I sidste måneds udgave af LIXEN finder du en skarpladt kritik af fraværet på andet semester. Artiklen kalder det “problemer med højt fravær” – men hvilke problemer, det høje fravær er årsag til, er endnu uvist.
Sommeren er skudt i gang. Nok er det forsømte forår forbi, men juni måned må i den grad stå for den største andel af sved på overlæben hos de studerende. Fat om fyldepen og opslagsværk: Eksaminerne står for døren.
D. 1. juni har de studerende på andet semester netop afleveret sommerens første eksamen – Research og Metode II. For den uindviede kan jeg fortælle, at faget, jævnfør fagbeskrivelsen, handler om: “selvstændigt og kritisk reflekteret at researche en problemstilling journalistisk og/eller videnskabeligt”.
Det lyder jo fedt nok, men det har også sine slagsider. For da jeg læste sidste måneds udgave af Lixen, kunne jeg ikke lade være med selvstændigt og kritisk at reflektere over artiklen om det høje fravær på andet semester.
Fulde odenseanere og dovne københavnere
Artiklen retter hård kritik mod de studerende på andet semester. Fraværet er for højt, og de studerende skal tage sig sammen. Kritikken bliver kommunikeret af uddannelsesleder for Center ved Journalistik, Louise Kjærgaard. Og hun er klar i spyttet:
“Om lidt skal du i praktik og ud på et arbejdsmarked, og der er ikke noget, der hedder, at man ikke møder op om fredagen, fordi man har været i byen torsdag aften, eller det var nemmere lige at blive hjemme og sove længe.”
Lad os få det åbenlyse overstået: Alle os, der har vores ugentlige gang på Medietorvet ved, at mediebranchen i højere grad handler om dit netværk, end om karaktergennemsnittet på dit eksamensbevis. Kunne det tænkes, at noget af fraværet skyldes selvsamme arbejdsmarked, som Kjærgaard refererer til? Læser man førnævnte citat, skulle man næsten fristes til at tro, at Kjærgaard ikke tror, at de studerende har den ringeste kendskab til arbejdsmarkedet. Til dette opstiller jeg en konkurrerende hypotese: Det har de!
En kausal sammenhæng?
Artiklen præsenterer to teser, som forklaring på det høje fravær:
- “Lille fredag” i Vintapperstræde.
- Dovne pendlere, der ikke rigtig orker at tage til Odense.
Her mangler jeg altså i bedste Mette Frederiksen stil “en samtale om […] nuancer” Så jeg vil gå i Mettes fodspor, og selv lægge op til den samtale.
For universitetet adskiller sig på mange punkter fra folkeskolen. Man har selv ansvar for at tilrettelægge sin tid og sin læring på den måde, der fungerer bedst for én selv. Dette giver de to førnævnte hypoteser ikke meget rum til.
Og nu skal det vise sig, om LIXENs læsere har fulgt med i Research og Metode. For artiklen argumenterer for en kausal sammen mellem fravær blandt studerende og “problemer med de studerendes læring.” Desværre udviser artiklen ikke yderligere interesse i at finde ud af, hvorfor fraværet er steget, og om fravær rent faktisk fører til en effekt – fx læringsmæssige konsekvenser. For en god ordens skyld vil jeg skynde mig at tilføje, at man ikke kan måle om fraværet overhovedet er steget, da der ikke bliver ført protokol til undervisningen.
Den vakse vil tænke – det er da ret ligetil at måle, om fravær har en effekt på de studerendes læring eller det faglige niveau om man vil. Ja. Først skal vi operationalisere effekten ”det faglige niveau”, så vi ved hvad vi skal måle. For nemhedens skyld vælger jeg at operationalisere det faglige niveau ud fra karaktergennemsnit.
Dette giver os muligheden for at sammenligne karaktergennemsnit på tværs af tid, og se, om andet semester skiller sig ud fra de årgange, hvor fraværet (efter undervisernes hukommelse) har været lavere.
Nok om kausale sammenhænge. Det jeg prøver at illustrere er, hvordan artiklen beskæftiger sig med ensidige hypoteser, der begge fremstiller de studerende som dovne. Der er ingen alternative forklaringer i de studerendes favør, samtidig med, at der heller ikke fremføres belæg for nogle reelle konsekvenser af fraværet. Derudover går man ud fra, at de der pendler fra fx København (men vi ved jo godt, at det mest er os I mener) ikke er voksne nok til at forstå, hvad det vil sige at læse i en anden by, ved at bede dem om at:
“…se sig selv i øjnene og sige, “har jeg forstået det valg jeg har taget, og har jeg været moden nok til at tage det valg?”
Her oplever jeg ikke, at man forsøger at besvare spørgsmålet om fravær i dialog og ikke mindst øjenhøjde med de studerende. Havde man ventet med at bringe artiklen til eksaminerne var ovre, kunne man rent faktisk have sammenlignet det faglige niveau med tidligere år. I stedet har man besluttet sig for både årsagerne til fraværet og konsekvenserne på forhånd og sidst, men ikke mindst, toppet op med sanktioner og fremtidig mødepligt.
Jeg har ikke i sinde at trække et pendler-offer-kort. Det ved jeg godt ikke kommer til at have en effekt. Men Louise: Jeg pendler til Odense i snit tre gange om ugen. Jeg balancerer på en økonomisk knivsæg. Jeg har et studierelevant arbejde, der udfordrer mig, og åbner døre i min praktiksøgning. Derudover forsøger jeg at finde tid til mine venner og min familie en gang imellem. Jeg er stolt af mig selv.