Janni Pedersen er studievært og krimireporter på TV2 News. Hun har dækket de mord- og terrorsager, som har rystet befolkningen mest. Fra Peter Lundin til Amagermanden. Nysgerrigheden driver hende, og konkurrencegenet gør, at hun altid er først i en hård branche.
»På en måde er jeg altid lidt på arbejde. Det er en del af DNA’et. Jeg har altid arbejdet mere end alle andre. Og jeg tror, at det er ved at være tid til, at jeg siger, ‘nu må jeg faktisk godt arbejde lidt mindre,’« fortæller Janni Pedersen, der i 2018 går flere forandringer i møde, når hun senere på året både fylder 50 år og bliver bedstemor.
Samtidig har hendes faste partner i tv-studiet og bedste ven gennem fem år, Lasse Sjørslev, fundet sig et nyt job. Set i lyset af forandringerne tænker Pedersen på fortiden og fremtiden, og hvad der definerer hende som journalist. Hvis hun skulle beskrive sit journalistiske virke med tre ord, så er der ingen tvivl: flittig, empatisk og konkurrerende.
At gå rettens vej…
For Janni Pedersen var vejen til journalistikken ikke klart defineret fra start, men tanken havde altid været der.
»Min storesøsters bedste veninde Jette ville gerne være journalist. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg synes, at det lød sejt. Det var første gang, jeg tænkte, at jeg skulle være journalist.«
Som 27-årig startede Janni Pedersen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Forinden havde hun både læst et års statskundskab med Kronprinsen, været aktiv i en kulturinstitution i Aarhus og drevet café og restaurant med en daværende kæreste. Den praktiske erfaring, som Pedersen opbyggede, har været en stor fordel for hende både før og efter studietiden.
»Da jeg startede på Journalisthøjskolen, og da jeg var færdig, kunne man kaste hvad som helst i hovedet på mig, og jeg skulle nok løse det.«
For som hun selv forklarer, var hun et voksent menneske, da hun i år 2000 blev uddannet journalist i en alder af 32 år. Den samme dag, som Pedersen fik sit journalistbevis, blev Peter Lundin anholdt og varetægtsfængslet. Hun blev med det samme ringet op af sin daværende arbejdsplads Nordisk Film, og derefter var Janni Pedersen karriere for alvor skudt i gang. Resultatet blev dokumentaren “En morder vender hjem” og en anbefaling til Poul Madsen, som dengang var chef på TV2s Københavnerafdeling. Et job som Pedersen fik.
Jeg var fræk som en slagterhund, og det kunne Poul Madsen godt lide
Selvom Pedersen betegner sig selv som »skideheldig«, hvad angår jobbet, så er der intet, der er kommet af sig selv. Hun har arbejdet sig benhårdt til alt, og det har især været krimijournalistik, der har draget Pedersen. Hun forklarer, at »som menneske bliver jeg simpelthen så ked af det på menneskehedens vegne, hver gang der sker noget. Men jeg bliver også nysgerrig.
Det er vel også det, der gør, at vi har den profession, som vi har«.
Det er netop nysgerrigheden, der i forbindelse med drab eller terror leder Pedersen til spørgsmål som, »hvorfor er de blevet så fundamentalistiske?«, og »hvorfor vil de slå os alle sammen ihjel?«. Og i det hele taget hvad der bringer folk i situationer, hvor de eksempelvis begår drab eller terror. Det er det, der drager og engagerer hende.
med blandede følelser…
Som krimireporter har Janni Pedersen dækket nogle af de største mord- og terrorsager i nyere tid. Når hun står foran kameraet på TV2 News og skal igennem til seerne live, er der ikke plads til hverken fejl eller følelser. Dog kan man ikke forhindre, at begge dele indimellem trænger sig på.
»Det er nogle helt andre ting, der rør mig nu, end det var for 10 år siden. Jeg er måske også ved at blive en gammel kone.«
Med tiden er det blevet en anelse sværere ikke at lade sig påvirke følelsesmæssigt. Pedersen kommer til at tænke på, da hun tilbage i efteråret rapporterede fra Tømmerupsagen om præsten, der gennem mange år har forgrebet sig på mindreårige børn. Under liveindslaget kunne Pedersen mærke en mærkelig kraft, der langsomt byggede sig op i maven. En krimireporter fra DR, som også er Janni Pedersens gode veninde, stod lige rundt om hjørnet, og da indslaget sluttede, udbrød hun:
»Hvad fanden sker der med dig, Pedersen? Du er jo gal på ham!«
Om episoden tænker Pedersen selv: »Jeg kunne simpelthen mærke, at jeg blev så vred. Ungerne har været udsat for voldsomme ting, og så sidder præsten der i retten og vil på ingen måde anerkende, at han har skadet dem. Det blev jeg som mor gal over, og det må man jo ikke som journalist.«
I 2011 dækkede Pedersen retssagen om den norske stewardesse Vera Vildmyren, der blev dræbt af en romansk tricktyv på et hotel i København. Hun husker, hvordan anklageren under retssagen bemærkede, at kvindens undertøj oprindeligt havde været hvidt. Det gav tilhørerne en klar ide om mordets voldsomme karakter.
Vera Vildmyren var blevet stukket så mange gange med en hobbykniv, at hendes undertøj var blevet farvet blodrødt. Ofrets familie blev ført ud af retslokalet, da skaderne skulle dokumenteres, men uvisheden blev for stor for Vera Vildmyrens mand. Han henvendte sig derfor til Janni Pedersen med spørgsmålet om, hvor slemt hans kone var tilredt. Hun måtte træffe en svær beslutning på et splitsekund. Hvad siger man?
»Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg vælger at sige: ‘Der er ikke nogen tvivl om, at din kone har kæmpet for at få lov til at blive hos jer’.«
Selv i dag bliver Pedersen stadig rørt over episoden, når hun forklarer, hvordan Vera Vildmyrens mand tog fat i hendes hænder og sagde tak. Det er netop den slags sager, der selv mange år efter står knivskarpt i hukommelsen.
Det er noget med at røre ved menneskers følelser, hvor man selv bliver berørt. Det står fuldstændig klart for mig, men jeg kan ikke huske, hvilken politiker jeg interviewede i sidste uge.
Janni Pedersen syntes, at Vera Vildmyrens mand havde krav på et ordentligt svar. Generelt ser hun det som en vigtig del af jobbet, at hun behandler sine kilder ordentligt, uanset hvem de er, og hvad de har gjort.
I samme år dækkede Pedersen retssagen om Amagermanden, der blev idømt livslangt fængsel for to drab og seks voldtægter. Hun udviste empati ved at fortælle ofrene, hvornår de på TV2 sendte live, og hvornår ofrene derfor skulle undgå at gå ud foran retten, hvor kameraet var stillet op. Det gav pote, og med Janni Pedersen i spidsen blev TV2 det eneste medie, der fik et interview med et af Amagermandens ofre.
Hun mener, at grunden var, at hun opførte sig som et ordentligt menneske med respekt for sin kilde. Men man skal ikke tage fejl, for som journalist må man indimellem også træde nogle over tæerne.
…og ben i næsen
I journalistfaget handler det om at komme først, og specielt når der sendes direkte ud i æteren. I den forbindelse beskriver Pedersen sig selv som et benhårdt konkurrencemenneske, og hun ved, at det har gjort andre krimireportere i branchen vrede på hende. Det har hun dog ikke meget tilovers for, når hun imiterer, hvordan konkurrenterne omtaler hende:
»’Hvorfor er det hende Janni, der altid skal tale først?’«, og hun giver dem hurtigt svar på tiltale, »de skal bare holde deres kæft, fordi det her er News, og vi sender direkte.«
Kilder behandler hun med stor respekt, men i det store og hele er hun benhård, for hun skal være først, og sådan er det. Men hun må også være benhård, når hun går rundt med sin hund i gaderne på Nørrebro, hvor hun bor. Under den sidste bandekonflikt mellem 2008 og 2012 blev Pedersen antastet af nogle drenge fra den daværende Blågårdsbande, som i dag er kendt som Loyal to Familia.
Jeg blev skidesur, så jeg ringede til lederen fra Blågårdsbanden og bad ham om at komme for at styre sine hvalpe. Jeg pegede drengene ud og fortalte, hvem det var, og så har der ikke været noget lige siden.
…i en presset branche
Selvom Janni Pedersen mener, at journalistik er verdens sjoveste fag, så erkender hun også, at forventningspresset er steget gennem årene. Både en forventning fra medievirksomhederne, men også fra de studerende selv. Både Pedersen og hendes mand er begge journalister, og de har lavet sjov med, om deres datter også skal være journalist.
I virkeligheden er det dog ikke noget, som de ønsker. Pedersen mener, at unge journalister i dag skal kunne meget mere, end hun selv skulle dengang. Det mærker hun tydeligt på praktikanterne på TV2, der er forvirrede over, hvor de skal gøre sig bemærket, når de bliver kastet fra den ene redaktion til den anden. Det er også derfor, at Pedersen ønsker for de studerende, at de får mere hård hud, inden de kommer ud i branchen.
»Det vil være en god ting at have prøvet en masse forskelligt inden, fordi man kommer ud i situationer, hvor man skal passe på folk, man skal gå til folk, man skal knække et regnskab, og man skal være fødselshjælper.«
Det er endnu en god grund til at have noget mere med i rygsækken, ligesom Pedersen selv havde, da hun startede på uddannelsen.
Karakteristisk for Janni Pedersen som journalist er hendes flittighed, empati for kilder og store konkurrencegen. I fremtiden vil hun blive bedre til at sige nej, og hun vil nørde mere med krimistoffet. Ifølge hende er arbejdstiderne det værste ved branchen, men det er også en del af DNA’et.
»Det er en udfordret branche, men det er noget af det sjoveste i verden.«