VERDEN

Kommunikationen der udkæmper krigen

Foto: Shutterstock

Ifølge militæranalytiker Jeanette Serritzlev har en veludført kommunikation både taget og reddet menneskeliv i krigen i Ukraine. Hun vurderer, at Ukraine har vundet første del af krigen, om ikke andet så på kommunikationsniveau. Både internt i forhold til moral og kampvilje og eksternt i forhold til særligt Vestens vilje til at støtte op på forskellige fronter.

I disse timer er der krig i Ukraine, og det fylder i mediebilledet. For indsatsen er enorm, og konsekvenserne uoverskuelige.

Men krigen kæmpes ikke kun med bomber og monstrøst materiel, den udkæmpes ligeledes med ord og historier.

Vestlige tv-seere ser dagligt billeder fra Ukraine af ødelæggelse, og mediebrugere læser mange artikler fra primært ukrainske kilder. For Ukraine er offensive i deres mediestrategi og kommunikerer direkte til Rusland, Vesten og til ukrainerne. Rusland er gået en anden vej og har lukket vestlige, sociale medier og forbudt ord som ”krig” og ”invasion” i forbindelse med krigen i Ukraine. Denne eksistentielle kamp om narrativer foregår i medierne i realtid, og den har betydning for hele Europas fremtid.

Effektiv ukrainsk kommunikation

Jeanette Serritzlev er en af Danmarks førende eksperter i kommunikation i krigssituationer, og hun har bl.a. specialiseret sig i Information Warfare, misinformation, Rusland, propaganda og strategisk kommunikation.

Ukraine har ifølge Jeanette Serritzlev haft held med at ramme ikke bare de vestlige politikere og beslutningstagere, men i høj grad også den vestlige civilbefolkning. Beslutningstagere og befolkning er blevet mobiliseret, og det har været formålet med den gren af den ukrainske kommunikationsstrategi, der var målrettet Vesten, og ifølge Jeanette Serritzlev har mobiliseringen en effekt.

»Det har haft en kæmpe effekt, og ikke bare ved at folk sætter ukrainske flag på deres facebookprofiler, som ikke har den store effekt, hvis vi skal være ærlige. Jeg tror det store pres fra civilbefolkningen, man så i starten af krigen, var med til at accelerere hastigheden, hvormed man fik beslutningstagere til at sende våben til Ukraine. På den måde kan man sige, det har haft en direkte effekt på slagmarken.«

Det pres Rusland udsættes for, både militært på slagmarken af vestligt donerede våben, og det økonomiske pres fra sanktioner er ifølge Jeanette Serritzlev, en direkte konsekvens af den kommunikationsstrategi, den ukrainske regering har valgt, og ifølge hende er dét kommet bag på russerne.

»Det virker klart, at Rusland er blevet ramt voldsommere af sanktioner og økonomiske omkostninger, og de er blevet ramt hurtigere, end de havde regnet med. Det mener jeg, er sket på grund af, der er så mange, der føler sig berørt af krigen.«

Men det er ikke blot den vestlige befolkning, Ukraine forsøger at påvirke.

»Ukraine har valgt også at tale direkte til den russiske befolkning. Når man lader tilfangetagne soldater ringe hjem, giver dem mad og te, så henvender man sig direkte til russiske målgrupper, og videoerne bliver distribueret direkte af det Ukrainske forsvar. Så man gør også noget for at påvirke folkestemningen i Rusland.« Siger Jeanette Serritzlev.

Kommunikationen, der i den seneste måneds tid har strømmet ud fra Ukraine, har altså ifølge Jeanette Serritzlev haft en direkte indflydelse på krigen og dens hidtidige forløb.

Civile ukrainske krigskorrespondenter

Rusland har gjort alle vestlige sociale medier forbudt og forsøgt afskaffet enhver adgang til kommunikation med omverdenen. En del af Ukraines strategi har derimod været at bruge teknologien og de sociale medier til at skaffe sig en fordel på slagmarken. De mange civile med de mange mobiltelefoner er nemlig rigtig effektive efterretningskilder ifølge Jeanette Serritzlev.

»Det er ret interessant, at de ukrainske myndigheder allerede har fra kort efter krigen brød ud, sagt til ukrainere, at de skal melde alt, hvad de tror kan være krigsforbrydelser. De skal sende fotodokumentation og også melde alt, hvad de mener kan være russiske tropper og soldater. På den måde har man brugt sociale medier og civilbefolkningens adgang til teknologi meget aktivt.«

Ukrainske borgere bliver via sociale medier guidet til at sende informationer til den ukrainske efterretningstjeneste. Her bliver alt data set igennem og sorteret, og det kan have været medvirkende til, at Ukraine har haft succes med deres nålestiksoperationer og overraskelsesangreb.

Der kan dog også være en risiko ved at involvere parter, der måske ikke altid kender konsekvenserne af, hvad de deler online. For det er nemlig ikke kun Vesten og ukrainere, der kigger med på Facebook. Den russiske efterretningstjeneste kigger også med.

»Der er jo også en risiko, og derfor har man også anmodet både ind- og udenlandske medier og civile ukrainere om ikke at dele billeder, materiale og videoer, hvor man kan lokalisere ukrainske tropper,« siger Jeanette Serritzlev.

Det russiske alternativ

Men Ukraine spiller ikke bold uden modstander, og Rusland er begyndt at røre på sig. Jeanette Serritzlev pointerer, at russernes valgte kommunikationsstrategi er en strategi Vesten udmærket kender.

»Det, som de gør, er jo noget, vi har set før i andre sammenhænge. De kører i fortællingen om, at Ukraine ikke har ret til at være en selvstændig stat, og på ideen om nynazister i Ukraine. Det har man prøvet at præge den russiske befolkning med i årevis, og det kører man hårdt på nu stadig i Rusland, men i højere grad også på de budskaber, der kommer ud til vestlige medier nu,« siger Jeanette Serritzlev.

Vi har i Vesten en tendens til at afskrive Ruslands misinformations-kampagner, men Jeanette Serritzlev er ikke helt så overbevist. Hun oplever faktisk, at den russiske propaganda virker, også i Danmark.

»Jeg blev spurgt af en bekendt, som ikke sidder og ser alt muligt underligt, men primært ser DR og TV2, jeg blev spurgt, ”De taler hele tiden om nynazister i Ukraine, er der noget om det?”. Det blev jeg faktisk chokeret over, men det gjorde mig også opmærksom på en pointe, vi godt kender, at hvis man taler om noget, så er det lige meget om man negerer det, man fremkalder stadig billedet. Så jo flere gange de med deres misinformation får os til at forholde os til den og sige: ”Nu taler russerne igen om nynazister, og det er ikke rigtigt”, så hører hjernen ikke, man siger ”ikke”. Vi er selv med til at viderebringe deres narrativ, også når vi går kritisk til det.«

Det kan derfor vise sig at være et problem, når russerne fylder de vestlige medier med propaganda og narrativer, man instinktivt tænker er løgn.

»Det er jo sådan med god propaganda, og løgn i det hele taget, at hvis folk hører en løgn nok gange, kan det godt være, de får at vide, det er løgn, men de er stadig lidt mere tilbøjelige til at tro på det, end de var før. Jeg har ikke løsningen på det her. Jeg vil blot påpege det som en udfordring.«

Modus Operandi

Et godt eksempel på spirende russisk succes med deres mediekommunikation er bombningen af børnehospitalet i Mariupol. Russerne skiftede nemlig flere gange forklaring i løbet af ganske få timer.

»Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov går ud med narrativet om, at hospitalet var rømmet, og at det var militser fra Azov-bataljonen, altså højreradikale ukrainere, der bruger civile som menneskelige skjolde. I samme ombæring siger han i øvrigt, at Rusland slet ikke havde invaderet Ukraine. Kort tid efter denne udtalelse, melder det russiske forsvarsministerium, at bombningen var iscenesat af Ukraine, og at det var skuespillere, man så på videoer og billederne,« fortæller Jeanette Serritzlev.

Russerne følger altså en helt tydelig modus operandi, og Vesten har set denne mediestrategi før i to uhyggelige sager fra en ikke fjern fortid.

»To klare eksempler er nedskydningen af MH17, og så er det også gift forsøget på Skripal i Salisbury, hvor man også gik ud med flere alternative forklaringer. Det kommunikativt interessante ved Skripal-sagen er jo, at når man forsøger at slå en russisk afhopper ihjel med Novichuk (Sovjetisk udviklet nervegift, red.) så er det jo det samme som at lægge et visitkort. Alligevel går man ud og siger: ”Jamen det var slet ikke os – måske var det briterne der SELV gjorde det her!« siger Jeanette Serritzlev

Nedskydning af civile i MH17-ruteflyet, forsøg på likvidering af afhopperen Sergei Skripal i et europæisk land og bombningen af børnehospitalet i Mariupol er alle sammen sager, som får Rusland til at fremstå i et usympatisk lys. Alle sammen sager, som Rusland benægter at have deltaget i, og sager, som Rusland har tilbudt alternative historier. Skal man tro Jeanette Serritzlev, er der en god grund til det. Det er nemlig alt sammen en del af et større magtspil.

»Det handler ikke om, at vi skal tro på det, men at vi skal blive i tvivl om, hvad der er sandt. Det at forstyrre og skabe støj i informationsrummet er med til at få dem til at stå stærkere. Specielt hvis det kan betyde, at man i Vesten bliver mere i tvivl om, hvad man kan regne med fra myndigheder, medier eller autoriteter i øvrigt,« mener Jeanette Serritzlev.

Sammensmeltningen

Det er en ny tid, og de sociale medier gør, at kamppladsen ikke længere kun er fysisk, og våbnene ikke kun er krudt og kugler. Kan man så vinde en krig på god kommunikation?

»Ligesom man ikke kan vinde en krig alene på slagmarken med våben og soldater, kan man ikke kun vinde en krig alene på Twitter. Men man kan heller ikke adskille de dele fra hinanden længere, der er simpelthen en langt højere grad af sammensmeltning mellem den fysiske kampplads og det der sker digitalt.«

Jeanette Serritzlev mener tydeligvis, at Ukraine har haft succes i krigens første periode, og ikke kun fordi de har stoppet den russiske fremmarch, men også fordi de har fået skabt en fortælling og mobiliseret Vesten.

»Man kan godt sige, at Ukraine har vundet det første ”slag”, og man kan jo helt klart sige, de har vundet informationskrigen i første del af krigen her,« slutter Jeanette Serritzlev.

Om Ukraines kommunikative succes så ender ud i ukrainsk sejr eller snarlig våbenhvile, det må tiden jo vise.