27-årige Rasmus Woo Johansen er en af de journaliststuderende fra SDU, der ikke fik en praktikaftale med hjem i første forsøg, men det har ikke skræmt ham fra at forsøge igen.
Det var ikke meget Rasmus Woo Johansen sov natten til d. 8. maj. Sommerfuglene baskede rundt i maven på ham, ja faktisk var de måske endda lige ved at komme op at slås på grund af pladsmangel. Den manglende søvn havde han vænnet sig til. Processen op til store matchdag, nærmere betegnet “panikdag,” havde ikke ligefrem budt på meget søvn, for den praktiksøgende journaliststuderende:
»Jeg var ved at være træt, fordi det var en lang proces op til panikdagen. Det er ikke givet på forhånd, hvem der får en praktikplads, og derfor var det vigtigt at give et godt indtryk af, hvem jeg er.«
Store matchdag
Forinden store matchdag havde han produceret sin egen hjemmeside, der fungerede som en portefølje med sit CV og sine produktioner. Han havde desuden været på praktikmesse for at lære medierne bedre at kende og til åbent hus-arrangementer på de medier, han overvejede at søge en praktikplads hos. Her var han også til samtaler med de potentielle praktiksteder, og som det sidste i processen skrev han ansøgninger til de medier, han gerne ville i praktik på. Langt om længe kom dagen, der skulle afgøre, om Rasmus ville få en praktikplads. Foran bygningerne der tilhører Journalisthøjskolen i Århus, hvor matchdagen afholdes, forsøgte SDUs praktikantvejleder, Niels Møller Mikkelsen, at opmuntre de studerende og dulme nerverne. På trods af dette var atmosfæren imellem de kommende journalistpraktikanter præget af nervøsitet:
»Det eneste vi ventede på var, at klokken ville ringe,« fortæller Rasmus Woo Johansen.
Over middag ringede klokken. En klokke, der gør det legitimt for praktiksteder og praktikanter at indgå en såkaldt praktikaftale. Rasmus stod klar ved de praktiksteder, han havde sendt ansøgninger til sammen med en række andre håbefulde journaliststuderende. Han stod med mobilen i hånden i tilfælde af, at et praktiksted ville ringe ham op, i stedet for fysisk at hente ham. Ud af øjenkrogen så han studiekammerater, der talte i telefon, imens andre blev hentet ind for at underskrive en praktikaftale. »De er jo mine venner, så jeg blev rigtig glad på deres vegne. Men jeg koncentrerede mig også meget om mig selv, og håbede stadig på at et praktiksted ville tage fat i mig.«
Rasmus Woo Johansen blev dog hurtigt klar over, at der ikke var nogle af de steder, han havde sendt en ansøgning til, der ville lave en praktikaftale i denne omgang. Han vrider sig en smule i kroppen, imens han trækker på skuldrene:
»Jeg synes da, at det var øv. Men jeg slap alligevel ret hurtigt den følelse og tænkte: ‘Hvad gør jeg så nu?’«
Hvad nu?
På vej hjem fra matchdagen, på strækningen mellem Århus og Odense, kreerede den 27-årige journaliststuderende en plan for, hvad der skulle ske, nu da han stod uden en praktikplads.
»Jeg endte med kun at søge en praktikplads hos tre forskellige medier. Egentligt var der nogle flere medier, jeg gerne ville i praktik hos. Jeg fik bare aldrig sendt en ansøgning til dem,« fortæller han. Og et af de praktiksteder tog han kontakt til.
»Jeg fornemmede til matchdagen, at de havde fået færre praktikanter end de havde pladser, og derfor var der måske stadig en reel mulighed for, at jeg kunne komme i praktik til august.«
Rasmus blev kaldt til en samtale på mediet – en samtale, der ifølge ham var en behagelig samtale, præcis ligesom de tre andre samtaler, han allerede havde været til. Det endte dog med, at det fjerde praktiksted besluttede sig for ikke at tage flere praktikanter i den omgang, men de roste Rasmus’ gejst og vilje:
»Jeg forsøgte at overbevise praktikstedet om, at de skulle tage mig som praktikant. Jeg fik stor ros for min gejst, og de opfordrede mig til at søge igen ved næste ansøgningsrunde.«
Herefter fokuserede Rasmus på at lære af den proces, han lige havde været igennem:
»Jeg lærte jo noget af processen, også selvom jeg ikke fik en praktikplads.«
Han tog kontakt til de praktiksteder, han havde søgt for at få feedback på samtaler og ansøgninger. Feedbacken var positiv, men han lærte, hvorfor dagen kaldes for store matchdag:
»Det handler så meget om, hvorvidt man passer på den karakter, praktikstedet søger i en given ansøgningsrunde, og det var måske der, jeg faldt lidt ved siden af.«
Og er man så en dårligere journalist, hvis man ikke får en praktikplads i første omgang? I hvert fald ikke, hvis man spørger Rasmus. Selvom det var et lille hak i selvtilliden, så mener han ikke, at man skal tage det personligt, idet det handler om meget andet, end hvad man kan.
Spørger man Rasmus om, hvorvidt man tillade sig at være kræsen angående sin praktikplads, svarer han uden at tøve:
»Praktikstedet er ikke det, der afgør ens journalistiske karriere, så man behøver ikke være kræsen. Men samtidigt synes jeg, det er okay at drømme stort. Jeg søgte steder, som får rigtigt mange ansøgere til få pladser. Jeg drømte om at komme igennem det lille nåleøje, og det har jeg det fint med. Men jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt det er godt eller skidt, at man er meget målrettet i sin søgning. Det vigtigste er, at man får et praktiksted, hvor man føler sig glad.«
Endnu en matchdag
I stedet for at tage i praktik ligesom mange af sine studiekammerater, har Rasmus arbejdet på fuldtid og læst et valgfag på Journalistikuddannelsen, som man normalt først tager på 7. semester under bacheloren. Derudover har han lavet freelancearbejde for SDU:
»Set i bakspejlet har det været meget rart at få et lille pusterum. Jeg har haft en anderledes hverdag, fordi jeg arbejder fuldtid.«
Og netop nu forbereder han sig på at skulle til endnu en matchdag. Denne løber af stablen d. 9. november 2019:
»I den nye omgang praktiksøgning vil jeg søge de steder, jeg ikke fik søgt. Jeg har haft en positiv oplevelse første gang, selvom jeg ikke fik en praktikplads, så det kan umuligt blive værre,« siger han med et skævt smil på læben, imens han uddyber:
»Jeg har mange interesser inden for journalistik, men jeg er i gang med at gøre mig klare tanker om, hvilken type journalist, jeg vil være, fordi det efterspørger medierne.«
Til spørgsmålet om, hvad han har lært af den første praktiksøgning, forklarer han:
»Det kom bag på mig, hvor meget hele praktikræset fyldte. Der var meget, man skulle forholde sig til, og man var meget på, men nu ved jeg ligesom hvordan det fungerer.«
Et råd Rasmus Woo Johansen kan give videre til studerende, der snart skal søge praktik for første gang: »Lad være med at tage det personligt, hvis du ikke får en praktikplads. Du er ikke den første i verdenshistorien, det sker for. Hvis ikke du får en praktikaftale, så benyt det ekstra halve år til at lave noget, du synes er sjovt – og så glæd dig til, at du skal i praktik. Det gør jeg.«