BAGSIDEN

Jeg vil gerne tage et SU-lån, men kan jeg tillade mig det?

Illustration: Lissa Juul Paustian

Studiebøger, indskud til lejlighed og sociale fornøjelser. Det er nogle af de køb og investeringer, som mange studerende bruger deres SU-lån på. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at der i 2021 var 109.503 antal SU-låntagere ud af 315.000 studerende på SU-berettigede uddannelser landet over. Det er cirka hver tredje studerende.

Når jeg befinder mig på studiet eller i andre sociale sammenkomster og samtalen falder på SU og SU-lån, deler den typisk vandene. Mange har forskellige antagelser om, hvad henholdsvis stipendiet og lånet skal og kan. Da SU’en i sin tid så dagens lys i tilbage i 1970, var formålet, at ingen af økonomiske grunde skulle forhindres i at få den uddannelse, de ønsker, og at erhvervsarbejde ikke måtte være en begrænsende faktor for aktiviteten på studiet. Dette er fortsat SU-lovens hovedformål i dag. Men hvem bestemmer egentlig, hvornår det giver mening for det individuelle individ at optage et lån? 

“Jeg har været indskrevet på to andre uddannelser inden journalistik. Jeg startede med at tage SU-lån, da jeg gik på gymnasiet, fordi jeg var udeboende og dermed ikke var berettiget til udeboende SU. Efterfølgende blev jeg optaget på Politiskolen og flyttede derfor til København, hvor uddannelsen ligger. I forbindelse med min uddannelse i Politiet havde jeg ikke tid til at arbejde ved siden af, hvilket er lidt det samme her under journalistik. Så det er simpelthen fordi, at det ikke kan løbe rundt i forhold til husleje og andre udgifter. Især da jeg boede i København. Man vil jo nødigt isolere sig selv helt socialt, så man vil jo gerne med ud af og til. Jeg skylder selv ca. 100.000 kroner. Yderligere tog jeg noget ekstra lån under corona, som gik til et indskud, da det bedre kan betale sig rentemæssigt i forhold til andre lån.”
Christina Lucia Jacobsen
BA 1. semester

”Altså, det er jo det bedste lån, du kan tage,” hører jeg ofte familie og venner sige, når jeg en gang imellem selv bringer min økonomiske usikkerhed på banen. Og de har ret. For renten på et SU-lån ligger på fire procent om året, mens man læser, og når man er færdiguddannet, har man desuden rigtig god tid til at betale lånet tilbage. Jeg hører også tit argumentet, at de 2-3.000 kroner ekstra om måneden, man typisk låner, er langt mere værd for én nu end om 3-4 år, når man er kommet på jobmarkedet og gælden skal afbetales. 

Men der findes også den gruppe af mennesker, som mener, at selve SU’en er en overflødig luksusydelse. Og hvis man med økonomisk støtte stadig ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, bør man omlægge sin livsstil og forbrug. Nogle har også den meget moralske holdning, at man ikke kan tillade sig at tage SU-lån, hvis man bruger pengene på cafeture og ferierejser, for så er det i hvert fald et decideret forbrugslån. Men hvis man køber noget, der giver ens liv værdi og man føler, det er en nødvendighed for at have et godt liv, mens man studerer, er det så egentlig en dårlig investering? ”Det er vel en investering i én selv og sit ve og vel,” var der en studiekammerat, der en gang argumenterede, hvilket jeg faktisk syntes, var en fin nok pointe. 

Der er desuden også forskel på, hvilken studieby man bor i, når det gælder den månedlige husleje. En analyse fra Realkredit Danmark, som har kigget nærmere på de økonomiske aspekter i landets fire største byer, viser, at Odense er væsentligt billigere at bo i end København. I Odense, som er den billigste af de fire byer, ligger den gennemsnitlige husleje på lige under 3.400 kroner, mens huslejen for at bo i tilsvarende lejlighed i København, som er den dyreste by, ligger på 4.700 kroner. Derfor kan SU-debatten godt have forskellige økonomiske udgangspunkter, hvis den ene part bor i København og den anden bor i Odense, for der er helt faktuelt bare en prismæssig forskel. Og når man så ovenikøbet, som jeg, vælger at blive boende i København, når man læser Journalistik i Odense, så kan man lige tillægge 1.400 kroner til sit månedlige budget på et pendlerkort. Her vil nogle nok vove den påstand, at man jo bare kan flytte til sin studieby og spare en masse penge ved det. Og jovist, det er rigtigt, men så trækker jeg personligt selv ’ve-og-vel-kortet’ og svarer, at min generelle trivsel er bedst, når jeg bor i min hjemby tæt på mine venner og familie. Og så må jeg jo bare leve med de dyre udgifter. 

“Jeg overvejede at tage et SU-lån i slutningen af 2. semester. Min økonomi var meget presset, da jeg sad med en husleje på 5.5000 kroner om måneden for et værelse i København, et pendlerkort og andre dyre udgifter. Selvom jeg arbejdede 15 timer om ugen, følte jeg ikke jeg havde noget økonomisk råderum, og derfor søgte jeg om godkendelse til lånet. Men efterfølgende valgte jeg ikke at udføre det, fordi jeg fik tilbudt en studiebolig til kun 2.700 kroner om måneden. Det ændrede jo min økonomiske situation fuldstændig. Så jeg følte ikke, der var behov for lånet alligevel. I forhold til at tage et fuldt SU-lån for at have pengene stående på min konto til et potentielt boligindskud i fremtiden, så kan jeg ikke rigtigt forholde mig til at tage et lån, hvis jeg ikke skal brugene pengene lige nu og her. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at gældsætte mig selv, hvis ikke det er højest nødvendigt.”
Anna Katharina Wørmer
BA 3. semester

SU-satsen er heller ikke ligefrem fulgt med inflationen, så hvis du oplever, at dine penge forsvinder hurtigere ud af tegnedrengen, end de plejer, er du ikke alene. Tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i juli steg til 9,6 %, hvilket var den højest målte inflation i Danmark nogensinde. Det kan jeg sagtens mærke hver måned, når jeg gennemgår mit ufrivillige høje forbrug og forliste rådighedsbeløb. Før var det svært at få enderne til at mødes på SU, men nu er det umuligt for mig ikke hver måned at tage fra den opsparing, som jeg lavede i mit sabbatår. En opsparing, jeg gerne ville have brugt på et lejlighedskøb og ikke basale dagligvarer fra Rema 1000.

Jeg har altid afveget fra at tage et SU-lån, men må erkende, at jeg snart ikke længere ved hvorfor. Nogle gange er jeg nemlig så udkørt, at jeg må skippe en undervisningsdag eller en familiefødselsdag. Når jeg både stræber efter gode karakterer på studiet samtidigt med, at jeg arbejder x antal timer om måneden for at tjene penge, kan det til tider godt være svært for mig at holde balance i tilværelsen. Det at føle balance er meget individuelt, og derfor findes der selvfølgelig heller ikke en fælles facitliste for alle. Det kræver, at man reflekterer over sit liv, og hvad man har brug for i sin hverdag for at kunne fungere. Jeg synes ikke, at ”loven” om, hvad SU og SU-lånet kan og skal bruges på, skal defineres af nogen andre end én selv. Uanset om SU-lånet går til husleje, nødvendige dagligvarer, investeringer eller hyggelige fornøjelser, så må det være op til den enkelte, om det lån, man får stillet til rådighed, er med til skabe bedre forudsætninger for både sin aktuelle livssituation og den på sigt. Jeg ved i hvert fald, at hvis ikke jeg selv snart får et økonomisk og tidsmæssigt pusterum, så taber jeg pusten helt. Så måske jeg skal genoverveje, om de ekstra 1000 kroner om måneden fra et SU-lån faktisk vil få mig væk fra sporet mod en sørgelig destination fuld af økonomiske bekymringer, studiefravær og sociale begrænsninger.