KULTUR OG SAMFUND

»Jeg havde overhovedet ingen tro på, at jeg skulle komme til at løbe igen«

Emma Tonsberg har i en ung alder været ude for mere end de fleste. Den 25-årige løber har døjet med to brækkede hofter og en påkørsel – oplevelser, som har udfordret hendes identitetsfølelse, men samtidig fået hende til at sætte pris på de små ting i tilværelsen.

Siden august 2021 har Emma Tonsberg læst en bachelor i psykologi på University of South Alabama i byen Mobile i USA og været en del af universitetets distance-løbegruppe, over 7.000 km fra hjemstavnen Nørre Nissum i det vestjyske. Hun er blevet tildelt et fuldt betalt stipendium, blandt andet fordi hun kan løbe 5 km på 17:48. Men de sidste otte uger har hun ikke været en del af sit team på samme måde, som hun plejer.

»Jeg er der altid til træning, men selvom man er der, så mangler man at være en del af det – en del af løbet,« siger hun med en længsel i øjnene.

Siden hun deltog i sit første byløb som 12-årig og fløj ind over målstregen som den første, har Emma været bidt af løb. Det var først efter dimissionen fra Lemvig Gymnasium i 2016, at hun følte, at hun havde tid til målrettet at dyrke sportsgrenen – og så tog det for alvor fart, da hun tilmeldte sig efterårsholdet på Nordjyllands Idrætshøjskole i 2019. Her kunne hun dyrke løb som en linje, hvor læreren Morten Marinussen skræddersyede ugentlige træningsprogrammer til hende.

»Hvis du ikke er helt elendig til noget, og nogen så siger ’det er ikke helt ringe, det der’ – så bliver man motiveret. Det ene driver det andet, og så lige pludselig løber du helt vildt meget.« 

For otte uger siden blev der sat en stopper for hendes to daglige løbeture, da hun en fredag eftermiddag cyklede til træning. Efter at have diskuteret frem og tilbage med sine teammates havde Emma taget den endelige beslutning om, at kl. 3 passede fint.

Idet hun krydser vejen, kører en bilist direkte ind i hendes venstre side. Sammenstødet sender hende flyvende gennem luften. Da hun rammer asfalten, borer cykelstyret sig ind i hendes ribben.

»Jeg kan huske, at jeg lå der på vejen, omringet af så mange mennesker og politifolk. Ham der påkørte mig var der også, han ringede 911. Jeg lå bare der og kunne næsten ikke trække vejret.« 

Da ambulancefolkene ankommer, giver de hende en nakkestøtte på og løfter hende op på en båre. Hun har ingen idé om, hvorfor hun har så frygteligt ondt. Det hele går ufatteligt stærkt og føles uvirkeligt – som et fjernt mareridt.

»Lige inden jeg kommer ind i ambulancen, kigger jeg op i himlen. Jeg kan huske de her hvide skyer, og jeg tænker: ’Det kan ikke passe, det her. Det er ikke mig.«

Lærepenge for livet

Hvorfor mig. Det spørgsmål har Emma tit stillet sig selv.

Bare halvandet år tidligere var det usikkert, om hun overhovedet kunne komme til at løbe igen uden smerter.

Da Berlin maraton i 2020 blev aflyst, blev alle løbeklubber i Europa opfordret til at løbe rekorden – 2 timer, 1 minut og 39 sekunder – og se, hvor langt man kunne nå at løbe på den tid. Den lokale løbeklub i Lemvig påtager sig udfordringen, men da Emma når de 26 km, får hun pludselig en voldsom smerte i sin venstre hofte. Det er som at få en kæmpe kniv stukket ind i benet – men hun er varm, og det kører. Hun når i mål, men da hun vender sig rundt for at tage noget mad, kan hun slet ikke støtte på sit venstre ben.

»Jeg har så ondt i den efterfølgende tid. Bare jeg vender mig i sengen, så græder jeg. Og jeg ved jo ikke, hvad det er,« fortæller hun.

Efter mange forgæves ture ved lægen, som ikke kan finde ud af, hvad der er galt, bestiller Emmas forældre en privat MR-scanning. Den afslører, at hun har fået en stressfraktur på venstre hofte. Knoglerne er brækket næsten hele vejen igennem.

»Jeg havde ingen idé om, at det kunne lade sig gøre – at man kunne løbe så meget, at ens knogler brækkede. Men det kan jeg skrive under på, det kan man. Det var lærepenge for livet, jeg fik der.« 

På det tidspunkt var hun allerede blevet scoutet af en træner fra University of South Alabama, men hun følte ikke, at hun kunne takke ja til et fuldt stipendium med en brækket hofte. Universitet var dog stadig opsat på at rekruttere hende, og de ville fortsat holde kontakten og følge med i hendes bedring.

Efter tre langsommelige måneder var den venstre hofte efterhånden helet, men smerterne havde i stedet flyttet sig over i den højre hofte, hvor en begyndende fraktur var blevet værre.

10 måneder på krykker og en masse genoptræningsøvelser bragte hende så småt tilbage på et plan, hvor hun kunne træne på normal basis igen. Og da det blev august, kunne hun sund og rask tage til Alabama og løbe for the Jaguars. Men selvom knoglerne var helet, plagede oplevelsen hende stadig.

»Jeg gik fra aldrig at bekymre mig om at blive skadet til, at lige så snart jeg mærkede det mindste at tænke ’åh nej, er der et eller andet nu?’ Rent mentalt var jeg nødt til at overbevise mig selv om, at det var okay.«

Et liv uden smerter

Den knivskarpe smerte fra stressfrakturen var dog ingenting i forhold til den smerte, hun føler, da hun ligger der på vejen i Mobile.

»Jeg havde virkelig, virkelig ondt. Det var 1000 gange værre. Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt.« 

Emma bliver kørt direkte på intensivafdelingen. Hendes lever bløder, venstre hånd og to ribben er brækket, hun har en fraktur i højre knæ. Uanset hvad lægerne prøver at dække hende ind med af smertestillende medicin, føler hun ikke, at der er noget, som kan tage smerten. Hun kan ikke spise noget, for medicinen giver hende en konstant kvalme. Smerten holder hende vågen om natten.

»De første par dage troede jeg aldrig, at jeg nogensinde skulle få et liv igen. Det var virkelig et helvede. Du græder hele tiden, men når du så græder, så gør det ondt.« 

Hun kan intet. Ikke engang tænde for fjernsynet. Hver gang hun lukker øjnene, ser hun den fredag eftermiddag for sig. Hvorfor havde hun ikke sagt, at de skulle mødes kl. halv tre? Eller halv fire? Hvorfor så bilisten hende ikke? Hun var kommet til USA for at løbe, men det kan hun ikke. Hun kan ikke noget som helst.

Alle andre omkring hende er optimistiske og siger, at det nok skal gå, og at hun kan få en ny hobby i mellemtiden – men Emma føler ikke, at de forstår, hvor meget løb betyder for hende.

»Rent personligt er det at løbe min frihed – det er mig, det er mit image. Jeg er Emma, hende løberen. Men på det tidspunkt var det absolut vigtigste for mig, at jeg rent faktisk kunne få et liv uden smerter. Det tror man virkelig ikke på, når man har så mange smerter. Jeg havde overhovedet ingen tro på, at jeg skulle komme til at løbe igen.« 

Efter en voldsom uge på intensivafdelingen får Emma lov til at komme hjem til sin lejlighed lidt uden for campus, hvor hun bor med to andre piger.

»Man er næsten et udstillingsobjekt. Alle skulle komme og se, at jeg var i live. Jeg har aldrig fået så mange blomster og chokolade i hele mit liv,« siger hun med et grin.

En uge efter udskrivelsen fra hospitalet er Emma fortsat sengeliggende – hun kan knap gå fra sit værelse og ind i den fælles stue. Hendes venner hjælper hende med at gå på toilettet, vasker hendes hår og laver mad til hende.

»Det var virkelig et step back – du skal være taknemmelig for, at du er i live, du skal være taknemmelig for, hvis du bare kan leve et normalt liv igen. Noget jeg virkelig sætter pris på nu er hverdagslivet, at kunne leve uafhængigt af andre og uden smerter.« 

For hver dag der går, får hun det lige så stille bedre og bedre. Hun kan gøre flere og flere ting selv, og tre uger efter ulykken genoptager hun sit studie.

Nu mangler hun blot at få svar på en sidste CT-scanning, som skal afklare, om hendes lever og ribben er helet. Hvis det er tilfældet, kan hun få lov til at løbe igen – og dét har hun savnet. Selvom påkørslen har mindet hende om at være taknemmelig for de små ting i tilværelsen, så ved hun stadig ikke, hvad hun skulle gøre, hvis løb endegyldigt blev taget fra hende.

»Jeg reflekterede virkelig meget over det, både efter det med hofterne og efter jeg blev påkørt. Men jeg ved det virkelig ikke.«