Privatfoto af Rabin og hans bror
Af Erik Berchtold Gjerløv
En råkold torsdag i marts går jeg langs åen mod caféen, hvor jeg skal mødes med min ven og studiekammerat Rabin. Vinden skubber til mig, og jeg fortryder hurtigt, at jeg allerede har debuteret forårsjakken.
Vi har kendt hinanden i halvandet år, men vi har aldrig talt om det, vi nu skal
tale om: hans baggrund. Hans historie. Alt det, der ligger før studiet og det, han
laver ved siden af. De ting, der har gjort ham til den, han er. Rabin står på den
anden side af vejen med hænderne dybt begravet i lommerne og venter på grønt
lys, selvom der ingen biler er. Vi giver hinanden et af de der halvakavede mandekram, før vi træder ind i caféens tunge varme. Lokalet er pakket, ruderne dugger, og vi må sno os mellem tasker og stole, før vi finder et lille bord ved bagvæggen. Vi sætter os ned og det føles endelig som om, at vi er nået det sted, hvor den længe ventede samtale kan begynde.
Jeg tænder mikrofonen, og Rabin begynder næsten med det samme.
»Jeg hedder Rabin, jeg er 30 år gammel, og jeg er studerende på SDU.«
Samtalen bliver hurtigt lidt kunstig, og jeg forsøger med det samme at bløde stemningen op med en dårlig joke efterfulgt af et spørgsmål. Jeg ved, at Rabin kommer fra Kolding, men hvor han er født, hvordan hans opvækst konkret har været, har jeg naivt aldrig spurgt ind til, så det er det første spørgsmål, der presser sig på.
»Jeg er født og opvokset i en flygtningelejr… det er egentlig ikke mit eget hjem, det var bare en flygtningelejr.«
Han fortæller om sin mor, der flygtede fra Iran som 12-årig, og om sin far, der også ender i lejren, i det centrale Irak. De får hans storebror og senere ham selv dér, midt i et liv, der mest af alt handler om at vente og om at have et håb, overskygget af uvished. Rabin husker kun brudstykker fra rejsen til Danmark.
»Jeg husker bare, lige pludselig, at jeg sad i en bil. Det var ret koldt. Og så ender vi hjemme hos min onkel,« siger han og smiler skævt, som om han stadig prøver at forstå, hvordan det hele hænger sammen.
Han er fire år gammel, da han kommer til Danmark. Han husker kulden. Han husker bilen. Han husker ikke flyveturene gennem Europa, før de bliver hentet og kørt det sidste stykke. Men hvor det hele konkret finder sted, husker han ikke.
I Danmark bliver familien først placeret i Esbjerg, men Rabins far kan ikke holde støjen og uroen ud.
»Vi er lige kommet fra krig, og halvdelen af tiden
ligger folk bare og larmer«, siger Rabin.
»Så min far sender mig og min bror over til min onkel i Vejen.”
Nogle år forinden var Rabins onkel kommet til Danmark. Den lille familie flytter senere til en lille by uden for Bramming, hvor Rabin for første gang ser en rigtig have.
»Vi er jo ikke vant til have og sådan noget«, griner han.
»I min flygtningelejr… der er det jo ren ørken.«
I den lille by mister Rabin lidt sit originale sprog.
»Jeg laver faktisk ikke andet end at være udenfor og spille fodbold«, siger han.
»Så jeg lærte heller ikke rigtig meget kurdisk. Det forsvandt lidt.«
Han fortæller det uden dramatik, som en konstatering, men jeg kan mærke, at det betyder mere, end
han lader høre.
Vi har en længere dialog om Mellemøstens historie – alt fra perserne og romerne til de mange perioder, hvor området har været koloniseret, samt Golfkrigene og deres betydning for, hvordan regionen ser ud i dag. Midt i dialogen stopper Rabin op. Hans blik bliver mere fjernt, som om han bladrer tilbage til en side, han sjældent viser nogen.
»Vi så også den dag, hvor han skulle henrettes, siger han. »Saddam Hussein.«
Han fortæller, hvordan hele familien sidder samlet i stuen i deres lille jyske hjem. Hvordan de følger med på tv, mens den tidligere diktator bliver ført til galgen.
»Vi jublede jo,« siger han stille. »På den præmis af, at en tyran er død.«
Han er ni eller ti år gammel. Han forstår ikke alt, men han forstår nok. Forstår, at hans forældre har mistet familie. At de er flygtet fra noget, der stadig sidder i dem. Jeg sidder overfor ham og mærker, hvor forskelligt nogle af vores barndomsminder er. Mine handler for det meste om Pokémonkort og fodboldtræning. Hans om en henrettelse vist på live tv.
»Det er første gang, jeg ser så mange ansigter, der er kurdere og samles og bare hygger sig,« fortæller Rabin Nazary
Da samtalen endelig falder på universitetet, ændrer Rabins stemme sig. Den bliver lysere, mere levende. Han fortæller, at da vi begyndte på journaliststudiet i 2024, så han en plakat om den kurdiske studenterforening, som straks fangede hans blik. Han har aldrig været så tæt på andre kurdere i Danmark end sin egen familie. Aldrig siddet i et rum fyldt med mennesker, der ligner ham, taler som ham, bærer de samme navne som hans onkler og fætre.
»Det er første gang, jeg ser så mange ansigter, der er kurdere og samles og bare hygger sig,« siger han.
»Jeg føler mig faktisk ret hurtigt tilpas og hjemme allerede, ligesom at jeg trådte ind i det her lokale.«
Han beskriver musikken. Dansen. Navnene, han genkender. Rawand. Rosa. Khalil. Navne, der også findes i hans egen familie.
»Det giver jo et eller andet tryghed, … At høre de navne, at se de ansigter.« siger han.
Mens han fortæller, forstår jeg, at det ikke bare er en forening. Det er et sted, hvor han finder noget, han havde mistet. Noget, han måske ikke engang vidste, han savnede. Og jeg forstår, at selvom vi har siddet side om side i halvandet år, er det først nu, jeg møder ham rigtigt.