Foto: Jacob Fredegaard Hansen
Til årets semesterstartsfest på SDU var den lange kø til toiletterne fyldt med tissetrængende gæster. Dog var det primært kvinder, der stod og ventede, da de mandlige deltagere havde adgang til urinaler flere steder på pladsen. Det til trods for, at kvindeurinalet er et produkt, der er udviklet og på markedet.
Det var en glædelig begivenhed, da det i år var muligt for de studerende på Syddansk Universitet igen at kunne samles og fejre starten på et nyt semester.
Imellem madboderne og barteltene var der proppet med studerende, der spændt ventede på, at kunstnere som DOPHA, Emil lange og Infernal skulle indtage scenen. Et andet sted på pladsen stod folk også og ventede, dog med knap så stor spænding.
Kvinder i kø
Køen til festivaltoiletterne snoede sig igennem pladsen, og den bestod primært af kvinder. Mændene havde nemlig adgang til herreurinaler flere steder på pladsen, og her var der ingen kø. Det var der flere af de kvindelige deltagere, der lagde mærke til.
En af dem var Victoria Junker, der studerer dansk på 1. semester. Hun stod i kø 5-6 gange og brugte sammenlagt halvanden time i løbet af aftenen på at vente i køen til et ledigt toilet:
»Det er lang tid, når man i forvejen skal på toilettet. Så kan man bare se fyrene, der bare går ind og ud af de der pissior-standere,« og fortæller videre:
»Til sidst stoppede jeg med at bruge køen. Der var kun et sted, så vidt jeg ved, hvor der var båse, og så var der flere steder, hvor der var pissoir til mænd. Så til sidst på aftenen, gik jeg bare derhen.«
En anden festdeltager der stod i kø flere gange, var Felicia Ganderup, der til daglig studerer dansk på 3. semester. Hun ventede i køen 6-7 gange og brugte hen imod aftenen ca. en halv time på at stå i den.
»Det er lang tid,« siger hun, og fortæller at lange køer kunne afholde hende fra at deltage næste gang:
»Det vil i hvert fald være i mine tanker.«
Semesterstartsfesten havde i år ca. 5000 deltagere, hvilket er en fordobling fra sidste fest, som var i 2019. Sidste år blev semesterstartsfesten aflyst, grundet corona. Interessen for festen, som fandt sted d. 4 september, har i år været ekstra stor og arrangørerne meldte udsolgt for billetter halvanden uge inden festen. Der kom dog ekstra billetter til salg, som blev udsolgt samme dag.
Kvindeurinalet er på markedet
Men der findes alternativer til kvinder. Kvindeurinalet Lapee er et produkt udviklet af Alexander Egebjerg og Gina Périer, der er skabt netop for at skabe ligestilling på sanitetsområdet.
»Det her er noget, som kvindelige gæster til events ligesom kan begynde at stille krav til fra nu af, så der også bliver tænkt på dem,« siger Alexander Egebjerg.
Lapee kom på markedet i 2019 og betyder “tisse” på fransk. De oplever en stor interesse for deres produkt, og i 2019 kunne man bl.a. gøre brug af de lyserøde kvindeurinaler på Roskilde Festival.
»Vi eksisterer i 20 lande. Og Danmark er det første land, hvor vi år har valgt at sige, at vi vil stoppe med at udleje selv, men ligesom bare begynde at sælge direkte til professionelle udlejere,« fortæller Alexander Egebjerg og forklarer, at de bl.a. samarbejder med Københavns Kommune og Roskilde festival.
Selvom der ikke var kvindeurinaler til semesterstartsfesten, tror Alexander Egebjerg at der i fremtiden, vil komme ligestilling, når det gælder toiletforhold. Han mener der kan være flere årsager til, at store arrangementer som eksempelvis semesterstartsfesten endnu ikke gør brug af deres produkt:
»Jeg tænker da, at det højst sandsynligt er fordi, man ikke har kendt til Lapee, eller fordi at den udlejer, som man bruger ikke har haft lapee. Det kan der selvfølgelig være forskellige årsager til.«
Kender til Lapee
Arrangør og chef for semesterstartsfesten Gustav Emil Hansen, forklarer at hovedårsagen til, at der ikke var kvindeurinaler, skyldes at de bestiller en færdig toiletpakke hos eksterne partnere, der står for at levere toiletter. Her var Lapee ikke er en del af grundpakken, men det er et produkt arrangøren kender til.
»Jeg kan huske, jeg kiggede på det (Lapee red.) til festen i 2019. Jeg kan ikke huske, om det var økonomisk eller det bare var fordi, de ikke havde nok til at vi kunne få det ud, der kom vi ikke videre med det,« fortæller Gustav Emil Hansen, der også er studerende på SDU og arbejder frivilligt for semesterstartsfesten.
Derudover er hans indtryk, at de tit bliver misbrugt, de gange han har set kvindeurinalet i København:
»De gange hvor jeg har gået forbi dem, så har der stået ca. halvtreds mænd i kø og mænd oppe i dem, og jeg har aldrig nogensinde set en enkelt kvinde gå ind i dem.«
“Fed mulighed”
Victoria Junker fortæller at hun ville have benyttet sig af kvindeurinalet, hvis det havde været en mulighed til semesterstartsfesten:
»Hvis kvinderne også har de samme muligheder, så synes jeg, at det er mærkeligt, at vi ikke har haft mulighed for at, benytte os af dem.«
Det er en holdning Felicia Ganderup deler:
»Det havde været en fed mulighed.«
Gustav Emil Hansen understreger dog, at han vil have fokus på alternative toiletfaciliteter til næste års semesterstartsfest og i forhold til kvindeurinalerne, er han ikke afvisende:
»Jeg vil meget gerne undersøge det i hvert fald for at se, om det er muligt for os at få ud, og om det er noget vi ligesom kan gøre.«
De frivillige for semesterstartsfesten har på begivenheden på Facebook beklaget for de lange køer til bar, mad og toilet, og planlægger forbedringer til næste år. Semesterstartsfesten drives af frivillige hænder.