ARKIV

Journalistpraktikant alene i England: ”Jeg var ved at skide i bukserne. Kan jeg leve op til det her?”

Sven Helms Skov er i praktik på Politiken og blev sendt til England for at dække Brexit. Han fik 10 dage og et mål – find nogle briter og interview dem. 

En besked tikker ind på min mobil. ”Du kan bare ringe nu – er meget forkølet, så lyder nok lidt klam.” Beskeden er fra Sven Helms Skov, der er praktikant på Politiken. Jeg ringer op. Der lyder et bip, og så tager han den.

”Har du fået corona?” Spørger jeg.

”Hvis jeg har, er det sgu gået lige i snotkanalerne,” lyder svaret.

Der går ikke meget mere end 15 sekunder, før han fortæller i store vendinger om hverdagen på avisen Politiken. Da han som spæd journaliststuderende fra RUC kom i praktik på Politiken i august sidste år, havde han aldrig regnet med at skrive de artikler, hvor der i dag står hans navn i byline.

”Mine forventninger var, at man ikke var så vigtig en medarbejder. Det har jeg fundet ud af, at det er man. De er ligeså afhængige af en praktikant, som de er af de mere garvede journalister,” siger Sven Helms Skov, hvis stemme skratter en smule i mobilens højtaler.

En mørk aften i en havneby
Følelsen af at være en vigtig brik i Politikens puslespil mærkede han især under Brexit, hvor han skrev en del om emnet for mediet, da han sad i Udlandsredaktionen. Det var ham, der skulle følge livedækningen fra morgenstunden.

En dag hev udlandsredaktionens redaktør fat i den blåøjede praktikant og spurgte om Sven ikke ville rejse til England for at dække det kommende britiske parlamentsvalg og Brexit derfra.

”Jo, det skulle jeg da nok gøre. Idéen var, at jeg skulle tage derover og snakke med nogle mennesker, og derfra skulle jeg ellers selv bestemme, hvordan det skulle foregå,” fortæller han.

For Sven Helms Skov var det grænseoverskridende at blive sendt ud i verden alene og et stort ansvar, hvilede pludselig på hans skuldre.

”Jeg var ved at skide i bukserne. Kan jeg leve op til det her med, at avisen betaler en 10-dages rundrejse derover?”

Hans udlandsredaktør forsikrede ham om, at de ikke forventede, at han lavede Cavling-artikler derfra, men at det var mere for oplevelsens skyld, husker han og fortsætter:

”Det endte med at gå rigtig godt. Jeg voksede virkelig med opgaven. Man skal bare springe ud i det og så tage konsekvenserne bagefter.”

Minderne er tydelige fra den første nervepirrende dag i England, hvor han ikke havde nogen kilder og vandrede alene rundt i en mørk havneby for at lede efter en lastbilchauffør. Efter at have spurgt nogle mennesker han mødte tilfældigt på sin vej, endte det med, at han blev peget ind på en pub.

”Jeg fik et virkeligt godt interview med en lastbilchauffør, der sad midt i en omgang fritter. Det var ret vildt,” griner han og fortsætter:

”At stå med ingenting, aldrig have prøvet det før og så alligevel ende med noget, der giver mening. Det er jeg meget stolt af. Det var helheden i det. At tage ud og interviewe mennesker som en anden udlandskorrespondent. Det ville jeg gerne gøre igen.”

Sven på skinner
Han kom rundt i England via toget – hvilket var en del af konceptet. Det startede med at blive kaldt ”Sven på skinner”. Det var vigtigt for Sven Helms Skov at tage alene afsted, fordi han følte, at det var ekstra stressende, hvis hver beslutning skulle vendes og drejes med et andet menneske.

”Jeg skulle bare hanke op i mig selv. Det var kun mig, der skulle være bekymret, og jeg skulle dele mine tanker med. Jeg kunne selvfølgelig ringe hjem, hvis det blev helt slemt, men jeg ville gerne være alene, og det var jeg.”

Journalistpraktikanten startede ud i byen Dover i Sydengland. Det han selv betegner som porten til England. Det er her, hvor verdens næst-længste undersøiske tunnel kobler England til Frankrig, og de fleste færger og skibe med ladninger holder til, fortæller han.

Derefter fortsatte eventyret til en landsby udenfor London, nærmere Fobbing, hvor han interviewede en landmand om hans brændende ønske om at få Brexit overstået. Så brændende, at han gik imod sin egen politiske ideologi og stemte på Boris Johnsons konservative, selvom manden selv var socialist.

Herefter en 2-timers togtur til Peterborough, der er kendt for at have rigtig mange folk boende fra udlandet, især polakker. Her interviewede han en polsk receptionist i et stort gammelt hotel. Hun ønskede, at Storbritannien skulle forlade EU, fordi de åbne grænser gjorde hende utryg. Togturen gik herefter til Grimsby, en gammel fiskerby. Beboerne i byen var meget imod EU, fordi de følte, at det var EU, der stjæl fiskeriet fra dem, forklarer han. Den sidste by i England var Manchester og turen sluttede i Edinburgh i Skotland.

”Jeg talte med en ung kvinde foran Edinburgh Universitet, der håbede på, at Brexit blev en realitet, fordi på den måde var der en større sandsynlighed for, mente hun, at Skotland kunne blive uafhængige,” genkalder han.

Ikke bare en ladvogn
Udover at have lært, at man bare skal springe ud i det, er en af de vigtigste ting Sven Helms Skov har lært som journalistpraktikant, at man ikke skal være en ladvogn, der bare tager imod de opgaver, der bliver læsset på én. Derimod mener han, at det er vigtigt, at man engagerer sig i og har meninger om de opgaver, man får. Man skal selv komme med idéer og turde stå op for sig selv.

”Som journalistpraktikant skal man tænke ud af boksen, hvis man gerne vil finde på noget de gamle garvedede journalister, ikke har tænkt på. De er ofte sporet ind på helt bestemte emner og er eksperter inden for deres område og har faste kilder, de har brugt i en milliard år,” forklarer Sven Helms Skov, der selv har fundet historier fra lande i Latinamerika og Asien, der typisk bliver overset.

Ifølge Sven Helms Skov er livet som journalistpraktikant langtfra et gloriøst, glamourøst liv. Det er hårdt arbejde og lønnen er lav, men alligevel det det hele værd.

”Det er mega hårdt, men det er sjældent rugbrødsarbejde. Jeg laver altid noget, jeg synes er interessant, og så er det meget sejt at være journalist,” fastslår han og ender interviewet med at forsikrer om, at man som journalistpraktikant bare skal stille en masse spørgsmål til de garvede journalister, fordi de elsker at lære fra sig.

Om skribenten

Avatar

Isabella Canto Nielsen