Illustration: Tine Stadil Trier
For mange journaliststuderende er drømmen at skrive reportager, nyhedsartikler eller portrætter. Men for nogle andre, der er det skønlitteraturen som trækker. Jesper Stein Larsen, journalist og forfatter, kommer her med sit bud på, hvad journalistikken kan bidrage med i jagten på at blive fiktionsforfatter.
Mange vil nok karakterisere journalistik som et nøgternt fag, hvor man skal huske objektiviteten, komme med breaking news og allerhelst vælte en minister eller to. Men for nogle journalistaspiranter er den største drøm at se deres navn på forsiden af den næste store roman.
Jesper Stein Larsen er uddannet journalist og var en af dem, som gik med en forfatterdrøm i baghovedet lang tid før, at han søgte ind på studiet. Trods en omvej på 20 år i mediebranchen gik drømmen aldrig tabt, og han har siden 2015 været forfatter på fuld tid.
Selvom han er glad for i dag at kunne leve af at være forfatter, fortryder Jesper Stein larsen på ingen måde den omvej, som han tog. Tværtimod mener han, at han har taget en masse med sig.
»Der er rigtig mange ting fra journalistikken, som går igen i fiktionen, så jeg vil da helt sikkert mene, at journalistikken giver én en masse brugbare redskaber som forfatter. Jeg vil helt sikkert mene, at det at have været journalist er en styrke.«
Samfundsforståelse og formidling på højt plan
Jesper Stein Larsen brugte 9 ‘fjumre år’, som han selv kalder dem, på at skrive lidt af hvert i drømmen om at blive forfatter. Men det greb aldrig rigtig om sig. Som 27-årig valgte han derfor at forsøge at skabe sig en retning, hvilket betød, at han søgte ind på journalisthøjskolen. Hans tid på studiet og tiden som arbejdende journalist, har givet ham en samfundsforståelse, som han mener er enestående for journalister.
»Man lærer jo noget om, hvordan samfundet fungerer indefra, på en måde, som almindelige mennesker ikke kommer i kontakt med. Det er helt sikkert en viden, som jeg har stor gavn af i dag som forfatter.«
Udover den unikke viden om samfundet fortæller Jesper Stein Larsen også, at han lærte meget om formidling i sit erhverv som nyhedsjournalist. Man kan umiddelbart fristes til at tænke, at sproget i skønlitteraturen og sproget i en nyhedsartikel ikke har nogettil fælles. Men i følge Jesper Stein Larsen er der altså nogle stilistiske virkemidler fra journalistikken, som man kan tage med sig videre som forfatter.
»Det at skrive stramt, det lærer man jo som journalist. Specielt hvis man har skrevet i en papiravis, hvor man ikke har ret meget spalteplads til en stor historie, så lærer man at blive ved med at skrive i et strammere og strammere sprog, og det er et rigtig godt redskab, når man skal skrive fiktion, fordi et slapt sprog er det værste, der findes i litteraturen.«
Research og oplevelser man kan trække på
Det er ikke kun erfaringen indenfor stilistik og sprogbrug, som Jesper Stein Larsen har taget med sig fra sin tid som journalist. Han lægger herudover også vægt på, at den erfaring han har fået indenfor research og interview i sin tid som journalist, har vist sig at være guld værd som forfatter.
»Som journalist researcher man jo dagligt, og det medførte da også, at det var let for mig at researche og hente informationer ind. Det kan skønlitterære forfattere måske have lidt sværere ved nogle gange.«
Ideudviklingsfasen er også noget, han har liggende på rygraden fra tiden som journalist. Han fortæller, at han i sin tid på Jyllands-Posten brugte 7 år på at dække krimiretsstof, hvilket betød, at det var lettere for ham at udvikle ideer indenfor krimigenren, fordi han både havde set og oplevet miljøet på tæt hold.
»Jeg har jo siddet i besøgsceller hundredvis af gange, og jeg har talt med alle mulige slags forbrydere, overværet retssager, talt med politifolk, retsmedicinere og alt muligt andet. Det medvirkede jo også til, at jeg ikke behøvede at researche i samme grad, som andre måske har haft brug for.«
Udover oplevelserne fra krimiverdenen, så har Jesper Stein Larsen også kunne trække på andre oplevelser fra hans tid i mediebranchen. Han mener generelt, at man som journalist har gode muligheder for at opleve en masse ting på nært hold, som almindelige mennesker ikke kan opleve på samme måde.
Han mener, det er en styrke som forfatter, at journalistik er så bred en palette af muligheder og oplevelser, fordi man uundgåeligt vil have en masse oplevelser at trække på, når man skal ideudvikle. Dette har han også selv gjort i sine værker.
»Jeg var engang i Tetovo i Makedonien, da der var kampe mellem albanske separatister og regeringshæren, og der foregik noget af min første bog. Det ville jeg ikke have set, hvis ikke jeg var journalist. Faktisk bruger jeg dele fra mit eget liv i alle mine bøger, så vidt muligt.«
Journalister kan også lære af fiktionens verden
Selvom Jesper Stein Larsen er entydig i hans holdning om, hvorvidt journalistikken er et godt springbræt til at være en god forfatter, mener han også, at journalister godt kan tåle at lære lidt om at skrive levende og billedrigt af fiktionsforfatterne.
Han erkender samtidig, at fremkomsten af de digitale medieplatforme er med til at sætte begrænsninger for sprogets udfoldelse. Både fordi det skal gå hurtigere, og fordi at spaltepladsen bliver mindre og mindre.
»Jeg ved godt, at man jo ikke længere sidder med én nyhedsartikel, og kigger på den en hel dag, ligesom vi gjorde tilbage i 90’erne. Det har man jo ikke tid til mere, så det er klart, at noget er nødt til at blive skåret fra, og man kan da godt have fornemmelsen af nogle gange, at sproget er det første der ryger.«
Selvom Jesper Stein Larsen mener, at journalister godt kunne suge lidt næring til sig fra skønlitteraturen, så fortæller han dog, at han stadigvæk nyder at læse især features, reportager og portrætter. Især de unge journalister imponerer ham, når han åbner avisen og giver sig til at dykke ned i indholdet.
»Jeg kan jo se, at mange unge journalister i dag stadigvæk er optaget af at formidle og skrive levende og billedrigt, skabe metaforer og sætte scener.«
Ifølge ham, er det også netop disse unge, som har mulighed for at kunne drive det til mere end blot artikler.
»Hvis man er god til de her ting, så er man i hvert fald godt på vej. I virkeligheden er der jo ikke så langt igen mellem journalister og forfattere.«