Foto: Cecilie Engelbrecht
Antallet af mennesker i Danmark, der har udfordringer med pengespil, har de seneste år været stærkt stigende. Tidligere ludoman Jesper Fæhnøe tager os ind i ludomanens maskinrum, der er fyldt med skam, løgne og tabu.
Jesper Fæhnøe husker tydeligt den første gang, han spillede. Det var lørdag, og seksårige Jesper lå med sin far på stuegulvet. De havde forinden været i den lokale kiosk Aktiv Super og sætte, hvad han kalder ‘gyldne krydser’ på en lille, gul seddel.
»Jeg forstod jo ikke spillet. Jeg syntes bare, at det var sjovt,« fortæller Jesper og uddyber, at hans far lærte ham, hvordan man satte krydsene bedst.
De ventede på gulvet i to timer og lyttede til, at målene blev scoret i radioen. Den lørdag havde Jesper spillet for ti kroner og vundet 121 kroner.
»Jeg var jo pavestolt, da jeg skulle hente gevinsten om søndagen,« husker Jesper fra sit første pengespil med faren.
En babushkadukke af løgne
Men gevinsterne blev ikke ved med at komme. De sidste tre årtier har Jesper spillet for 10,8 millioner kroner, tabt 983.000 på ét spil, været hjemløs tre gange og haft tykke ringbind fulde af statistikker og endeløse notater fra tidligere fodboldkampe.
Jesper Fæhnøes misbrug taler ind ind i en støt stigende kurve af unge og voksne, der bliver slugt af pengespillet. I 2022 er der, ifølge Center for Ludomani, 476.000 personer med en grad af pengespilsproblemer i Danmark. Det er en fordobling i antallet siden 2016.
Selvom Jesper i dag har været spilfri i et år og to måneder, ser han stadig sig selv som ludoman. Som en russisk babushkadukke måtte han opbygge løgnene overfor familie, kollegaer og venner for ikke at blive opdaget. For eksempel fortalte Jesper til sin kone og børn, at han skulle til Østrig med arbejdet, men i virkeligheden rejste han derned for at se fodbold og satse penge.
»Nogle gange griner de af dig, fordi det er jo ‘bare’ spil. Det er jo ikke svært at stoppe med at spille.«
Men det var det for Jesper, og ligesom han kendte ringbindenes statistiker og notater i detaljer, kendte han på lige fod lagene i sine løgne.
»Som misbruger vil man ikke bebyrde andre. Dem, man skal snakke med det om, de har ikke prøvet det.«
Ludomanien gjorde ham til en mester i manipulation, da skammen fik fast adresse i kroppen. Han var familiefar på fuld tid med en kone og tre børn. Han levede et dobbeltliv, og det kostede ham familien og resten af sit netværk.
»Du kaster alt ansvar væk. Du skal sørge for ikke at blive dårlig af psykiske abstinenser. Du skal skaffe til dit næste spilfix,« fortæller Jesper og forklarer, at ludomanien havde taget styringen over hans tanker og handlinger. Han blev skilt med sin kone, og mistede kontakten både til hende og deres tre dreng, blandt andet, fordi han ikke kunne prioritere sin tid på klassiske familieaktiviteter.
»Jeg fandt på undskyldninger, fordi jeg hellere ville sidde alene i fred og holde fokus på at spille.«
Jesper kunne bare stoppe spillet, ikke?
Thomas Marcussen er klinisk psykolog og klinikleder på Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital. Han siger:
»Ludomani er overordnet ikke tabubelagt, men der er en stor interesse i samfundet. Det er noget, som mange interesserer sig for og gerne vil tale om, men hos individet, der har problemer, og måske hos nogle pårørende, der kan det godt være tabubelagt.«
Han tilføjer, at der er tale om uvidenhed, når folk tror, at man bare kan stoppe spillet, som Jesper også oplevede, at nogle mente.
»Der er mange, som ikke forbinder ludomani med en psykisk lidelse og tænker, at det er en adfærd, man bare kan stoppe med.«
Center for Ludomanis egen undersøgelse fra 2019 viser, at størstedelen af de adspurgte spilafhængige havde optaget lån for at finansiere deres spilafhængighed.
»Der er en tendens til, at man går med problemer rigtig længe. Først når lokummet virkelig brænder, eller nogen opdager, hvor omfangsrigt spillet er, så søger man hjælp,« siger Thomas Marcussen.
Følelsesmæssigt konkurs
Jespers brændende lokum var et badeværelsesgulv i starten af 2020. Ved siden af sin ludomani havde han et alkoholmisbrug. Han blev fundet bevidstløs efter at være faldet i fuldskab og blev derefter indlagt i 23 dage på psykiatrisk afdeling.
»Det var mit kald. Hvis jeg skulle have noget ud af livet, så skulle jeg starte forfra,« tilføjer han som vendepunkt til historien om den første dag i sit nye liv.
På sin fødselsdag kom han 14 dage i døgnbehandling for ludomani. Det var efter denne behandling, at Jespers tidligere familie fandt ud af, at han er ludoman.
»De opdagede det først, da jeg gennemførte min behandling. De var målløse. De havde aldrig troet, jeg var ludoman,« fortæller Jesper og uddyber, at han på trods af det, ikke fik genoptaget kontakten til dem.
I dag er Jesper sygemeldt med stress på grund af sin afvænning, men han er optimistisk om fremtiden. Han har været clean i over et år og er for kort tid siden begyndt at holde foredrag for bl.a. unge om spilindustrien og sin egen fortid, da han gerne vil være med til at forebygge, at flere unge får starter livet med en spilafhængighed. Han er igen blevet familiefar og bor med sin nye kæreste og deres fælles datter.
Jesper er en af dem, der kom ud af misbruget, og derfor er hans råd til andre ludomaner:
»Lyt til dit indre og andre. Søg hjælp, eller råb højt til verden, hvis du ikke ved, hvor du skal gå hen.«
