Illustration: NWM/Shutterstock.com
DR’s store digitaliseringsstrategi følger en bekymrende tendens, hvor de respekterede mediers dagsordener i højere grad bliver skræddersyede til det enkelte individ. Og det medfører, at vi som borgere i et sundt demokrati har et langt større ansvar end tidligere for at holde os nuancerede i samfundsdebatten.
I den seneste tid er der flere ting i det danske medielandskab, der har fået mig til at spærre øjnene op. Først præsenterede DR en lang række forandringer som led i mediehusets nye digitale strategi. Her blev det blandt andet offentliggjort, at man har i sinde at flytte sit eneste dybdegående, dagsaktuelle journalistiske program, Deadline, delvist væk fra flow-tv for i stedet at tilpasse det et digitalt format. Ændringen i programmets format begrunder DR med, at de har en vigtig demokratisk opgave med at nå endnu flere med deres nyhedsindhold.
Problemet er bare, at det ikke er demokratisk styrkende, når DR rykker Deadline væk fra flow-tv. I den proces ligger nemlig også, at man fjerner den tilfældige eksponering, som for eksempel sker, når man på flow-tv zapper rundt mellem kanaler og tilfældigt falder over et afsnit Deadline en sen hverdagsaften, hvor man bliver præsenteret for synspunkter i samfundsdebatten, man ikke havde regnet med at blive præsenteret for. Digitaliseringen skaber i stedet den selektive eksponering, hvor hvert individ selv har mulighed for at vælge og vrage mellem alverdens indhold.
Et ændret medieudbud
Lad mig komme med et eksempel. Dengang min far var dreng, fandtes der kun én tv-kanal. Det betød, at når han ønskede socialt samvær med sin familie, der ofte samledes om tv’et om aftenen, blev han, om han ønskede det eller ej, eksponeret for Danmarks Radio. TV-udsendelserne på DR er og var gennem sin public-service kontrakt tvunget til at bringe indhold såsom dokumentarer, foredrag og nyhedsudsendelser, der var i samfundets og offentlighedens tjeneste. Det resulterede i, at han blot ved at være til stede i stuen blev garanteret at få indblik i nyhedsbilledet og blev introduceret for flere sider af den samme historie, så han fik alle nuancerne med.
Siden da er medieudbuddet som bekendt voldsomt forandret. I dag kan mine yngre søskende med et fingerknips hive Ipad’en frem og søge indhold fra alverdens streamingtjenester, der hverken er forpligtede til at skulle levere oplysning om samfundsforhold eller har nogen interesse i at nuancere tidens store spørgsmål. Det mudrer tingene og gør situationen kompliceret, fordi de ikke længere, på den samme måde som deres far, bliver tilfældigt udsat for nyheder. De skal selv tilvælge dem. Og det er problematisk, fordi det ligger i menneskets natur at undgå informationer, der ikke passer ind i vores verdensbillede. I stedet har vi tendens til at opsøge viden, der bekræfter os i den verdensopfattelse, vi hver især allerede går rundt med.
Det, DR før i tiden har været så dygtige til, er at være det store fællesskabs-medie, der har præsenteret befolkningen for lidt af alt det, som vi ikke selv vidste, at vi havde brug for eller var interesseret i. Men problemet med DR’s nye fuldstændige omklamring af alt, der rimer på ordet ”digitalt” er, at man ved at overgå til streamingtjenester mister det tag, man før i tiden havde i befolkningen. Det sker, fordi man rykker ansvaret for at nuancere samfundsdebatten og tilgå pluralistiske nyheder over på det enkelte individ. Det medfører i form af menneskets intolerante natur en højrisiko for dannelse af ekkokamrer, hvor man hellere vil undgå og fortie diskussionen end at prøve at blive klogere på sine egne holdninger eller et givent emne, hvilket er undergravende for pluralismen og den demokratiske samtale.
Og her skulle man så forvente, at man stadig ville kunne regne med, at de respekterede nyhedsmedier ville blive ved med at løfte opgaven og bidrage til den demokratiske samtale. Men heller ikke her ser det ud til. at der er meget hjælp at hente længere. I hvert fald ikke, hvis man skal tage Zetlands Chefredaktør, Ida Ebbensgaards, ord i Presselogen forleden for gode varer. Her erklærede hun sig tilhænger af et nyhedsfeed, hvor folk selv kan filtrere de nyheder, de ikke kan lide væk: ”Dem der har lyst til at sige tak, men nej tak. De kan sætte det her kryds”. Ida Ebbensgaard mener yderligere, at det i fremtiden er nyhedsbrugerne, der skal definere medieindholdet, og ikke mediecheferne. Det lyder næsten, som om at Ida Ebbensgaard er blevet så optaget af at rekruttere nye brugere til sit medie, at hun er blevet blind for, hvad hendes job i virkeligheden går ud på. Mediernes fornemmeste opgave er at beskrive virkeligheden, som den ser ud. En sådan skildring af virkeligheden får man ikke, hvis man kan sortere viden fra om bestemte personer, partier eller holdninger. En indførelse af en sådan sluk-knap for bestemte emner vil derfor være at gøre ens læsere en bjørnetjeneste.
I et årti har gud og hver mand bokset løs på Facebooks ekkokammerdannende algoritmer, men nu ser det ud til, at Zetland og andre danske medier ønsker at gå samme vej, når de lefler for egne brugere. Det kan potentielt skade demokratiet, hvis vi ikke får hørt på de personer og tanker, vi ikke bryder os om. Skrækscenariet fik hele verden at se, da Trump-støtter stormede Kongressen, efter det tabte præsidentvalg i januar sidste år. Stormen trækker dybe tråde til problematikken omkring at have flere forskellige offentligheder frem for én fælles.
Stormen på Kongressen udsprang i høj grad af det ekkokammer, som medierne bærer et stort medansvar for. Her var der tale om en helt åbenlyst sammentømret gruppe, der udelukkende havde fået de informationer og fakta, som de selv havde ønsket. Pointet er ikke, at Ida Ebbensgaard skulle være ude efter et mediebillede, hvor vi alle sammen bevæger os rundt i vores egne snævre kasser. Det tror jeg bestemt ikke, at hun er. Pointen er, at det er vigtigere end nogensinde før, at både mediechefer og borgere i et sundt demokrati sørger for at huske at se nuancer i enhver historie eller debat.
Nyheder eller Netflix?
Selvfølgelig skal alle medier forsøge at skabe en bæredygtig forretning og være på de platforme, hvor deres målgrupper holder til. For jeg er helt med på, at nyheder kun har en værdi, hvis de bliver set. Men det må da være muligt at finde en løsning, hvor man ikke skal gå på kompromis med indhold, der skildrer forskellige holdninger. Nyhedsprogrammer egner sig ikke til at blive proppet ned i digitaliseringsmaskinen, hvor de skal konkurrere med indhold fra andre streamingtjenester. Nyheder skal nemlig ikke betragtes som underholdning, og derfor skal nyhederne heller ikke vælges på samme måde, som man vælger en Netflix-film. Vigtigheden i, at nyheder bringes i et format, der evner at indflette så mange nuancer som muligt, så man ikke risikere at efterlade den enkelte person alene på perronen, kan derfor ikke understreges nok. De nuancerede nyheder er nemlig en forudsætning for et oplyst og velfungerende demokrati.