Grafik: Pixabay
Sorg er en naturlig reaktion, når man mister en nær. Men hvad må man spørge om, og hvor ofte må man spørge ind? Det var lige præcis de spørgsmål, der fulgte med fra folk omkring mig, da jeg som 18-årig mistede min far ud af det blå. En situation, der for alvor åbnede mine øjne og lod mig se, hvor tabubelagt sorg egentligt er.
De af os, der har prøvet at miste en nær, ved, at sorg ofte bliver pakket ind i glinsende glanspapir. Selvom den bliver pakket ind, tapet i alle hjørner og lagt i den nederste skuffe i trækommoden, så er sorg lidt ligesom en god omgang surdej. Jo mere plastbeholderen med den klistrede masse bliver ladt alene og ikke får tilstrækkeligt vand og pleje, jo mere rådden og ildelugtende bliver den. De fleste aner ikke, hvordan de skal håndtere den. Folk kigger blot på og lader måske bare stå til.
Sorg er en underlig størrelse – derfor bliver det tit elefanten i rummet. Først vil jeg lige slå to ting fast: Jeg forsøger på ingen måde at klandre folk, der IKKE taler om sorg. Mit skriveri er heller ikke et forsøg på at få medlidenhed. Tværtimod. Jeg vil bare gerne ændre perspektivet lidt, for emnet behøver ikke være så farligt at tale om. Det kan faktisk være en lettelse af få tømt ud i tanke-depoterne (og til tider tårer-depoterne). Jeg kan ikke ligefrem prale af en akademisk, filosofisk eller psykologisk tilgang til sorg, men jeg kan hive et par ting frem fra min egen livsrygsæk, der er pakket til randen.
Sorgens mange ansigter
Livet går videre selvom man mister – det skal det. Men ordsproget tiden læger alle sår kan ærlig talt rende mig et vist sted, hvor solens stråler ikke ligefrem topper på UV-skalaen. For hvis du mister ham, der passer i kategorier som fodbold-makker, mountainbike-guru, Red Bull-dranker og gourmetkok i æggekage, så kan tid blot ændre sårene: Fra vrede til savn, fra magtesløshed til robusthed og fra uforståenhed til accept. Men hvis du, ligesom jeg, mister din far ud af det blå, så forsvinder arret ikke. Aldrig nogensinde.
Det er i dag fem år og fem måneder siden, at jeg sidst blev sat af foran gymnasiet i hans fancy (læs: halvkiksede) Citroën Berlingo, mens han med et fjoget, men omsorgsfuldt, grin sagde »Hav nu en god dag i skolen, Smilla«. Og det har i den grad været med til at forme mit liv. Uanset hvor selvhøjtideligt det kommer til at lyde, så har det lært mig at sætte nogle ting i perspektiv og at prioritere på en anderledes måde: At grine helt ned i maven, at gå lange ture med The Minds of 99 på fuld blæs i hørebøfferne, at besøge min farfar en ekstra gang til en kop kaffe og vigtigst af alt: At give mine nærmeste en varm bamse-krammer HVER gang, jeg ser dem.
En håndsrækning til pludseligt tab
Det er ingen hemmelighed, at der mangler akut hjælp, når man som barn mister en forælder. Man er i en slags chok-fase, hvor det er umuligt at tage stilling til, hvad man har brug for. Der er (endelig) blevet langet et konkret borgerforslag over disken, som lyder på, at der skal stables et sorgberedskab på benene til familier med hjemmeboende børn, der pludseligt eller på tragisk vis mister mor eller far. Og med godt 43.000 underskrifter, ja, så kan Christiansborg godt begyndte at smøge ærmerne op.
I dag er det op til hver enkelt kommune at forme tilbuddene. Nogle kommuner tilbyder sorggrupper, andre tilbyder psykologhjælp, mens nogle tredje lader det være op til én selv. Mine to brødre og jeg havnede desværre i den tredje kategori, hvor det blev vores egen mission at opsøge hjælp. Mine brødre blev tilknyttet en børne- og ungepsykolog, mens jeg prøvede at navigere rundt i en labyrint af psykologer, sorggrupper og præster.
Sorggruppens forum
Især sorggrupperne skulle vise sig at være min redningskrans. Selve ordet sorggruppe er ikke super opkvikkende, og det vækker måske genklang af, at man sidder og snakker om, hvor skidt man har det. Men næh nej. I stedet delte vi vores historier, spurgte ind til hinanden og fik små opgaver fra gang til gang såsom at skrive et brev til den afdøde eller at købe en ting, der mindede os om vedkommende.
I første omgang havnede jeg i en gruppe, hvor navne som Gerda, Knud og Benny udgjorde 95% af deltagerne. Lidt malplaceret? Ja det tror jeg nok… Selvom vi alle delte en sorg over en person, som vi havde nær, så følte jeg ikke, at jeg kunne relatere til et tab, der fx skyldtes alderdom eller Alzheimers.
Derfor skiftede jeg kurs og opsøgte en unge-sorggruppe i en kirke i Esbjerg. Gruppen bestod af 6-8 deltagere og startede altid ud med, at præsten læste en lille tekst op. Imens kunne vi hver især tænde et levende lys som symbol for vores savnede. Dét at kunne dele erfaringer med andre unge, som også havde mistet en forælder, søster eller bror, fungerede som et slags spejl for mig. Jeg kunne se mig selv i mange af deres tanker, og selvom det måske lyder helt absurd, så var det rart ikke at føle sig alene med en mentalt overfyldt “harddisk”. Derfor er jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at unge-sorggruppen var én af de ting, der fik mig mere på rette spor efter nogle år med turbulens.
Omvendt vil jeg sætte to dobbeltstreger under, at sorgberedskabet ikke skal være en ”pligt-ting”. Man kan ikke proppe sorg i kasser og trække krisehjælp ned over hovedet på et barn, hvis vedkommende ikke er klar til det. Nogle er klar til at få tømt tårer- og tankekanalerne med det vuns, mens andre har brug for at vente. I min optik handler det om selve tilbuddet – at få muligheden for at tale med en professionel fremfor at blive tilbudt den nemme løsning med sovepiller, mandala-tegninger eller mindfulness-musik i et forsøg på at “aflede tankerne”.
For at binde en sløjfe på hele min prædiken, så bliver sorgberedskabet forhåbentligt et nyt og kreativt middel, når man som barn står i en livskrise. MEN man skal ikke undervurdere, hvor meget ens personlige sidelinje også kan være en støtte. Bare det at familie og venner spørger ind, tager med på kirkegården for at tænde et lys eller kigger med i gamle fotoalbums – det er alt sammen med til at holde minderne i live. Og jeg skulle hilse og sige, at det giver et par gode panda-øjne efter utallige tårer, men det giver altså også ømme kæber af mange gode grin.
Det bedste råd: snak højt
Det er hamrende svært at spørge ind til folk i sorg eller krise – for hvad må man spørge om, og hvor ofte må man spørge? Før jeg mistede en så nær person, gik jeg også på listefødder. Men kære læser, gør det alligevel. Spørg ind, også selvom du synes, at det er utrygt og helst vil lade være. Du behøver hverken at være terapeut, krisepsykolog eller noget som helst – du skal bare være dig og være der med dem, der synes, at livet er lidt svært. Så hey derude: Lad os pakke sorgen ud af glanspapiret. Lad os græde, gruble og grine over alle de hjertevarme stunder. Og lad os i stedet sætte minderne ind i fotoalbummet, så vi kan huske på, at de engang satte fodspor i vores liv.