Kender du det her? Du får tilbudt at skrive en artikel fra det lokalområde, hvor du er opvokset. Det passer ikke ind i dit program. Du er i forvejen bagud med produktionen, der skal afleveres om to dage, de 100-siders pensum, der skulle læses til refleksionsfag i forgårs, er du endnu ikke kommet i gang med, og med den sparsomme fritid du har tilbage – hvis man kan kalde det det – er du ved at forberede et indslag til OSR om Kinas investeringer i Afrika. Men hey! Du er ambitiøs. Det er derfor, du er kommet ind på journaliststudiet, og så er det at have flere bolde i luften i øvrigt en del af det journalistiske DNA. Derudover kigger du over på din medstuderende, der har mindst dobbelt så mange bolde i luften, så selvfølgelig siger du ja til at skrive artiklen. Jo flere, der kender dine journalistiske kvaliteter, jo bedre.
Hvis ikke du kender ovenstående, så gør jeg. Jeg er ikke en skid bedre selv. I perioder siger jeg ja til opgaver, der tager flere timer, end der er i døgnet, og dét får mig til at gå på kompromis med både søvn og studiet. Når jeg siger ja til for mange ting, resulterer det ofte i dårlig søvn og i en manglende tilstedeværelse. Det er som om, at hovedet er fyldt med så mange ting, at det er svært at koncentrere sig og være til stede i det, jeg laver. Det kan være et tegn på stress – og det er tegn, som er vigtige at kende.
Det er ikke den enkeltes ansvar, og det er ikke kun på universitetet
Stress er ikke den enkeltes ansvar eller skyld. Det er vigtigt at slå fast. Stress kan være et resultat af flere forskellige ting, men helt overordnet skyldes det de strukturer, der er omkring det journalistiske arbejde: Vekslende arbejds- og studietider og et højt tempo i hverdagen for slet ikke at nævne Store Match-dag.
Ifølge en undersøgelse lavet af Dansk Journalistforbund i 2016, så er journaliststuderende mere stressudsatte end andre sammenlignelige studerende. Når vi er hyppigere ramt af stress end andre studerende, og mediebranchen i øvrigt er hyppigere ramt end andre brancher, så er det fordi, vi er i et miljø, der avler stress. Det er ofte kulturen, men det kan også være, man er i et miljø med nogle mennesker, som ikke giver den støtte, man har brug for.
Den ustabile arbejdsrytme, som du nok indimellem oplever på universitetet, er ret lig den måde, som det også foregår på i branchen. Så når du virkelig har lyst til at sige ja til at skrive den artikel fra dit lokalområde, selvom det skriger mod al logik og vil kræve, at du flytter til Mars for at få 25 timer i døgnet, så er det ikke en midlertidig lyst. Sådan er det – især i praktikken, men også som udlært. Lær derfor allerede nu, hvornår du lige kan presse dig selv en smule mere, og hvornår det er tid til at sige stop.
Kend dig selv og dine grænser
Det er som regel under et højt tempo, journalistik bliver skabt, og selvom årsagen til stress skyldes omkringliggende strukturer, er det ofte op til den enkelte at råbe op. Helst før stresset rammer.
Det bedste, du kan gøre for at vide, hvornår du skal råbe op, er at kende dig selv, dine grænser og din krops reaktioner, når dit hoved vil lidt for meget. Nogle almindelige symptomer er dårlig søvn, og at du oftere mister koncentrationen.
KaJO – din afdeling af Dansk Journalistforbund på SDU – arbejder selvfølgelig også på at påvirke strukturerne og nedbringe stress blandt studerende og praktikanter. Det sker helt konkret på Delegeretmøde 2019, hvor vi i samarbejdsorganisationen Danske Mediestuderende vil gøre det til et erklæret mål for Dansk Journalistforbund at nedbringe stress og skabe bedre trivsel blandt vores medlemmer.
Derudover så indeholder praktikantaftalen fra 2018 også en lang række punkter, der forbedrer tilværelsen som praktikant – for eksempel en systematisk feedback, der gør, at man ved, hvad man skal forbedre ved sit håndværk, og hvad man gør skidegodt. Dén viden kan give ro på og afklare, hvor man skal lægge sit fokus.
Det skal stadig nævnes, at de 3.000 kroner, vi gik ned i løn for at få aftalen hjem, var alt for dyr – men det er en sag til en anden gang. Vi arbejder benhårdt på, at de forskellige aftalepunkter overholdes.
Det er også derfor, vi gør det
Der er ikke en formel for how-to-uni, og vi er alle forskellige. Det nytter ikke at sammenligne sig med andre, når det er ens egne grænser, der begrænser. Det betyder selvfølgelig ikke, at grænser ikke skal presses og brydes. Det er netop nu, der er tid og mulighed for det. Men lær dem at kende og lær at sige stop. Og måske allervigtigst: Tal med hinanden om det. Du er helt sikkert ikke alene om at synes, at presset i vores branche ind i mellem er alt for stort.
Når alt kommer til alt, så er det jo også derfor, vi gør det. Vi er drevet af historiefortælling, og vi er klar til at være på, når kilderne eller historierne kræver det. Det er derfor, vi laver journalistik. Men pas på hinanden og på dig selv.