Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
I noget, der minder om et lægehus’ kliniske venteværelse, tager min kæreste og jeg plads på blå plastikstole med et matchende havebord. En ældre herre står og fylder lemonade fra koncentrat i sit glas, og tager en skål cocopops med tilbage til sit bord. Jeg har spist mad i Kenyas fattigste egne, hvis indhold af næring, kærlighed og engagement oversteg dette, men til en mikroskopisk brøkdel af prisen end her i den syditalienske kystby, Sorrento. Befinder vi os i en kantine på en middelmådig folkeskole eller i bistroen på en tankstation? NEJ. Vi befinder os i spisesalen på byens dyreste charterhotel. De eneste italienere i sigte er dem, der får penge for at være her. Kun nordiske gæster tager ukritisk for sig af varerne. Min kæreste og jeg havnede her tilfældigt i går aftes i manglen på ledige alternativer. Hotellet havde fremragende anmeldelser, så hvorfor ikke give det et skud? Det er mit livs første møde med et charterhotel, og nok nærmere den nordiske ’all-inclusive’ charterkultur i Sydeuropa. Jeg er ikke just begejstret, og nok nærmere flov over mine landsfæller.
Hvad med en god udsigt over Sorrentos smukke solopgang langs bjergvæggene? Den har de dækket til med vinduesfolie. Måske er det hotellets forsøg på at beskytte de lokale på deres morgengåtur fra synet af storforbrugende, smaskende turister. Vi sidder i rudens hvide ramme og er et maleri af manglende ansvarstagen og kritisk sans.
Her vil mine kritikere sige, at det er en smagssag, hvilken ferietype man foretrækker. Du tænker måske allerede, at jeg er charterkulturens bitre Thomas Treo, men det handler om at kere for nationalkultur og bæredygtighed i lokalbefolkningen, og det er ikke en smagssag.
Et krydstogtskib på land
Charterturismen overbefolkede for alvor himlen i 1970’erne og frem. Mange forbinder pakkerejsen med Simon Spies, hvis priser gjorde danerne rejsedygtige. Jeg vil kalde det for den moderne charterrejses anden æra. Den første æra for pakkerejsen opfandt Thomas Cook, en engelsk forretningsmand, i 1840’erne. Ligesom, at Simon Spies tæmmede luften til Sydeuropa, tæmmede Thomas Cook jernbanerne i England og Frankrig. Spoler vi frem til i dag, har Simon Spies gjort pakkerejsen en del mere folkelig. Når danskerne rejser til udlandet foregår det primært i Sydeuropa, hvor badeferie og hotelophold står øverst på podiet. Når charterferie er en af de mest populære måder at holde ferie på, bør vi så ikke snart få en tredje æra i all-inclusive-rejserens historie, hvor vi indtænker bæredygtighed for lokalbefolkningen?
Mange områder i Sydeuropa lever af turisme, og det er et endnu større incitament for at tage ansvar som turist, når det kommer til ens forbrug. Når man køber en pakkerejse, er det ikke utænkeligt at fly, hotel og transfer er ejet af rejsekoncernen, selv guiderne er danske, og maden i kantinen er importeret fra udlandet. Man behøver ikke forlade hotellet én eneste gang, fordi alt er sørget for dig på forhånd.
»Ressortområder er ikke nødvendigvis noget, der kommer lokalbefolkningen til gode. Et godt billede på ressortområder er et krydstogtskib. Det er et lukket økosystem, der smider tusindvis af gæster af sig i et kort tidsrum, men som bruger meget få penge i lokalområderne, fordi det egentlige forbrug er på skibet,« siger Jane Widtfeldt Meged, turismeforsker på Roskilde Universitet.
Hvor meget hjælper vi egentlig de lokale, vi besøger, når souvenirene er fra Kina, øllen fra Danmark og fisken fra opdræt i Norge? Uagtet hvilken sydeuropæisk destination, vi besøgte denne sommer, bestilte turisterne pasta-kødsovs og Tuborg på spisestederne, når de endelig ulejligede sig til at forlade det landlige krydstogtskib. Jeg køber ikke argumentet, at man bestiller pasta med kødsovs, uanset hvor man er, fordi man foretrækker det frem for alt andet på menuen. Hvordan ved man det, hvis man ikke har smagt den lokale mad? Hvorfor rejser man overhovedet, hvis alt skal ligne hjemlandets tankstationer og færdiglavede måltider til forveksling? Charterferien er tryghedsnarkomani, forklædt i badetøj og 28 grader.
Det er turisternes ansvar at trække vinduesfolien af
Det kan være svært at gennemskue hjemmefra, hvilke rejseselskaber, der tager sin tørn for bæredygtighed. 24 danske rejseselskaber er medlem af foreningen RID, Rejsearrangører i Danmark. De har et såkaldt bæredygtighedsmanifest. Her fremgår det, at rejseselskaberne skal opfordre turisterne til at have lokalbefolkningen for øje, samt at drive forretning, der støtter socio-økonomien i området. Altså bidrage til beskæftigelse, vækst, uddannelse, økonomisk stabilitet. Til min overraskelse har rejsebranchen sit eget Fairtrade-mærke for at hjælpe forbrugerne på vej i at gennemskue, hvilke selskaber, som overholder netop dette. Måske har du ikke opdaget ”Travellife- certifikatet.” Det havde jeg heller ikke, og jeg bebrejder ingen turister for at misse det.
Der er nemlig intet at misse, for kun en forsvindende lille håndfuld af de 24 medlemmer i RID har mærket. Her er det kun Apollo, Sunweb og TUI, der træder ind i bæredygtighedens bifald. Selvom det lille grønne og orange mærke for ”Sustainability in Tourism” ikke er blevet mainstream endnu hos de danske charterselskaber, kan man forsøge at have det med i pakken, når man rejser. For mærket sørger for, at man automatisk drikker Sorrentos lokale citronsaft og ikke limonade fra koncentrat sammen med cocopops, Grækenlands egne fisk eller spanske auberginer, samt at medarbejderne på hotellerne får en ordentlig løn og behandling.
Forsker Jane Widtfeldt Meged fra Roskilde Universitet peger på, at mærket kan gøre charterbureauerne mere transparente for kunderne.
»Meget ligger skjult i charterkonceptet. Det er ikke gennemsigtigt for kunden, om f.eks. hotellet er lokalt- eller internationalt ejet. Det er et mix af, at det kan være svært at gennemskue som turist, hvem pengene kommer til gode, og at man selv skal være bevidst om sit forbrug,« siger Jane Widtfeldt Meged.
Det er ikke en smagssag, når vi bestiller mad, bruger transport, køber souvenirs, bruger guider, der alt sammen er lokalt. Det er ansvar. Vi hopper ikke mindst over bord på krydstogtskibet, men vi starter også den tredje ære i charterrejsens historie – æraen, hvor man kan fjerne rudens vinduesfolie, så de lokale tør kigge ind til kantinen på deres morgengåtur. Nu er der nogle gæster, som vil dem.