STUDIET

»Jeg følte mig mere som en journalist end som en studerende«

Sara Bangsbo er tidligere praktikant hos Scleroseforeningen. Hendes praktikperiode udviklede hende utroligt meget journalistisk, fordi hun fik så frie tøjler i løbet af praktikken.

Det er panikdag, efteråret 2016. Sara McClymont Bangsbo tripper rundt sammen med sine nervøse medstuderende. Det går løs lige om lidt. Sara har ikke søgt ret mange af de traditionelle medier, som mange af hendes medstuderende. Hun har næsten altid vidst, at hun gerne vil arbejde med sager, hvor hun kunne hjælpe mennesker.

»Jeg har altid været meget engageret i forskellige sager og politik, så det ligger naturligt for mig,« og det var også derfor, hun blandt andet havde søgt praktik hos Scleroseforeningen. Det karakteristiske og paniske tågehorn lyder, og stemningen på DMJX bliver om muligt endnu mere intens. Telefoner ringer, folk jubler. Men ikke Saras. Der var ingen, der ringede de første 3 minutter, og Sara blev nervøs. Det føltes som om, at der var gået en time, fortæller hun. Hun besluttede sig for at gå mod de lokaler, hvor hun vidste, at hendes 2. prioritet var. Hun nåede næsten til lokalerne, inden hun blev ringet op af Scleroseforeningen, der tilbyder hende en praktikplads. Sara skynder sig at takke ja.

»Jeg havde været inde og snakke med dem inden panikdagen, og der havde været en god stemning, og der var plads til alle. Man havde enormt meget medansvar, og det synes jeg lød ret fedt «

Intetanende journalistpraktikant
Som praktikant for Scleroseforeningen ville man måske gå ud fra, at hun vidste en masse om sygdommen. Men det var ikke tilfældet for Sara. Hun fortæller, at hun faktisk ikke vidste noget som helst om sygdommen, men det var ikke et problem, hverken for hende eller for foreningen.

»Man fik lov til at komme ind i stoffet og ind i sygdommen, og man kunne snakke med en masse, der havde styr på det, før man begyndte at arbejde med det,« fortæller Sara.

Første arbejdsopgave var at lære sygdommen at kende. Hun talte med en masse mennesker med sclerose og hørte om deres oplevelser med at leve med sygdommen. Resultatet blev en række beskrivende casehistorier, der gav hende et indblik i, hvad sygdommen betød. Viden om sygdommen var dog ikke det eneste, hun manglede. Også måden at arbejde på var anderledes.

»Det kræver noget andet, end det du har lært på studiet, fordi det er så anderledes, og det er måske det, der gør det lidt svært at starte sådan et sted.«

Det blev dog hurtigt løst. Kommunikationsafdelingen var lille, og derfor blev der taget meget hånd om Sara. Hun fortæller, at hun fik vejledning og feedback på alle sine produktioner.

»Jeg fik at vide, at fordi det er så lille et sted, så kunne man lave alle de fejl, man havde brug for. Der var plads til at afprøve en masse og plads til at lave fejl, når man skulle afprøve noget, man ikke have lært på studiet.«

Med tiden kom der både styr på sygdommen og anderledes arbejdsopgaver, og så kunne Sara slå sig løs.

»Jeg fik lov til at prøve, alt det jeg havde lyst til. Der var ingen grænser.«

Hun fik mulighed for at arbejde med de emner, hun selv syntes var mest spændende, og med de formater hun gerne ville lave.

»Vi har et magasin, der kommer ud fire gange om året. Så er man med til at skrive de lange indledende artikler, man er med til at skrive caseartikler, og man kan også lave videoer.« – Og hvis hun snublede undervejs, motiverede foreningen hende til at rejse sig, og knokle videre.

Mere journalist end studerende
Sara er ikke i tvivl om, at hun har rykket sig meget gennem sin praktikperiode.

»I slutningen af min praktikperiode havde jeg været gennem så mange forskellige opgaver i kommunikationsfaget, at jeg helt sikkert følte mig mere som en journalist end som en studerende.«

Og hvis ikke det er formålet med en praktikperiode, så ved hun ikke, hvad er, siger hun.

»Der var enormt meget frihed under ansvar.«

Sara er ikke i tvivl om, at hun endte det helt rigtige sted i sin praktikperiode. Organisationsarbejdet gav hende et hav af muligheder for at udvikle sig journalistisk. Muligheder, kun ikke var klar over, det kunne have. Ifølge hende, blev der på studiet ikke informeret nok om andet end nyhedsmedierne.

»Der er mange, der ikke ved, hvad kommunikationsarbejde er for noget. Vi blev ikke introduceret til særligt meget, da vi skulle søge praktik. Vi vidste kun, hvad der var af muligheder, hvis vi selv havde opsøgt det.«