OPINION

Leder: Fremtiden for og efter Lixen

Den nuværende redaktions sidste udgave af Lixen er landet, og det skaber et rum for refleksioner om fortiden og fremtiden for de kommende journalister, der har været med til at producere avisen.
Senest stod den helt store test til årets panikdag den 8. maj, hvor praktikpladserne skulle fordeles. Det ser godt ud for journalistårgangen på Syddansk Universitet, hvor kun 13 studerende ikke fik plads eller ikke valgte at søge i denne omgang. Det stemmer ikke helt overens med det manglende engagement, som Lixen har forsøgt at belyse gennem de seneste par udgaver af avisen.

Selvom vi har kritiseret fraværende fremmøde og faglighed, så har årgangen samlet set landet nogle eftertragtede pladser – hos TV2, TV3, DR, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og Politiken – bare for at nævne et par stykker.

Vi håber, at de studerende kan klare de produktionskrav, de kommer til at møde i et fuldtidsjob hos medierne. For vi må sande, at det ikke er på studiet, at vi er blevet trænet i disciplinen at producere meget. Om det er studiet eller de studerende, der har fejlet i at løfte den opgave, står til diskussion. For nogle vil nok også mene, at uddannelsens forsøg på at skabe en hybrid mellem de praktiske journalistiske fag og de tungere akademiske fag, der skal give os større faglighed, ikke kommer helt i mål. De synspunkter kan du læse mere om på side 14 i ‘Studiet’, der beretter om et semestermøde, hvor fremmøde og mødepligt blev diskuteret.

Journalistikkens fremtid er noget, vi taler og skriver om hele tiden i en meta-journalistisk avis som Lixen. Vi synes, der er meget positivt – særligt, når vores ‘Spot På’-sektion sætter fokus på et emne som freelance, der belyser begge sider af medaljen og giver forhåbninger om et andet journalistliv end det klassiske.

I og med at dette er den nuværende redaktions sidste avis, betyder det, at to nye chefredaktører står klar til at give Lixen et frisk pust efter sommeren. Vi er trygge ved at overlade ansvaret til Karen Mathilde Møller og Teitur Larsen, der har en revideret Lixen på tegnebrættet, men også en Lixen, der beholder sin traditionelle ånd. Det er arbejde, som kræver ansvar, og hvis man knokler for det, så vil man blive belønnet ved at blive en skarpere journaliststuderende.

Lixen-redaktionen takker af på side 3 og ønsker god læselyst med den sidste avis i denne omgang.