Stilladsarbejde i Ethiopien – et af de mange lande i Afrika, hvor Kina investerer massivt. Foto: Jacob Vium.
Når du lander i Etiopien, er noget af det første, du møder, et stort stillads, hvor der er plastret et banner med mandarinskrift. Ordene lyder oversat: “Her bygges, pas på”.
Byggeprojektet, jeg møder i den internationale etiopiske lufthavn, Adis Babe Leole, er blot et af mange af de flere tusinde af infrastrukturprojekter, som Kina har søsat i hele Afrika siden år 2000.
Det, som jeg forventer blot skal være endnu en triviel mellemlanding, viser sig at blive mit første møde med en anden verden. Blot få skridt inde i den slidte etiopiske lufthavn, fanger mit blik noget bemærkelsesværdigt: Et kinesisk banner.
Med rejsen til Afrika troede jeg, at de mest bemærkelsesværdige kulturmøder, der ville vente mig, ville være med udgangspunkt I det Afrikanske, i form af safari og rundture i den tanzaniske civilisation. Festen starter dog allerede inden jeg har nået at tage jakken af. Nærmest inden jeg er stået ud af flyet, møder jeg noget uventet: Kina.
Nøglen til udvikling
Før har jeg hørt om, at Kina har gjort deres indtog som bygherre i Afrika. Nu fik jeg så syn for sagen. Kina har med deres build and road-initiative markeret sig som det helt store ressourceland, når det kommer til økonomisk bistand i form af lån til infrastrukturprojekter syd for Sahara.
»Kina ser dette som
et nødvendigt skridt
for økonomisk vækst
i Afrika.
– Yang Jiang, seniorforsker
ved DIIS
Måden, det som regel foregår, er, at Kina låner penge til diverse lande, som så kan investere i infrastrukturprojekter som f.eks: Veje, internet, skoler, fodboldstadioner etc. Kina kan så bidrage til de projekter med både materiale og arbejdskraft og dermed også på den måde profitere på projekterne.
Og ifølge Yang Jiang, seniorforsker ved DIIS, der forsker i Kinas regeringsførelse, giver det mening for begge parter.
»Ud fra Kinas egne erfaringer er infrastruktur nøglen til udvikling. Så Kina ser dette som et nødvendigt skridt for økonomisk vækst i Afrika, hvilket gavner handelen mellem de to«
Nye venner
Siden 2013, hvor Kina overhalede USA, har Kina været det land, der investerer mest i de afrikanske lande syd for Sahara. Kinas investeringer har vokset massivt i takt med den økonomiske fremkomst, landet har oplevet de seneste 20 år.
I 2003 investerede Kina 75 millioner dollars i Afrika svarende til omkring 530 millioner danske kroner. Et tal, der er steget massivt siden dengang; i 2021 investerede Kina 5 milliarder dollars i lande syd for Sahara, svarende til omkring 34 milliarder danske kroner.
Men det er altså ikke fordi, at Kina har presset Vesten ud ad afrika, det er simpelthen fordi, at Vesten ikke finder Afrika tilstrækkeligt attraktivt længere, hvilket har banet vejen for Kina, fortæller Jiang:
»Det er ikke sådan, at Kina aggressivt har taget magten i Afrika – vestlige lande tilbød simpelthen ikke, hvad Afrika havde brug for«
Den Kinesisk præsident Xi Jingping har gjort meget for at blive Afrikas største handelspartner Illustration: AI genereret med Gronk
Vestlige værdier, nej tak
En af grundene til, at de afrikanske lande syd for Sahara omfavner forholdet til Kina, skal I findes i det, der følger med, når henholdsvis Vesten og Kina investerer. Jian nævner specielt et forhold, der gør, at de afrikanske lande ser positivt på Kinas tilstedeværelse:
»Hvis man sammenligner Kinas handlinger med Vesten, fremtvinger Kina ikke politiske reformer eller pålægger ideologiske betingelser«
Det gør altså ikke de afrikanske lande noget, at Kina har sat sig på tronen som bygherre i Afrika. Og en ting er ifølge Jian sikkert: De savner ikke de vestlige værdier, der følger med, når man sammarbejder med vesten.
»Flere afrikanske ledere
siger, at vestlig bistand
har opretholdt en koloni
lignende afhængighed.
Med Kina føler de, at de
får et mere ligeværdigt
partnerskab
– Yang Jiang, seniorforsker
ved DIIS
Om det hele ender ud i et købstilbud tilsvarende Donalds Trump agenda omkring Grønland er nok usandsynligt. Men mindre kan også gøre det.
Kina køber måske ikke Afrika, men de har cementeret deres plads som bygherre på det afrikanske kontinent, bare mindre bombastisk og mere subtilt end Trumps modus i forhold til Grønland.