Illustration: Anders Jungdal
Peter Rindal var en beskeden lagerarbejder, som i 60’erne skabte store bølger i debatten om den danske kulturpolitik – særligt rettet mod oprettelsen af Statens Kunstfond. Den kontroversielle og misforståede figur fortjener en lille tanke med på vejen. For nogle af hans tanker er stadig værd at gribe fat i til forankring i en kaotisk debat.
I 1965 drog lagerarbejderen Peter Rindal fra Kolding til København. Med sig havde han en underskriftssamling, som flere hundrede havde sat sit navn på. Heri stod der blandt andet: ”Vi finder, at dette er misbrug af statens penge, og kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv.”
Det omtalte misbrug af statens penge var oprettelsen af Statens Kunstfond. Den daværende regering havde besluttet at give livsvarige ydelser til udvalgte kunstnere. Og de havde indledningsvis sat 2 millioner kroner af i støtte til danske kunstnere, hvilket var en stor pose penge i 60’ernes Danmark.
Peter Rindal, der senere blev medlem af Fremskridtspartiet og fik sæde i netop Statens Kunstfond, var ikke imod moderne kunst, som mange tror. Hans kritik af Statens Kunstfond var af mere principiel karakter. En kritik af, at hårdtarbejdende borgere skulle betale for abstrakt kunst, der ikke ville give dem nogen som helst værdi. Hans oprør kom i en periode, hvor velfærdsstaten var under kraftig udvidelse, så mange af hans tanker er naturligvis præget af samtidens lommefilosofi. Men hvad, der står tilbage, er det principielle standpunkt, at borgerne ikke skal betale underhold til kunstnere, der ikke på anden vis kan klare sig selv. Kunstnere, der ikke kan sælge deres kunst.
Jeg mener, at tiden kalder på, at vi gentænker, hvordan kunststøtten bliver givet ud. Og der kan Peter Rindals idéer måske hjælpe os lidt på vej.
Den lukkede klub
Det virker til, at kunst og kultur har fået en mere fremtrædende plads i sindene på de nye regeringshoveder. I regeringsgrundlaget står der blandt andet, at de vil nedsætte et råd, ”der kan afdække og diskutere, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, herunder klimakrisen, naturkrisen, velfærdskrisen og trivselskrisen.”
Når man fra statens side opsætter et formål med kunsten i et samfund, begynder man at komme på afveje. Det begynder unægtelig at ligne den agitprop, der blev produceret i Sovjetunionen – ingen sammenligning i øvrigt. Man begynder for alvor at komme på afveje, når kunstnere begynder at komme særlige krav til kunsten som f.eks. kvotekrav.
Der har også de seneste år været en del kritik af Statens Kunstfond, der nu råder over i omegnen af en halv milliard. I efteråret sidste år var der en del kritiske røster, blandt andet i Politiken, der hævdede, at der er en udbredt nepotisme i Fondens mange udvalg. Flere eksperter fortalte, at reglerne om inhabilitet i vurdering af ansøgere til kunststøtte ikke blev overholdt. Med andre ord, at det er en lukket klub.
Befolkningens opbakning til kunsten kommer for alvor også under pres, når følelsen er, at der ikke bliver lavet noget, de kan spejle sig i. Når en buste bliver smadret som en del af en happening, tror jeg, at befolkningen hurtigt bliver fremmedgjort. Eller hvis en kunstner tager et museums penge og løber sin vej, som det var tilfældet i 2021 med værket ‘Take the money and run’, ja så kommer opbakningen til kunsten og kunststøtten på usikker grund. I 2017 viste en undersøgelse fra Megafon, at 51 procent af den danske befolkning synes, at kunststøtten er for høj.
Hvem stiller krav til hvem?
Den russiske maler Kazimir Malevich malede i 1913 en sort firkant på et hvidt lærred. Han havde selv meget høje og filosofiske tanker om, hvad der lå bag maleriet. Blandt andet at det skulle være en afspejling af, at det er fra nul til nul, at eksistensen har sin begyndelse. Uden at gå ind i en diskussion af værkets kunstneriske kvalitet, er maleriet som billede på den abstrakte og moderne kunst, Peter Rindal gjorde oprør mod, godt til at forklare, hvorfor en del mennesker føler sig fremmedgjorte af kunsten. For hvorfor skulle de betale deres hårdt tjente penge på den slags kunst?
Jeg vil vove den påstand, at det i den moderne abstrakte kunst, om det er på lærredet, i film eller i skønlitteraturen, i højere grad er kunstneren, der stiller store krav til publikum, end omvendt. Men det fører nødvendigvis til en fremmedgjorthed og i sidste ende ligegyldighed hos beskueren. Og hvad er så dens eksistensberettigelse?
Publikum skal i stedet stille store krav til kunstneren. Kunsten skal have det formål, som beskueren, seeren eller læseren definerer. Hvis kunsten taler dybt til os, burde det i en perfekt verden kunne klare sig på et frit marked uden støtte fra staten. Vi skal kunne spejle os i det. Det skal kunne få os til at græde, le, reflektere og meget mere.
Der er nogle ret klare kriterier for, om en film fungerer eller en bog fungerer. Der skal være en historie og et narrativ, læser og publikum bliver opslugt af. Karakterer, man kan spejle sig i. Og dybe eksistentielle spørgsmål, der rumsterer i tankerne hos læserne efter sidste side eller hos publikum, når lysene tændes i biografen. I malerkunsten er det naturligvis lidt mere ukonkret. Men det er ikke meget at forlange, at man skal kunne spejle sig i motiverne, som skal ramme dybere følelser i os.
De store succeser
Mange danske kunstnere har haft stor succes nationalt såvel som internationalt. Og de har i særdeleshed haft held til at sælge deres kunst – det eneste krav rindalismen stiller til kunstnerne.
Thomas Vinterberg vandt en Oscar for ’druk’. Susanne Bier har haft stor international succes.
Forfattere som Jussi-adler Olsen og Sara Omar sælger bøger til højre og venstre. Og i billedkunstens verden er der også en del danske, der sælger værker på auktionshuse til flere millioner. Kunstnere, hvis værker hænger på væggene i mange danske hjem.
Det virker altså til, at kunstnerne ganske vist kan overleve uden synderlig støtte. At danske kunstnere lever op til publikums høje krav og producerer noget, vi kommer stimlende i flok for at se, læse eller høre.
Det skal siges, at jeg mener, at Kunstfonden i sig selv er en god ting. Kunst er altid blevet støttet af velvillige mæcener, der har givet de kreative sjæle det økonomiske råderum til at vige al deres tid og kræfter til kunsten. Og det er godt – hvis ikke andet så for eftertiden. Men jeg synes, tiden kalder på, at vi gentænker, hvordan pengene bliver givet ud. For debatten og kunsten er i særdeleshed blevet rodet.
Her er det værd at sende en tanke til Peter Rindal. Drengen i kejserens nye klæder, der kaldte en spade for en spade og en firkant for en firkant.
For idéen om, at kunstnere helt eller delvist skal kunne leve af at sælge deres værker, kan måske hjælpe med at give forankring i en debat, der stritter i alle retninger.
Man undgår, at støtten bliver givet til kunstnere på et tvivlsomt grundlag. Når det er publikum, der stiller de store krav til kunstnerne, vil den bedste kunst overleve. Det bedste, der måske også er lige, hvad regeringen leder efter til at løse tidens store kriser. For spørgsmålet er, om ikke kunsten, der bearbejder de store kriser, vil klare sig glimrende på et frit marked, når nu de store kriser berører os så dybt.
Og sidste ende er der unægtelig noget tvivlsomt og mistænkeligt ved at give store pengeposer i støtte til meget abstrakt kunst. Netop hvad Peter Rindal gjorde oprør mod for snart 60 år siden.