”Man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Jens Otto Krags citat fra 1967 er efterhånden blevet en kliché i dansk politik. Ikke desto mindre har ordene fået fornyet betydning i den igangværende valgperiode.
Siden folketingsvalget i 2019 har der været mange partiskift og -udmeldelser. Hele 12 af slagsen. Blandt dem er der også markante, nye løsgængere som Inger Støjberg og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men det er ikke her, problemet ligger – endnu, for mens Løkke er på vej med et nyt parti, så har Støjberg en rigsretssag at koncentrere sig om.
Det er problematisk, når en folkevalgt politiker fremkalder forvirring hos vælgerne ved at flytte sit mandat. På begge sider af Folketinget skifter den ene politiker efter den anden parti, og hvad blev der mon af de holdninger, man gik til valg på?
Partihop er ikke et sundhedstegn i et demokrati, hvor vælgerne skal kunne have tillid til, at der er hoved og hale i den førte politik. Seneste eksempel er Jens Rohde, som tidligere på året forlod De Radikale og fortsatte som løsgænger. Nu har han indtaget Kristendemokraterne, som dermed for første gang i ti år er i Folketinget. Rhodes tilkomst har medført en ændring af partiets officielle holdning til abort. Men selvom dette giver anledning til splittelse i baglandet, forklarer Rohde, at det selvfølgelig er naturligt, at vælgerne er stik uenige med ham.
Da Britt Bager for nyligt forlod Venstre til fordel for De Konservative, forsvarede hun det med, at hun ikke længere kunne se ‘det nationalkonservative ben’ i Venstre. Efterfølgende har mange netop kritiseret Venstre for fortsat at bruge for lang tid på at sætte en dagsorden omkring den stramme udlændingepolitik. Forvirringen er stor: er Venstres nationalkonservative ben dermed forsvundet med Inger Støjberg? Eller er partiet i højere grad blevet udlændingepolitisk hardliner?
Da Ida Auken i efterdønningerne på De Radikales nedsmeltning skiftede til Socialdemokratiet, kunne det ved første øjekast se ud, som om hun søgte magten. Hvorvidt det forholder sig således, skal jeg ikke kunne bedømme, men hun klandrede så sent som i februar 2020 regeringen for, at der var for langt fra målsætning til handling på klimaområdet. Ét år senere er hun selv en del af regeringspartiet, hvor hun internt i partiet vil arbejde for handling på selvsamme område. Vi må vente og se, om De Radikale vælgere vil være tilfredse med Aukens nye indsats.
Det kunne være forfriskende, om hun og de øvrige partihoppere fra begge fløje nåede til den anerkendelse, at mange vælgere viste integritet og loyalitet overfor vælgernes oprindelige beslutning ved stemmeurnerne – også når der er uenighed eller svære tider i et parti.
De mange partiskift blev d. 26. april i år diskuteret i Berlingske Tidende af den mangeårige Venstre-politiker og tidligere minister Søren Pind. Han kalder tendensen en ‘mig-mig-mig-kultur’, og han har en væsentlig pointe i, at politik er gået fra at være et virke til at være mere karriereorienteret. Ydermere kommer han ind på, at der i partierne har udviklet sig en topstyring, der begrænser den nytænkende idéudvikling.
De folkevalgte søger utvivlsomt indflydelse, uanset hvor de tager hen. Måske er det derfor en følelse af ikke at kunne gøre en forskel, der har givet grobund for de mange partihop. Og så er der jo en tendens til, at politikere ikke ligefrem får færre muligheder ud af et partihop. Ifølge Søren Pind har mulighederne sikkert været flere for Marcus Knuth hos De Konservative, ligesom Mattias Tesfayes og Astrid Krags skift med tiden har udløst ministerposter. Det er muligt, at partierne skal udvise større rummelighed, men ansvaret hviler til syvende og sidst på den enkelte politiker: et hop fra det ene parti til det andet skaber giver frustrerede og forvirrede vælgere – og en følelse af ikke at blive taget seriøst.
Hvor vildt er det ikke lige, at denne tendens måske til sidst mister sin nyhedsværdi? Jeg håber, at potentielle partihoppere ikke glemmer, at vælgerne også har stemt på et parti, og at oplyste vælgere er en hjørnesten i demokratiet.