Foto: Camilla Trine Jensen
Hun er iværksætter og direktør for Heartbeats. Hun siger tingene ligeud, for hun har gjort sig sine refleksioner og ved, hvad hun mener. LIXEN har snakket med Le Gammeltoft, som udmærket er klar over, at hun bander for meget.
Vi har aftalt at lave interviewet på Heartbeats’ kontor på Amager. Jeg har fået en time, da Le Gammeltofts kalender var helt booket op resten af måneden. Jeg er i god tid, da jeg træder ind i kontorfællesskabet på 3. sal. Her er højt til loftet, hvor vægge af glas og søjler af røde mursten inddeler kontorlandskabet i nogle små mødelokaler.
Le Gammeltoft er i gang med at speake en podcast i et af Heartbeats’ lydstudier, som er en true crime-podcast for kunden Podimo. Pludselig går den røde On Air-lampe ud over døren, og hun kommer ud med papirer i hænderne og et stort smil. Vi får øjenkontakt med hinanden:
»Hej, jeg henter lige noget frisk kaffe, så er jeg klar.«
Hun leder mig hen til et af mødelokalerne, hvor vi sætter os over for hinanden med min diktafon mellem os, min time er begyndt.
Tatoveringen
På højre underarm har Le Gammeltoft et hjerte tatoveret i sort maling med rette linjer og skarpe kanter, som var det en diamant. Det er Heartbeats’ gamle logo, som hun fik tatoveret ét år efter, at hun stiftede medievirksomheden:
»Da jeg fik tatoveringen, var det for mig en beslutning om; at nu gør vi det – nu er det alt på ét bræt. Jeg havde flere projekter på det tidspunkt, men nu skulle det kun være ét projekt, så måtte jeg finde min glæde i dét projekt. Jeg havde også en følelse af, at jeg ville skabe noget, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle videre, videre, videre hele tiden til det næste, men udvikle mig sammen med det her projekt.«
Heartbeats er hendes hjertebarn. Kulturmediet med podcasts, artikler, minidoks, radio og snart bøger er en kulmination af de ting, som hun brænder for. Desuden er det en arbejdsplads med en kultur, som hun synes, er vigtig. For Heartbeats er ét stort sammensurium, hvor alle områder er lige vigtige. Et stærkt brand udadtil er lige så vigtigt som at have unge praktikanter, der føler, at de bliver set og får ansvar.
»Det er selvfølgelig lettere, kan man sige, for en lille virksomhed som Heartbeats. Men det er vigtigt for mig, at vi både internt og eksternt har den dér gode følelse med, hvem vi er, og at vi er ærlige over for os selv,« fortæller Le Gammeltoft og pointerer, at det handler om en god vibe.
Ring til Jesper Buch
Det, som driver Le Gammeltoft, er modstand. For iværksætteren og direktøren handler det om at tage kampen op – de kampe, hun gider at tage op, hvilket Heartbeats er et eksempel på. Hun igangsatte virksomheden med tanken om, at den kunne være som det lille radiostudie på 1st Avenue i bydelen Lower East Side i New York City:
»Jeg rejste tre, fire gange årligt til New York i en periode, da jeg var DJ, hvor jeg ofte kom forbi det her radiostudie, som lå på gadeplan og var en restaurant, hvor man havde inddraget det lille radiostudie. Her stod Mark Ronson (red. DJ og pladeproducer) for eksempel og sendte hver fredag aften. Jeg syntes, at det dér med at tage musikken, kulturen og radioen helt ud til lytteren var sindssygt fedt.«
Heartbeats har haft flere radiostudier i København, men Le Gammeltoft mener, at vi har et mediebillede i Danmark, som er ødelagt af offentlig støtte, hvor en radiostation som den i New York City, er et umuligt projekt herhjemme i Danmark:
»Det er desværre rigtig svært at arbejde med musik og kultur inden for mediebranchen, da mediestøtten kun tilgodeser de gamle printaviser. Det er en svær branche at være i særligt som iværksætter, hvis man vil starte et medie. Jeg har skrevet en artikel om det, hvor jeg nævner Jesper Buch, da det er ham, man skal ringe til og bede om penge, ellers kommer man ikke langt.«
Alligevel har du selv iværksat en medievirksomhed med det in mente?
»Det, at DR ikke tager deres ansvar som public service-medie særlig alvorligt, er brænde til mit bål. Jeg er drevet af modstand, og at DR ikke dækker de mindre genrer, det er et push for mig. DR får milliarder af kroner om året, men de gør ikke tingene ordentligt,« fortæller Le Gammeltoft stålsat og tilføjer:
»Hjælp MIG med at forstå, hvad der er ny kultur, og hjælp OS til at forstå samfundets udvikling gennem kulturen. Det ansvar tager de store medier i Danmark ikke alvorligt, så må vi gøre det på en anden måde, og vores fokus på indhold må være anderledes.«
Det er en svær kamp at tage op, men for Le Gammeltoft ville det være ligegyldigt, hvis det hele var lidt for easy.
Firehjulstrækkere
Le Gammeltoft drømmer stadig om Defendere hver dag, selvom det er mange år siden, at hun var motorjournalist på Bil Magasinet. Hun beskriver jobbet som en god blanding, hvor hun kunne være journalist og skrive om biler, mens hun kunne komme ud og køre og slå hjernen en smule fra:
»Vi er meget oppe i vores hoved i vores arbejdsliv i det hele taget, hvor man godt kan få lyst til at reparere en bil, eller gøre noget andet med sine hænder, hvor man netop kan slå hjernen en lille smule fra, da det giver en vis ro.«
Tiden på Bil Magasinet var af vane præget af en mandschauvinistisk redaktion, hvor Le Gammeltoft ofte fik de kedelige opgaver. Desuden stødte hun på én af de kampe, hun ikke gad at tage:
»Drengene ville gerne køre hurtige biler og lave de store tests, men jeg havde det på en sådan måde, hvorfor skal jeg slås med fem modne drenge, der gerne ville køre Lamborghini? Jeg er i grunden ligeglad med Lamborghini, og jeg synes, at det ville være rimelig taberagtigt at købe en Ferrari – det gider jeg ikke,« fortæller hun uden at trække på smilebåndet, hun mener det.
Le Gammeltofts område var hendes område fuldstændigt, for ingen af de andre gad at køre firehjulstrækkere, hvilket hun fik mere og mere ind i bladet. Hun begynder at grine, da hun kommer i tanke om en historie fra den tid:
»På et tidspunkt skulle drengene lave en test af den nye Toyota Land Cruiser. Jeg havde på daværende tidspunkt konkurreret i terrænkørsel. Da de skulle teste bilen, ringede de alligevel ikke til mig, for de ville ikke. I stedet druknede de bilen, hvad har sådan en bil kostet? 800.000 kr. vel,« griner hun og fortsætter:
»De kom til at køre den ned i et for dybt vandhul, da de ikke lige tænkte over, at man måske skal tjekke vandhøjden. Så de måtte have den hentet med en kram. Hele det elektriske system i bilen gik i stykker, og de måtte undskylde over for importøren.«
En af drengene
Vi er godt 20 minutter inde i interviewet, Le Gammeltoft sidder tilbagelænet i stolen med hænderne bag hovedet. Min køreplan for interviewet er tilrettelagt med tre afsnit, og vi haster videre til næste punkt på min notesblok.
»Ja, jeg trives ret godt i min maskuline side, og jeg har ikke noget problem med balancen i forhold til min maskuline og feminine side, selvom jeg har en anden ro, dynamik og interesse i de maskuline områder,« svarer hun.
Det gik op for Le Gammeltoft i en tidlig alder, at hun skilte sig ud – det er siden blevet hendes ting. For hun fyldte noget, og folk lagde mærke til hende, da hun allerede i sjette klasse var 1.82 høj. I gymnasiet hang hun altid ud med drengene, da de ikke var så intrigante som pigerne. Og hun kunne i øvrigt ikke snuppe, det hun selv kalder for usikkerheds-trip, i forhold til udseende.
»Intrigerne og popularitetskonkurrencen om, hvorvidt du havde de nye støvler på, gjorde mig usikker. Jeg kunne mærke, at det gad jeg ikke være en del af. Jeg tænkte: hvorfor skal det gøre mig usikker, om jeg har taget de rigtige bukser på? Det kan fandeme ikke være dét, det handler om,« fortæller Le Gammeltoft og tilføjer:
»Jeg fandt mig bedre til rette i drengenes selskab, for vi var sammen på en mere afslappet måde uden intrigerne. Vi hørte musik sammen og havde i grunden nogle ret fine samtaler, hvor drengene var ægte over for mig – mærkeligt nok.«
At være i drengenes selskab har fulgt Le Gammeltoft lige siden, da hun har haft det nemt i de miljøer, som var mandsdominerede.
»Jeg hører mange kvinder fortælle om, hvordan de er blevet talt ned til som kvinder i iværksættermiljøet. Jeg har aldrig oplevet det selv, og jeg er aldrig blevet gjort mindre, end jeg er, fordi jeg er kvinde, og så må jeg have en dårlig forretningsforståelse – aldrig,« understreger hun.
Har du været bevidst om at stille dig selv i respekt?
»Nej. Den tror jeg, at jeg har vundet. Det kan godt være, at der er folk, som ikke kan lide mig, bevares, men jeg tror på, at folk respekterer mig. Folk ved godt, at jeg har modet til at tage kampen op. Jeg gemmer mig ikke og tør godt at sige ting, der er skide upopulære,« fortæller Le Gammeltoft og fortsætter:
»Det er helt all right for mig, at jeg skaffer mig nogle fjender på vejen, men jeg bliver nødt til at tage kampen op. Og det tror jeg, giver mig enormt meget respekt både fra branchen og fra kolleger. Jeg har ikke mødt nogen i branchen, som ikke har respekt for det, vi har opbygget her.«
Kald det ligestilling
Le Gammeltoft er begyndt at grine. Vi snakker om det billede, hun delte på Instagram midt i februar, hvor Danmark var ét stort Winter Wonderland. På billedet kan man se en snemand, som står i kulden med kasket og bh, hvortil hun i opslaget skriver i sjove vendinger om overrepræsentationen af mænd i bestyrelseslokalerne.
»Jeg er enormt bevidst om ligestilling, og i øjeblikket arbejder jeg meget med den på flere måder. Generelt i forhold til erhvervslivet, hvordan får vi flere kvinder i bestyrelserne og på ledergangene? Samt med hensyn til iværksætteri, hvordan gør vi det nemmere at tage springet som iværksætter, når man er kvinde og har familie og virksomhed på en og samme tid,« fortæller Le Gammeltoft, som arbejder med Dansk Erhverv på at udligne forskellen.
Vi griner for en kort stund, da Le Gammeltoft kommer med et sjovt indspark, som hun gør ret ofte. Det er sjove bemærkninger, der stadig udtrykker en vis stillingtagen til forhold i samfundet, som hun i den grad har holdninger til.
Det kan ikke nytte noget, at det er manden, som ejer huset, og kvinden, som køber mælken, påpeger Le Gammeltoft og slår fast, at det har intet med ligestilling at gøre. Hvis man går fra hinanden, så har han murstenene, og hun har mælken:
»Man er bundet på hænder og fødder, hvilket gør et forhold sværere at bryde, hvis man ikke har det godt sammen – så er man fanget,« fortæller hun og tilføjer:
»Jeg synes, at det er vigtigt, at man gør op med sig selv, hvis man vælger en anden vej end karrierevejen, hvordan man kan sikre sig selv som kvinde. Det er et personligt valg, om man vil arbejde meget eller lidt, og man skal aldrig shame nogen for det valg.«
For Le Gammeltoft er det vigtigt, at man som kvinde tænker over, hvordan man kan være en del af en form for opsparing eller en pension, hvis man vælger at gå hjemme, mens manden skal realisere sig selv, for man må tage snakken:
»Hvis-vi-nu-går-fra-hinanden-snakke, dem bliver vi nødt til at have. Jeg vil mene, at det er at tage ansvar for sig selv. Så kan det godt være, at det er trist at snakke om at gå fra hinanden, når man lige har fundet sammen. Nej! Det er ikke trist, det er ansvarsbevidsthed.«
»Min mor er for sej«
Det er ingen skam at have ambitioner, hvis man spørger Le Gammeltoft, tværtimod. Hun har valgt at have store ambitioner i forhold til sin karriere, for hun er en karrierekvinde som sin mor. Hun fortæller, at bevidstheden om at gøre karriere kommer fra hendes forældre, da det i barndomshjemmet var hendes mor, som var den mest succesfulde, hvilket nok ikke var så normalt på det tidspunkt:
»Min mor var i det private som læge, og hun arbejdede enormt meget. Det lagde jeg mærke til, når hun om aftenen sad og lavede regnskaber. Jeg var meget bevidst om, at hun havde sin egen forretning, mens min far bare i gåseøjne var på et hospital, hvor han var ansat.«
Le Gammeltoft talte meget med sin mor om dét at være lønmodtager modsat at være leder og have et ansvar for sine ansatte. Hendes mor brød sig heller ikke om at være for flashy over for sine ansatte, som Le siger, da hendes mor ønskede en gensidig respekt og en kultur på arbejdspladsen, som var rar at være i.
»Jeg er meget inspireret af min mor og de ting, hun fortalte mig som lille. Altså, min mor er for sej, hun er 76 år og arbejder stadig – det er fedt,« fortæller hun.
Vi kommer ind på hendes egne døtre, som hun har ambitioner om at vise, at man skal arbejde hårdt for tingene:
»De skal vide, at når de får noget, så skal de sætte pris på det. Derudover skal de lære at tage ansvar for deres egen lykke. Men helt grundlæggende vil jeg gerne have, at de ved, at de er elsket og gode nok, som de er.«
Le Gammeltoft synes i grunden selv, at hun har opnået netop det sidstnævnte ønske, da deres selvværd er rimelig fint so far.
»Mine piger er ikke prinsesser, de er seje! De danser og står på hovedet, men de er kraftedeme ikke prinsesser. Hvis nogen siger, at de er prinsesser, så er de seje prinsesser. Ordvalget, det kommer allerede med barnsben, at de skal være pæne. Nej. De skal være skide skøre, og de må ikke synes, at noget er pinligt. De skal danse grimt og føle sig frie til bare at være fjollet.«
Vi er nået til endestationen på min køreplan, timen er gået, og Le Gammeltoft skal videre og signere bøger.