DEBAT

Leder: Perspektivet, håbet og samtalen

For en uge siden deltog jeg i et onlinemøde med nogle kroatiske journaliststuderende. Mødet havde til formål at inspirere og hjælpe dem på vej til at organisere sig. De ønskede samtidig at høre om vores rettigheder og aktivering af medstuderende til faglige fællesskaber. Vi fortalte gladeligt om studentersamlende aktiviteter, praktikkontrakter og opbyggelsen af uddannelsen, men fandt hurtigt ud af, at deres udgangspunkt for at starte en studenterorganisation var et betydeligt andet, end da f.eks. LIXEN og KaJO blev grundlagt.

I Kroatien, fortalte de journaliststuderende os f.eks., er der lige nu over 1000 retssager i gang mod journalister i landet. Såkaldte SLAPP-retssager, som står for Strategic Lawsuits Against Public Participation. Det er en strategi, der bliver brugt til at lukke munden på journalister og medier. Det var ét eksempel ud af mange, de gav os, på, hvorfor al organisering og arbejde bare var dét mere besværligt for dem.

De spurgte til vores problemer i Danmark, og vi fortalte bl.a. om hård intern konkurrence på uddannelserne i forbindelse med praktikken. Vi blev spurgt: ”Wait, you guys have paid internships as part of your education?” Så blev dét ligesom sat i perspektiv. Og perspektivet blev kun større, som mødet skred frem. Til sidst blev en af de andre dansktalende mødedeltagere spurgt: ”I was wondering, from all you’ve told it all sounds like a fairytale. What REAL challenges do you face as journalists in Denmark?”

Jeg kan ikke tale på vegne af mediebranchen, men jeg tror, vi journaliststuderende glemmer, at det er vores privilegium at kunne tale om detaljen og ordlyden af rubrikken i undervisningen. Personligt har jeg da også altid taget armslængdeprincippet for givet. Det har måske noget at gøre med, at vi i vores – ellers hyppige – snak om branchen kun fokuserer på danske tilstande.

Af de kroatiske journaliststuderende blev vi også spurgt, om vi havde internationale samarbejder på tværs af journalistuddannelserne i Norden. Vi på journalistuddannelserne har jo vores lokalforeninger, som på landsplan er bundet sammen af paraplyorganisationen Danske Mediestuderende, men et internationalt eller nordisk samarbejde havde ingen af os fremmødte erfaringer med. Men hvilken god idé, egentlig.

Hvis muligt, bør vi styrke det studenter-journalistiske fællesskab ved at organisere os på tværs af landegrænser. Et internationalt samarbejde for journaliststuderende. Mødes i fora, hvor vi kan erfaringsudveksle, støtte og blive klogere. Og hvis ikke fysisk på grund af omstændeligheden, så online, hvor det om ikke andet kan give håb og perspektiv, afhængigt af hvilken ende af verden man kommer fra. Et europæisk – eller måske til en start: nordisk – fagligt fællesskab, hvor vi husker hinanden på, at journalistikken strækker sig langt længere, end til hvad Presselogen diskuterer af interne redaktionelle beslutninger.

Så hermed en opfordring givet videre til KaJO, KaJ, DMS, DJ og alle andre, der kan bidrage til at få et sådant fællesskab op at køre. For at vi ikke slutter os om os selv i vores egen DK-fokuserede medieboble, må vi række ud i verden.

For perspektivet, for håbet og for samtalen. Og især i en tid som denne, hvor det faktisk ikke kunne blive meget vigtigere.

Chefredaktør Camille Koeller