SPORT

Jakob spiller handicapbasketball: “Jeg kan godt lide den her intensitet”

Jakob Hou Larsen blev skudt i Irak. Kuglen ramte hans skudsikre vest, men splinter af kuglen gik alligevel igennem. Nu spiller han basketball. I en kørestol. 

Banen er tegnet op, musikken spiller men ingen udøvere. De er ude i omklædningen. Odense Hawks Basket er klar til at indtage banen. Dørene åbner, og tre spillere kommer rullende ind. 

Til en onsdagstræning med Odense Hawks Kørestolsbasket er spillerne mødt ind til 

to timer og 30 minutters intens træning på H.C.Andersen Skolen, som grænser op til Vollsmose. Vi to amatører, til daglig journaliststuderende, skal for første gang sætte os i en kørestol. Bundet fast, kan vi ikke længere rejse os op, og kontroltabet mærkes straks.

Jakob Hou Larsen er en af de tre spillere, som kommer rullende ind i hallen. Han er i start fyrrerne, har et stort fuldskæg, hestehale og et kæmpe smil på læben. Han er opvokset på Fyn og har læst teologi i Aarhus og senere uddannede han sig til sergent og herefter sprogofficer i arabisk. 

I kampens hede

“Du kan godt,” siger Jakob Hou Larsen opmuntrende, mens jeg sidder limet fast til kørestolen – både spændt fast om ben og mave, så jeg ikke flyver af, når det går vildt for sig. 

“Du skal kaste bolden fremad, så du kan nå at køre efter den,” forklarer Jakob Hou Larsen hjælpende.  

Jeg føler, det ser nemmere ud, end det i virkeligheden er. Jakob Hou Larsen griner. Han har styr på sin kørestol.

Jakob Hou Larsen rejste til Irak den 11. august 2006, hvor han skulle arbejde som tolk. På sin første patrulje, rammes han af et skud. 

“Jeg har et hul på størrelse med en to-krone hele vejen igennem kroppen. Den gik sådan lige bag rygraden og trykkede også på rygraden. Så tog den noget af tyktarmen, min galdeblære, den ene nyre, strejfede min lever og kom så ud på den anden side. Og det kan ikke anbefales.”

For Jakob Hou Larsen betød det efterfølgende, at han blev lam fra livet og ned. 

Kuglens ødelæggelser betyder, at Jakob Hou Larsen ikke kan gå den dag i dag. 

Kørestolene flyver frem og tilbage. Hurtige angreb og forsvar. Armene syrer til, og pulsen stiger. Vi spiller kamp. Hvert angreb går lynhurtigt, og man skal konstant kæmpe sig tilbage i forsvarsposition. Det går enormt hurtigt. Hjulenes omdrejningshastighed er helt i top. Sammenspil, gode afleveringer. Og mange præcise og upræcise skud. Vi er midt i kampens hede.  

Tilbage på sikker grund

Jakob Hou Larsen vender d. 20. august 2006 tilbage til Danmark. Han bliver indlagt og senere sendt til Hornbæk Rygmarvsklinik. Jakob Hou Larsen håbede og troede hver dag på, at han ville komme til at gå igen, men det skete aldrig. 

“Og på et eller andet tidspunkt må man få sagt farvel og få sørget over alle de ting, man siger farvel til, når man er kommet til skade. Man kommer aldrig til at være bjergbestiger, og man bliver aldrig Tour de France-rytter, og alle de her åndssvage ting man ikke var blevet alligevel.”

En sygeplejerske får Jakob Hou Larsen til at se virkeligheden i øjnene. Han skal i gang igen – tilbage til livet. 

“Nu skulle jeg få fingeren ud af bagdelen og komme ud og dyrke noget sport, for det var altafgørende.” Og derfor kaster Jakob Hou Larsen nu med basketbolde en gang om ugen. 

Tilbage i Irak fortsatte død og ødelæggelse. En engelsk kollega blev få dage senere skudt og dræbt af samme snigskytte. Det ændrede Jakob Hou Larsens syn på sin situation.

 “Jeg burde faktisk være død af det her, men det er jeg ikke. Så alt fra nu af, er en bonus.” 

“Sidste mål,” udråber Jakob Hou Larsen. 

Kampen lakker mod enden, og vablerne er så småt begyndt at vise sig ligesom trætheden. Vores arme kører på de sidste kræfter. At skulle styre en kørestol, drible og fokusere på at ramme en kurv i tre meters højde er ikke helt så nemt, som man kunne håbe. Den sidste to-points-scoring bliver sendt igennem nettet. 

Intensiteten kan mærkes

Kampen stopper, og de to hold bliver til et. De giver highfives, vi får highfives.

“Tak for spillet.” 

Intensiteten er slut og efterlader tydelige spor på kroppen. 

Jakob Hou Larsen er ikke konkurrencemenneske. Han spiller kørestolsbasket af andre årsager.

“Det kan de andre også fortælle. Jeg er pisse irriterende, når vi taber. Jeg vil hellere tabe en kamp med to point, end jeg vil vinde en med 30. Jeg kan godt lide intensiteten i en tæt kamp. Jeg kan godt lide, når det er på spidsen. Jeg kan godt lide det der med, at det brænder.” 

I fremtiden vil Jakob Hou Larsen også gerne støtte op om landsholdet i handicapbasket, da han  forventer at spille mange år endnu.