VERDEN

Krigen uden for Pavlos vindue

Foto: Wojciech Grzedzinski

Pavlo nægter at tage arbejdshandskerne af, selvom bomberne regner over Ukraine. Han er dedikeret til at gøre en forskel under krigen – på sin helt egen måde.

Pavlo spenderede sine skolefri somre mellem 1991 og 1996 med besøg på Krim, hvor hans bedstemor boede. Erindringer fra barndommen på halvøen har efterladt dybe spor hos ham. Han håber, at han kan kreere flere af dem en dag. Men forestillingen føles fjern.

Spol frem til en vintermorgen, hvor Pavlo sidder i sin lejlighed i den ukrainske by Bila Tserkva og drikker sin te. Han er tidligt oppe, da han skal nå et tog til Kyiv, som ligger 80 kilometer væk. Uret viser 05:30, og kalenderen siger 24. februar 2022. Pludselig lyder der et brag uden for hans vindue. Ét brag bliver til flere, og husene omkring Pavlo begynder at ryste. De barbariske bombardementer er begyndt. Senere den dag holder Vladimir Putin sin tumultariske tv-transmitterede tale, hvor han erklærer krig mod Ukraine. Nogle dage før havde han holdt en anden tale, som vakte stor forundring hos Pavlo.

»Det var en sindssyg tale. Han benægtede, at Ukraine er et uafhængigt land. Han sagde, at det ikke er et land overhovedet.«

Forhindret i at arbejde

Lyden af eksplosioner rumsterede i hans ører i flere uger, men de sidste fem dage er det gået mere stille for sig. Det er den 16. marts, hvilket markerer otteårsdagen for den ulovlige folkeafstemning om løsrivelse af Krim fra Ukraine. Pavlo er hjemme i sin lejlighed. Han må ikke bevæge sig ud ad sin dør, da der er to dages udgangsforbud for indbyggerne i Bila Tserkva.

»Jeg ved ikke hvorfor. Måske ved de (de ukrainske myndigheder, red.) noget.«

Udgangsforbuddet kolliderer ikke med karrieren, da krigen har gjort det vanskeligt for Pavlo at fortsætte sit arbejde. Han er projektmedarbejder hos en NGO for forældreløse studerende. Organisationen beskæftiger sig med pædagogisk udvikling og uddeling af stipendier. Pavlo føler sig hjælpsom, når han kan se resultater på sit arbejde. Noget, som krigen dog har sat på pause.

»Nu er det svært at vide, hvor alle er lige nu, fordi mange desværre er blevet nødt til at forlade Ukraine.«

Hjælper, hvor han kan

Selvom Pavlo er forhindret i at arbejde, prøver han at hjælpe de studerende på andre måder. Han forbinder dem med forskellige fonde og informerer dem om, hvordan de kan blive evakueret, og hvor de kan få hjælp i Vestukraine og de vestlige lande. Pavlo synes, at det er det mindste, han kan gøre. 

Det er nemlig vigtigt for ham at hjælpe, hvor han kan. Hans motivation for at gøre sin del udspringer af, at han ikke kan stille op i militæret ligesom mange andre ukrainske mænd. Pavlo har et handicap, der gør, at han ikke er værnepligtig.

Derfor er han under krigen også blevet frivillig ved et center for børn med handicap, og han taler med flere medier i Europa for at belyse situationen i Ukraine.

»Jeg følte mig ubehjælpsom. Så jeg prøver at hjælpe på alternative måder.«

Hårdere vilkår for de forældreløse

Dagen efter de første eksplosioner begyndte, havde NGO’en planlagt et online seminar. De valgte at gennemføre det alligevel, og de studerende delte deres oplevelser fra invasionen, som har traumatiseret de unge forældreløse ifølge Pavlo.

»En fyr fra Kharkiv begyndte at vise os, hvad der foregik i Kharkiv. Der var bombardementer og mange eksplosioner. Han var i et beskyttelsesrum midt i Zoom-opkaldet. De vil ikke være de samme længere.«

Siden da har de studerende holdt kontakten ved at skrive beskeder til hinanden gennem Telegram. Beskeder såsom ”hvordan har I det, hvem er der?” og ”der er en eksplosion ved siden af mig.”  Ifølge Pavlo er de forældreløse dårligere stillet i krigen end andre unge ukrainere.

»Hvis du har forældre, og forældrene har venner, for eksempel i udlandet, kan de foreslå dig at bo hos dem. Det er nemmere, og forældre kan finde penge til det. Hvis du er en forældreløs studerende i Kyiv, bruger du uger på at gemme dig i en kælder under dit kollegium.«

Uforståelig uvished

Siden krigens begyndelse er over tre millioner ukrainere flygtet ifølge FN. Pavlos to søstre, niecer og nevøer er blandt dem, da de er flygtet til Polen.

»Jeg er alene her. For nu. Jeg håber, at de kommer tilbage snart.«

Mange af Pavlos venner har også måttet flygte som følge af invasionen. Det sker så hurtigt, og det er udmarvende, når man ikke ved, om man ser sine kære igen, siger han.

Den første uge af krigen fik Pavlo et nervøst sammenbrud. Han havde en oplevelse af at være overvældet af følelser – magtesløshed, tristhed og modløshed. Men samtidig følte han sig tom indeni.

»Man forstår det ikke. Hvorfor? Man forstår ikke, at hvis noget eksploderer her, og man bliver dræbt, hvorfor man skulle dræbes. Det er en mærkelig følelse.«

En krig for demokratiet

Fremtiden er uvis. Han håber på fred, men han håber mest på sejr. Pavlo vurderer, at der er større ting på spil – at det er en krig for civilisationen selv. En krig for demokratiet, for menneskerettigheder, for tolerance og for ytringsfrihed. Derfor ønsker han, at landene i Vesten prioriterer højere, at Ukraine vinder krigen.

Pavlo besidder også et andet brændende ønske.

»Jeg håber, at jeg får chancen til at besøge Krim denne sommer eller måske næste sommer. Men ukrainske Krim, ikke russiske Krim.«

Faktaboks

Da vi ikke ved, hvordan krigen ender, optræder Pavlo anonymt af hensyn til hans sikkerhed. Pavlo er et opdigtet navn. Andre oplysninger, der kan afsløre hans identitet, er udeladt, såsom navnet på den NGO, han arbejder for, og hvilket handicap han har. LIXEN er bekendt med kildens identitet.