Foto: Mashmuh/Shutterstock.com
I gymnasierne taler vi om karakterræs, -gennemsnit og -pres, men på journalistuddannelsen snakker vi om længden af dit curriculum vitae. Dit cv. Vi italesætter, at vores journalistiske gøren udenfor studiet er den afgørende faktor for, hvordan vores karriere former sig. Om vi lander den praktikplads vi drømmer om, og om vi overhovedet gider journalistfaget nok, hvis vi ikke laver frivilligt journalistisk materiale.
Jeg gør det egentlig bare for cv, er en sætning, jeg har hørt utallige medstuderende sige. Inklusive mig selv. Det bekymrer mig, at vi går på et studie, hvor det ikke er læringen, som er førsteprioritet. At vi kan fravælge undervisning for at imødekomme kulturen, betyder jo netop, at vi tilsidesætter afgørende læring i de eneste to undervisningsår, vi har på journaliststudiet.
Jeg er selv af den overbevisning, at et langt cv gør afstanden til min drømme praktikplads kortere. Men jeg har gentagne gange prøvet at forstå, hvem der skaber illusionen om, at vi både skal nå at have studenterjob, frivilligt arbejde og blive dygtige journalister på studiet.
Problemet ved kulturen på journaliststudiet handler ikke om, at vi ikke kan have studiejobs eller må lave fede journalistiske projekter ved siden af studiet. Det handler om, hvad der ligger til grund for motivationen. Hvis det er at sikre sig et fyldt cv inden praktiksøgningen, mener jeg, at vi allerede har fejlet som kommende journalister.
Jeg er overbevist om, at vi studerende selv skaber et pres, som vi pålægger hinanden. Vi ser årgangen over os selv og adopterer illusionen om, at et fyldt cv er lig med drømmepraktikpladsen.
Vi italesætter overfor hinanden, at det er et fyldt cv, som rykker hos mediehusene, og det må helst ikke være fyldt med håndværksopgaver. I virkeligheden bør det jo kun være håndværksopgaver, som skulle fylde på vores cv. Det er jo netop dem, som viser vores journalistiske kunnen og udvikling af samme.
Det pres, som vi pålægger hinanden, kan også være en adoption af kulturen blandt de færdiguddannede journalister. Man kan derfor spørge sig selv, om vi så ikke allerede nu bør lære at have spidse albuer? Det mener jeg ikke.
Forskellen ligger i, at vi går på en statsfinansieret uddannelse. Vi er under uddannelse, og vi er her netop for at lære at blive dygtige, akademiske journalister. Praktikpladsen er en direkte del af vores uddannelsesforløb, og vi bør derfor ikke begrænses i vores læring på de to første år for at lande en god praktikplads på det tredje år.
Der er ikke en lige linje mellem at være under uddannelse og være færdiguddannet, men jeg er overbevist om, at kulturen spidser til, og de studerende på journalistuddannelserne kommer til at gå mindre i skole, hvis de skal nå at leve op til mediebranchens og hinandens forventninger.
Så, kære kommende og nuværende journaliststuderende Husk at engagere dig i dit studie. Lav den podcast som Leo i sidste udgave skrev, at du kan, men husk også at du skal gøre det for at blive en dygtigere journalist – og ikke for at sikre dig en praktikplads på Danmarks Radio.