Ret hurtigt inde i rollen som chefredaktør for LIXEN, begyndte jeg at skrive dagbog. Jobbet blæste mig bagover fra start.
What, what, what. Holy moly der er mange ting, man skal. Og mange ting, man aldrig lærer eller bliver en del af rutinen i udgivelsesprocesserne. Mange ambitioner og visioner, man aldrig når at indfri. Jeg har været på ukendt grund og leget, at jeg kendte den. I får her et uddrag af, hvordan jeg har haft det i starten af forløbet, hvor indtrykket sad dugfriskt i mig.
Af Olivia Emma Greve Hulbæk
25 års-jubilæum skulle vi senere komme til at finde ud af, var falsk alarm. Bladet fylder ikke 25 år, hvilket kun understreger, hvad det vil sige at overtage et blad, som bygger på andre studerendes manglende viden om, hvordan man driver en avis. Det går i arv simpelthen. Men vi holder stadig fast i at hylde bladet og take a trip dow memorylane, som vi har planlagt det. Og ærligt talt, who’s counting?
Min dagbog er virkelig et uddrag, en brøkdel af, hvad vi har været igennem siden. Både opgaver og ikke mindst følelser. Min taske har været fyldt med notesblokke, som er blevet fyldt med to-do’s, når de er kommet til mig som lyn fra en klar himmel i tide og utide. Når de er blevet klaret, er de blevet streget markant ud og erstattet af en ny.
På min mobil har jeg et LIXEN-album i min kamerarulle. Første billede er et screenshot af en fejl på hjemmesiden, en laang kodning, der skulle give os en forklaring på, hvad problemet er, og hvordan vi løser det – vi forstod selvfølgelig ikke en brik af det. Vi chattede med en bot, som vidste cirka lige så lidt som os selv. Albummet blev også med det samme fyldt med ideer til første forside, og siden er det blevet fyldt med en masse mere administrativt, men også en masse nuttede billeder fra gode stunder i redaktørteamet og kaotiske episoder for Agnes og mig, som alligevel endte meget godt.
Nu står vi her og er klar til at give hele cirkusset videre, og det skal de næste virkelig glæde sig til.