En mail udsendt til hele 2. semester udtrykker bekymring for, at de studerende hverken afleverer opgaver eller møder op til undervisning. »Jeg har aldrig været i nærheden af det her før,« lyder det fra underviser.
»Kære alle på 2. semester. Siden begyndelsen af dette semester har vi undret os over, at en stor del af jer fravælger undervisningen. Nu kan vi se, at I i høj grad også undlader at lave de opgaver, der har til formål at lære jer at lave nyheder. Det er stærkt foruroligende.«
Sådan lyder bekymringen til de studerende på 2. semester, efter at de i marts modtager en mail fra underviserne på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet. Den kommer i kølvandet på en ekstraordinær lav indsats fra de studerende i undervisningen tidligt på semesteret, og det har vakt bekymring blandt lærerstaben, der ikke har oplevet så stort fravær før.
»Jeg har ikke været i nærheden af det her før, og det har de andre [undervisere, red.] heller ikke,« siger Christine Brasch Bækholm, der underviser i faget journalistisk håndværk, og som er medforfatter til mailen.
»Vi kunne se, at der var rigtig meget fravær, og det, synes jeg ikke, er optimalt. Det er usædvanligt, at folk falder fra så tidligt på semesteret. Hvis det sker, så plejer det at være senere på semesteret, og det er samtidig tidligt på uddannelsen, hvor vi normalt plejer at have 100 procent fremmøde og afleveringer,« siger hun.
Fire af underviserne vælger derfor at skrive en mail ud til 2. semester, hvor de efterlyser et større engagement blandt de studerende, og i mailen fremgår det også, at de aldrig har oplevet så beskedent et engagement i deres tid som ansatte.
»Vi fire undervisere har tilsammen 30 års undervisningserfaring her fra SDU, og vi har helt ærligt aldrig oplevet en årgang, der har vist et så beskedent engagement og udstrålet en så lille lyst til at blive journalister. Vi har ikke en gang været i nærheden,« står der.
»Learning By Doing er ikke bare et slogan«
Kun 8 ud af 31 elever på Christine Braschs hold valgte at aflevere deres opgaver. Det har fået underviserne til at overveje, om de klæder de studerende godt nok på til de opgaver, der bliver stillet.
»Det her skete så tidligt på semesteret, at der dårligt nok kunne nå at være undervisning. Når man arbejder med nyheder, kan det ikke nytte noget med lange deadlines. Det vigtigste er, at de øver sig. Så hellere aflevere noget juks end ikke at aflevere noget, fordi vi tror på, at man lærer noget alligevel,« siger hun. Det kan i øvrigt også læses i mailen:
»Learning By Doing er ikke bare et slogan. Når I ikke laver opgaverne, lærer I ikke noget. Det er sådan, værksteds- og praksisnær undervisning virker. I går glip af at prøve det, I en dag skal arbejde med,« skriver lærerne.
En af de studerende, der har forsømt undervisningen i starten af semesteret er Maria Wix Steffensen, som indrømmer, at hun har haft et manglende engagement i starten af semesteret. Hun forklarer, at der er flere årsager til fraværet fra undervisningen og opgaverne.
»Jeg har nok været doven. Det er det korte svar. Men det har været en blanding af, at jeg ikke har fundet den store lyst til at skrive nyheder, og at det har været en anelse uoverskueligt,« siger hun.
Maria Wix Steffensen ser frem til at producere video og lyd, når de kommer længere hen i studiet. Derfor er hun ikke i tvivl om, at studiet er det rette sted for hende. Samtidig kan hun godt forstå den løftede pegefinger fra underviserne, og fortæller, at mailen har hjulpet på modet til at studere blandt hende og medstuderende.
»Det har været en skideballe der virkede og de fleste tænkte, at den var fair nok,« siger hun.
En lille hård kerne
»Vi er klar over, at der i årgangen er en hård kerne, der kan se bort fra denne løftede pegefinger. Men faktum er, at det kun er en lille del af årgangen, der har afleveret alle tre opgaver og samtidig har været til størstedelen af undervisningen,« skriver underviserne.
En af de studerende som har afleveret størstedelen af sine opgaver og deltaget i undervisningen er Sandra Goldek, der også går på 2. semester. Hun føler ikke, at den løftede pegefinger er rettet mod hende. Men hun fortæller, at studiet godt kan være hårdt engang imellem.
»Der er rimelig meget pres på, og jeg tror nogle har fået et lettere chok over, at komme fra måske tre sabbatår og ikke være inde i den skolerytme, hvor der er afleveringer konstant. Det her er et lidt hårdt studie, hvor vi skal nå en masse ting. Men jeg kommer lige fra gymnasiet af, så for mig var det ikke så stort et problem at komme i gang igen,« siger hun.
Selvom nogle af de medstuderende har problemer med de korte deadlines, så ser Sandra Goldek anderledes på det.
»Generelt synes jeg ikke, det er så svært, men det tager tid at finde en god nyhed. Men når vi finder en nyhed, vi gerne vil arbejde med, så kommer de her krav nogle gange i vejen,« siger hun.
Men hun mener afslutningsvist ikke, at nogle bør klage over, at der er lidt travlt og henviser til den branche, som de journaliststuderende er på vej ind i.
»Vi har nogle forpligtelser til den branche, som vi træder ud i. Det samme gælder med studiet.«
Bekymring på længere sigt
Det beskedne engagement i studiet smitter af på de andre studerende. Det er en kultur, som både Sandra Goldek og underviser Christine Brasch nikker genkendende til. Det kan blive et problem, når de studerende skal bevise deres værd i praktikperioden om et års tid. I mailen udtrykker underviserne nemlig også bekymring for, hvordan det vil gå dem på længere sigt.
»På den lange bane er vi bekymrede for, om I har den rette indstilling til at klare jer i en branche i rivende udvikling, hvor kravene til hele tiden at omstille sig og lære nyt aldrig har været større,« står der i mailen.
Sammen med den kollektive løftede pegefinger har Christine Brasch og de andre hovedundervisere også inviteret de studerende til en samtale om, hvorvidt de er havnet på den rigtige uddannelse. Samtalerne har ikke ført lærere og elever tættere på en løsning, siger hun og forklarer:
»Vi vil rigtig gerne appellere til, at det er ens eget ansvar. Det er ikke os, der skal stå og slå nogen i hovedet. Vi havde bare lyst til at fortælle dem, at det har nogle konsekvenser, og det var det, vi gjorde med den mail.«