Foto: Ali Ahmad Danesh, Pixabay
Jeg får flashback til folkeskolen, hvor man hver morgen blev råbt op for at se, hvem der var mødt op – og til hvordan man ydmygt skulle aflevere sin kontaktbog til læreren, hvis man var blevet væk.
Af Maria Stuckert
Ved årsskiftet sagde vi ikke kun farvel til året, der gik, men også til bacheloruddannelsen i journalistik på Syddansk Universitet, som vi kender den. Vi bød nemlig velkommen til en ny forsøgsordning – nogle mere begejstrede end andre.
Jeg taler selvfølgelig om den for nyligt implementerede fraværsordning. Den betyder konkret, at bachelorstuderende højst må have 20 procent fravær i de fag, hvor ordningen er indført – ellers risikerer de studrende at blive sanktioneret med en ekstra eksamen.
»Det skal være fedt at være på journalistik, og det er federe at være til undervisning, når de andre er der,« sådan lyder det fra uddannelsesleder ved Center for Journalistik, Louise Kjærgaard.
Ifølge hende er målet med ordningen at forbedre studiemiljøet, både fagligt og socialt, ved at få flere studerende til at møde op og deltage aktivt i undervisningen.
På papiret er tanken egentlig fin. Undervisningen på uddannelsen er i høj grad dialogbaseret, og diskussioner samt redaktionelle øvelser fungerer naturligvis bedst, når folk faktisk er til stede.
Journalistisk lektor på SDU, Kristina Lund Jørgensen, peger desuden på, at det skaber uro, når studerende løbende kommer og går fra undervisningen – noget fraværsordningen ifølge hende faktisk har sat en dæmper på.
»Det er dels ærgerligt for evnen til at løse opgaverne som redaktion, men også for kammeratskabet. At man begynder at drysse i løbet af dagen, er ikke det bedste signal at sende til sine studiekollegaer«, siger hun.
Alligevel synes jeg, vi bør stille os selv spørgsmålet, om fraværsregistrering og sanktioner også er den rette løsning i praksis. Der er trods alt forskel på at være fysisk til stede og på at deltage aktivt i undervisningen. At indtaste en kode i ItsLearning siger ikke meget om, hvorvidt man faktisk deltager, eller blot sidder passivt i lokalet. Desuden er der kun tre klik på skærmen fra fraværsregistreringen i ItsLearning, til Slope på Y8.
Universitetet som institution bygger traditionelt på en idé om selvstændighed og ansvar for egen læring. Man møder op, fordi man vil lære noget – ikke fordi man skal. Når fremmødet pludselig skal registreres, kan det sende et signal om kontrol og mistillid, der føles lidt som et skridt tilbage mod gymnasiet eller sågar folkeskolen.
Personligt oplever jeg, at ordningen indimellem har haft modsat effekt – ikke på fremmødet, men på motivationen. Før deltog jeg udelukkende, fordi jeg havde lyst. Nu føles det indimellem mere som en pligt.
Louise Kjærgaard fremhæver, at flere uddannelser på tværs af universiteter har indført fraværsregistrering. Naturligvis udvikler universiteterne sig også løbende, og måske ordningen blot er et resultat af dette. Spørgsmålet er bare, om fraværsregistreringen faktisk løser det problem, den forsøger at adressere?
Et af hovedmålene med ordningen er ifølge Louise Kjærgaard at sikre læring:
»Hvis vi er der og er sammen, og vi laver en god undervisning, som er aktiverende og involverende, så lærer man noget.«
Samtidig erkender hun, at øget fremmøde ikke nødvendigvis betyder mere læring – selvom der i enkelte fag ses en sammenhæng mellem højt fravær og høj dumpeprocent.
»Man kan godt lære noget, hvis man er en aktiv studerende, der sidder hjemme og interagerer ordentligt med sit stof. Men vi ved ikke, hvad der sker, hvis I ikke er her«, forklarer hun.
I mine ører lyder det en smule selvmodsigende, og det rejser samtidig et spørgsmål: risikerer vi ikke at blive så fokuserede på at sikre fremmødet, at vi glemmer at sikre det, det hele egentlig handler om, nemlig læring og aktiv deltagelse?
Jeg undrer mig derfor en smule. Hvis undervisningen er så værdifuld, som ledelsen siger, burde den så ikke kunne tiltrække de studerende helt af sig selv – også uden sanktioner? Når studerende aktivt fravælger undervisningen, er det måske mere relevant at undersøge, hvorfor, og gøre noget ved årsagen i stedet.
Der kan være mange årsager til fravær. De fleste studerende balancerer både studie, fritid og arbejde, og i pressede perioder må man nødvendigvis prioritere. I en branche, hvor praktisk erfaring og gode forbindelser er mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, end altid at følge undervisningsskemaet til punkt og prikke, kan det derfor give mening at nedprioritere studiet. Ikke fordi undervisningen nødvendigvis er dårlig eller unødvendig, men hvis dagens lektion primært består af repetition, kan det nogle gange virke mere meningsfuldt at bruge tiden et andet sted.
Derfor kunne det være relevant at se nærmere på, hvorfor studerende fravælger undervisningen, og om løsningen nødvendigvis er kontrol. Måske kunne tilrettelæggelsen af undervisningen også spille en rolle.
Louise Kjærgaard fortæller, at ledelsen løbende evaluerer undervisningen og er i dialog med både undervisere og studerende. Samtidig opleves højt fravær også i helt nye fag, hvor indholdet endnu ikke kan have skabt utilfredshed. Det er en fair pointe. Fraværet skyldes næppe kun undervisningens indhold, og flere faktorer kan spille ind. Men omvendt udelukker det vel heller ikke, at indholdet i nogle tilfælde spiller en rolle.
Ifølge Louise Kjærgaard fortsætter forsøgsordningen næste semester og skal senere evalueres for at se, om fraværsregistreringen faktisk har haft den ønskede effekt. Men hvis målet er et bedre studiemiljø og større engagement, bør diskussionen måske handle mindre om fraværsregistrering og mere om, hvordan man skaber en undervisning, de studerende faktisk har lyst til at deltage i.
Derfor også en opfordring herfra: når vi sidst på semestret skal evaluere undervisningen, så vær ærlige. Alle ønsker forhåbentligt det bedste for både hinanden og uddannelsen, så lad os hjælpes ad med at skabe et miljø, der faktisk gavner os alle.
I sidste ende er forskellen mellem at være til stede og at tage aktiv del i undervisningen større end et digitalt ”kryds” kan indfange. Spørgsmålet er derfor, om vi har indført en ordning, der fremmer studiemiljøet – eller blot registrerer fremmøde?