflyttet. Der var nok ikke overvågning hele tiden – det tror jeg ikke, de havde ressourcer til. Vores russiske personale rapporterede en gang om måneden til, ja, hvor de nu end rapporterede til om os. De har aldrig snakket helt vildt meget om det, for det er ikke sjovt at være en stikker. Det var et stikkersamfund,« fortæller han.
Det var særligt de vestlige journalisters kilder, der var i farezonen for alvorlige konsekvenser, hvis de talte over sig.
»Vi skulle jo beskytte vores kilder. Det værste, der kunne ske for os, var, at vi blev smidt ud. Men vores kilder kunne jo få fem år i straffelejr for anti-sovjetisk virksomhed og propaganda. Det var deres risiko.«
Tjernobyl
Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985.
»Samfundet åbnede sig op. Ikke med det samme. Det kom gradvist,« siger Leif Davidsen.
Efter Tjernobylulykken i 1986 kunne Leif Davidsen mærke, at noget begyndte at ændre sig.
»En af verdens førende eksperter i rygmarvstransplantationer, den amerikanske læge Robert Gale, kom til Moskva for at hjælpe. Han holdt en pressekonference, hvor han sagde, at det var meget svært at behandle de sårede brandmænd, fordi de var radioaktive. Hans bemærkninger blev også sendt i sovjetisk tv. For sovjetborgerne var det simpelthen et chok. De havde fået fortalt, at den sovjetiske teknologi var overlegen alt andet og ufejlbarlig. Så hele tilliden til systemet led et enormt knæk,« siger han.
Vicegeneraldirektøren fra Danmarks Radio
Den 4. maj 1986 rejste Leif Davidsens souschef i DR, Frank Esmann, til Moskva. Han medbragte blandt andet geigertællere, til at måle eventuel radioaktivitet.
Leif Davidsen havde forinden brugt et halvt år på at stable en rundrejse i det store land på benene, så han kunne skildre samfundets forandringer under Gorbatjov.
»Min kontaktperson i sovjetisk tv sagde, at jeg var nødt til at få en chef herover, for vi kunne ikke komme videre. Så kunne vi nemlig rykke et niveau op,« siger Leif Davidsen.
»Jeg ringede til Frank og spurgte, om ikke han altid havde haft lyst til at være vicegeneralsekretær i DR.«
Der blev afholdt et kortvarigt møde, hvor vicechefen i sovjetisk tv lykønskede danskerne for befrielsesaftenen. Leif Davidsen holdt så en rørende tale, hvor han kondolerede for tabet af de 31 tapre brandmænd, der omkom i Tjernobylulykken, og Frank Esmann en rørende tale om det 500 år lange venskab mellem Danmark og Rusland.
»Der var ikke et øje tørt,« smiler Leif Davidsen.
»Vicechefen vendte sig om mod sit personale og sagde: ‘Giv dem, hvad de vil have’, og pludselig åbnede næsten alle døre sig. I et totalitært samfund spørger man nemlig ikke det enkelte menneske. Der er én ovenfra, der siger, hvordan det skal være, og så står man ret. Det var et vendepunkt.«
Leif Davidsen vendte hjem fra Moskva i 1988. Blot ét år efter faldt Berlinmuren. Leif Davidsen rejste uafbrudt rundt i Østeuropa og rapporterede om østblokken og Sovjetunionens sammenbrud i den periode.
»Samfundet faldt fra hinanden. Der var demonstrationer og protester, og folk sagde hvad som helst. Det var et samfund i forandring – nærmest en revolution. Indtil alt stoppede i julen 1991, og så kom 90’erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Det var en kaotisk tid men også en meget fri tid. Og så var der jo rigtig gode journalistiske historier.«
At genskabe et slavisk imperium
»For mig går der en lige linje fra Lenin over Stalin og Bresjnev og Tjernenko til Putin. De er alle rundet af systemet. Den brutalitet, der lå i den russiske revolution og borgerkrig, har de jo aldrig gjort op med,« siger Leif Davidsen.
For tre måneder siden invaderede Rusland sin nabo Ukraine. Putins propagandamaskine kører på russernes tv-skærme og i aviserne. Censur er indført, og vestlige virksomheder forsvinder fra landet, hvor inflationen er på himmelflugt. Ifølge Leif Davidsen trækker det tråde tilbage den kolde krigs mørkeste kapitler og helt tilbage til tiden før første verdenskrig.
»Despoterne sidder så længe, og de bliver mere og mere isolerede. De ved ikke, hvad der foregår. Putin drives vel også af et ønske om at genskabe et slavisk imperium bestående af Ukraine, Hviderusland og Rusland i førersædet. Hvad ved vi om, hvad der sker oppe i hovedet på ham? Han er mere og mere mærkelig og mere og mere indebrændt. Hvorfor i alverden invaderede han Ukraine?«
Som tingene har udviklet sig, er emnet i romanen ’Lenins Bodyguard’ blevet ganske aktuelt.
»Lenins revolution isolerede Rusland. Nu er de isolerede igen,« siger Leif Davidsen.