KULTUR

Jeg tvang mig selv til at sige nej til alt i en hel uge

Illustration af Nicklas Plum

Vi unge kan ikke finde ud af at sige nej. Ja’et bliver smidt på det ene tilbud efter det andet. Til sidst befinder vi os midt i en eksamensperiode, hvor travlhed og planer gør os rundtossede, og vi kan ikke skyde skylden på andre end os selv. Men hvorfor er det så angstprovokerende at smide ja-hatten og tage nej-kasketten på i stedet?

En af mine mest brugte apps på telefonen er en planlægningsapp, der hedder ‘Planner pro’. Jeg bruger mere skærmtid på den, end jeg gør på Instagram og Spotify. Hver eneste dag går jeg ind på den lille lilla firkantede app og planlægger mit liv.

»Vil du med ud og drikke en øl i aften?«

Et øjeblik, så hører jeg lige hvad appen siger. Om jeg egentlig har lyst, spørger du? Øh…

Selvom app’en er alle 65 kroner værd, når det kommer til at holde overblik i en travl hverdag, så er det i højere grad dén der bestemmer, om jeg skal drikke øl med mine venner torsdag aften end mig selv. Som mange andre unge på min alder har jeg mistet evnen til at mærke efter, om jeg har lyst eller overskud og handle derefter. Derudover synes jeg også, at det er virkelig svært og kan være decideret grænseoverskridende at sige nej tak, det har jeg ikke lyst til.

Derfor besluttede jeg mig for at sige nej til stort set alt, der måtte komme min vej i en uge i november. Den her artikel er så resultatet af, hvad jeg lærte undervejs.

Rastløshed klør ad h til

Ifølge en undersøgelse foretaget af Vidensrådet for Forebyggelse i 2020 har 32 procent af de 16-24 årige et højt stressniveau. En af årsagerne til at unge bliver mere og mere pressede kan være, at det er svært at sige nej. Det er i hvert fald et bud, som Søren Harnow Klausen kommer med. Han er professor i filosofi på Syddansk Universitet og kalder de unges manglende evne til at sige nej helt naturlig.

»I de unge ligger en psykologisk og biologisk tilbøjelighed til at prøve rigtig mange forskellige ting af, for man ved ikke, hvilke af disse ting, man ender med at få brug for eller drage nytte af senere i livet,« siger Søren Harnow.

Han fremhæver denne tendens som en drift, der ligger dybt i mennesket. På savannen for tusinder af år siden har det sikkert være meget nyttigt at satse på flere muligheder for føde, vand eller sex – at spille på flere heste så at sige. Søren Harnow bruger venskaber som et eksempel. Måske kan én af alle de mennesker, man har omkring sig på studiet, jobbet, på kollegiet eller i fodboldklubben, ende med at blive en nær ven for livet.

Der er dog sket meget siden, og i dag skal vi tage stilling til lidt mere end aftensmad, dagens drikkevarer og hvem vi skal hive med hjem fra byen. I dag er det især sociale medier, der også er med til at give os større adgang til tilbud og fristelser – og det kan vores tilbudsjagene hjerner åbenbart ikke helt kapere. 

»Dyret, der ikke siger nej, møder en medieverden, hvor man bliver tæppebombet med muligheder. Siger man derudover ja til én ting, kommer man ind i et fællesskab med endnu flere tilbud. Mulighederne multipliceres, og dyrets – eller de unges – tilbøjeligheder, overfodres,« uddyber Søren Harnow.

Jeg må her erkende, at jeg selv er en smule afhængig af min telefon. DR Nyheds-appen, Facebook Messenger, Instagram, mails og sms’er synger om kap for at få min opmærksomhed. I starten af min nej-uge tog jeg med min kæreste til Nordjylland for at bruge nogle dage hos mine forældre. Jeg slukkede telefonen eller lagde den væk. På den måde var alle nyheder og sjove Instagram-stories gemt af vejen, og jeg kunne bruge min opmærksomhed på virkeligheden og dem omkring mig. 

Camilla Karmark, der er psykolog og har specialiseret sig i blandt andet stress og angst, er enig i, at sociale medier har en forstærkende effekt på rastløsheden og manglen på evne til at sortere i tilbuddene.

“Det puster til følelsen af at gå glip af noget og gør, at man måske føler sig udenfor. Desuden er det, der bliver lagt op, altid glansbilleder. Alt ser altid skidesjovt ud,” forklarer hun.

Der er altså mange årsager til, at mange af os sikkert oftere takker ja end nej til et tilbud, et arrangement eller en opgave. Det føles bare bedre.

Inden jeg gik i gang med min nej-uge, spurgte jeg Camilla Karmark, om hun havde nogle råd. Jeg var en anelse spændt på, om jeg ville komme til at føle mig alt for afskåret fra omverdenen, når jeg skulle rydde en uge til bare at være med mig selv. Hendes råd var at dykke med hovedet pladask ned i ubehaget.

»Det er ligesom med højdeskræk, som det er med FOMO, og når vi føler os rastløse; det følelsesmæssige ubehag vil blive mindre og mindre, jo oftere vi udsætter os selv for det,« forsikrer hun mig og tilføjer så:

»Gør noget af det, du normalt ikke har tid til. Forkæl dig selv. Fed den på sofaen. Nyd den lidt uambitiøse uge.«

So I did. Nul byture. Nul kaffeaftaler. Nul rengøring. Nul ekstraarbejde. Nej tak og niksen biksen, du. Og jeg må sige, at rydde en hel dag med to do’s på min Planner Pro-app føltes altså ret godt.

Samfundet er indrettet til dem, der orker at løbe stærkt

En anden grund til at vi unge bliver pressede er, at vi på den ene side gerne vil det hele og på den anden side, kan vi i vores del af verden nok også få det hele. Hvis man bare griber mulighederne. Hvis vi bare siger ja.

»Man kan ofte frit vælge, hvad man vil med sit liv, hvis bare man er flittig nok og arbejder hårdt nok og vil det nok. Det lægger et pres, når man føler, at man skal leve op til en eller anden drøm,« fortæller Camilla Karmark.

Denne lidt barske erkendelse gør det pludselig skræmmende at sige nej, hvis man stræber efter det roman-lange CV og den magiske nøgle til succes.

Men hvis du på en almindelig uge bruger timer på universitetet, på frivilligt arbejde og dit studiejob, bruger tid på at tage i byen og drikke kaffe med vennerne, tid til træning, kærestetid og praktiske gøremål, hvor meget tid har du så overhovedet tilbage til at trække vejret?

Du sætter din ja-hat, som du vil

Det føltes helt klart styrkende at tage magten tilbage over mine ja’er og nej’er. Jeg opdagede at en uge med en nej-hat på faktisk ikke er en katastrofe for mit sociale liv og nok ikke ødelægger fremtidige karrieremuligheder. I stedet genopdagede jeg glæden ved at lægge telefon væk og bruge tre timer på at spise morgenmad. Jeg fik besøgt mine forældre og læste sågar i en bog for fornøjelsens skyld. 

Det er faktisk i sidste ende os selv, der bestemmer, hvor travlt vi har det. Det kan godt være, at eksamen er nederen, og at vi til tider bliver tvunget til at løbe lidt hurtigt for at nå det hele, men det er også meget normalt, når man er studerende. At vi så samtidigt også siger ja til byturene i weekenden og begynder at gå til petanque fire gange om ugen, er vores eget valg.

Intet af dette er banebrydende viden, og en uge, hvor man kun siger nej, er i bund og grund også bare en uge, hvor man keder sig lidt mere end normalt. Men én ting er sikkert. I uge 46 gav min Yatzy-app min Planner pro-app baghjul.