Foto: Lasse Hjeresen Wraae
Mange journalister er kommet ind i branchen af afveje, og har ikke taget en egentlig journalistisk uddannelse, selvom det virker til at være den mest åbenlyse vej ind i branchen. LIXEN har mødt Klaus Rothstein og Ulrik Dahlin. To selvlærte journalister.
Klaus Rothstein sidder på en velindrettet kaffebar på Vesterbro i København. Helt i blå og med sine sorte briller i panden. Normalt ville han sidde på sit hjemmekontor i sin lejlighed, men i dag har han sagt ja til en snak om, hvordan han ingen journalistisk uddannelse har. Faktisk ingen uddannelse overhovedet. “Et blankt stykke papir,” som han kalder sig selv.
Den 56-årige litteraturkritiker begyndte tidligt at bevæge sig hen mod mediebranchen. Hans journalistiske karriere startede dog med et afslag fra Journalisthøjskolen. Siden tog fanden ved ham, og han har i dag flere journalistiske meritter end de fleste. Han kan blandt andet kalde sig tidligere redaktør samt radiovært og nuværende skribent på Weekendavisen og litteraturkritiker for en række dagblade. Alt det opstod i en fascination af faget, et skrivetalent og en enorm skriveglæde. Men hvordan bevæger man sig ind i mediebranchen, når man er ufaglært som Klaus Rothstein? Det har han selv et meget enkelt svar på.
»Jeg lærte journalistik ved at lade, som om jeg var journalist,« fortæller han.
Det kan lyde paradoksalt, når man tænker på, at unge mennesker i dag kan uddanne sig til journalist på Journalisthøjskolen og to universiteter. Rothstein tror dog på, at journalistik grundlæggende er et håndværksfag og at: »Der bare er nogle ting, der kalder på det autodidakte.«
Som 16-årig startede Klaus Rothstein med at skrive kronikker, mens hans skolekammerater havde almindelige jobs. For Rothstein handlede det om at øve sig. Gøre sig bedre end de andre. Opskriften på at være autodidakt journalist er ikke åbenlys, og det var den heller ikke for Rothstein. Men det er nødvendigt at kunne begå sig i en branche, hvor held og talent spiller en stor rolle. »Al min erfaring viser, at det er nødvendigt at være flittig, dygtig, heldig, opsøgende og modtagelig for at andre opsøger dig.«
Akademiker-journalistik
Ifølge Klaus Rothstein har mange journalister og skribenter særligt i hovedstadsområdet lange, akademiske uddannelser bag sig og har derefter nærmet sig den journalistiske verden. Nogle vil måske tænke, at det er en forfinet måde at anskue faget på, men Rothstein mener netop, at det har sin plads.
»Jeg tror, der er et eller andet vigtigt i at komme fra faglige miljøer uden for journalistuddannelserne. Simpelthen at nærme sig journalistikken med entusiasme, skriveglæde og ydmyghed, fordi så kan man bidrage med noget andet,« fortæller han.
Ebbe og flod
Selvom Klaus Rothstein er et unikt eksempel på, hvordan en autodidakt journalist opnår sine drømme, har det ikke været en nem rejse. Tværtimod. Gennem alle årene har Klaus Rothstein oplevet opture og nedture, gode perioder, mindre gode perioder, succeser og fiaskoer, hvilket han selv mener, der skal være og vil være resten af hans arbejdsliv.
»Jeg kan ikke være sikker på hvad der sker,« fortæller han.
Lige nu er Klaus Rothstein endda i en fase, hvor han skal bygge nye ting op, for alle vil stå i en situation hvor “papiret er blankt”, og der skal bygges nye relationer op. Rothstein ser det som en uundværlig situation for sig selv, og han mener da også, at det giver arbejdslivet mening.
Vagthunden, Dahlin
Ulrik Dahlin sidder med benene strakt ud over sit skrivebord. I den mundering, der passer ham bedst: kaffekop i hånden og skjorte med kuglepen i brystlommen. Rundt om ham er stakkevis af papirer og det røde Information-logo anses gennem vinduet. Her har vi at gøre med en pitbull. Ham embedsmændene ikke vil have på nakken. Ufaglært journalist er han også. Godt nok gik han på Journalisthøjskolen et halvt år, men han valgte at droppe ud, fordi: “han ikke lærte en skid” og ville hellere ud at knalde “de dumme svin,” som han selv kalder dem, der ikke opfører sig ordentligt. Ligesom Klaus Rothstein har Ulrik Dahlin også en lang respekteret journalistisk karriere bag sig. Det hele startede dog med en ulønnet ansættelse hos Ugeavisen i København, hvor han lærte det journalistiske håndværk.
»Det der med at gå ud og finde ud af noget,« fortæller han og uddyber:
»Det, der var så fedt, var, at det vi fandt ud af blev til en artikel, da er jo deadline mandag. Det gjorde vi jo gentagne gange. Det er en stejl læringskurve. Og så ser man jo efter de dygtige på avisen. Det lærte jeg meget af, og på den måde fandt jeg også min egen stil.«
Øvelse. Øvelse. Øvelse
Fordi Ulrik Dahlin kom i lære i stedet for at gøre Journalisthøjskolen færdig, lærte han hurtigt, hvad det vil sige at være journalist på en avis, hvor de gentagne gange øvede sig og fik lov til at gøre det. Det var en vigtig erkendelse for ham.
»Min erfaring er, at mange af de journalistpraktikanter, som bliver ansat hos os, først får fat på, hvad faget egentlig går ud på, når de har lavet et konkret produkt, som skal bruges til noget.«
Han mener, at man først lærer journalistiske processer og metoder, når man kommer ud i branchen og er ansat i et mediehus.
»Man skal sgu lære at være lidt fandenivoldsk, når man kontakter kilder og beder om et svar. Jeg skal have det nu og ikke en time senere,« fortæller han og uddyber:
»Praktikanter er meget længe på kontoret, og det kan der være mange grunde til, dels fordi de måske har svært ved at stykke mange informationer sammen, men jeg tror også, det er fordi, de ikke er påståelige nok over for kilder. Men det kræver erfaring.«
Engang skulle unge journalister i mesterlære hos en avis – altså at man fik en praktikplads på en avis uden at have været på skole inden. Det mener Ulrik Dahlin havde sine styrker.
»Der er noget helt vanvittigt i, at vi har fire journalistuddannelser. Faget er i høj grad blevet akademiseret,« fortæller han.
Han mener, at man godt kan argumentere for, at journalister altid kan dygtiggøre sig inden for bestemte områder, og blive bedre til det de laver. Det er alligevel hans erfaring, at alt den viden man tilegner sig bliver konkret, når man bruger den.
Hvad er dit råd til unge mennesker som prøver at finde en anden vej ind i branchen?
»At lære, hvad fanden det går ud på.«