KULTUR

»I’m not a man, I’m not a woman, I’m a goddess«

Sascha Holiday debuterede på den danske drag-scene for fem år siden. Siden da har hun formået at vinde Showgirl of the Year i 2019, deltaget i Zulus store drag-dyst og er for nyligt sprunget ud som vært på P3’s podcast ‘Dragcentralen’. Vi har fanget hende inden et dragshow til en snak om det at være dragqueen.

Som drag-legenden RuPaul plejer at sige: ‘’We’re all born naked and the rest is drag’’. Og det er præcis sådan, jeg møder 26-årige Rasmus Munk Jensen en fredag eftermiddag. Helt nøgen. Eller han har tøj på. Men hans ansigt er helt bart og øjenbrynene gemt væk. Der er klar til at blive lagt make-up, så Rasmus Munk Jensen kan blive til Sascha Holiday. For hun skal nemlig være vært ved ‘The Epic Drag Show’ i Pumpehuset om fire timer.

Træder man indenfor, er man ikke i tvivl om, hvor magien sker. Det være bag døren, der er bevogtet af den lange, sorte pailletkjole beklædt med fasanfjer. Jeg træder ind, og min mavefornemmelse bekræftes ved synet af adskillige parykker og rhinsten-besatte kjoler. Jeg klemmer mig ind ved siden af den flittigt brugte symaskine. På det store bord i hjørnet finder man alt fra en limpistol til fuchsiafarvede fjer i en margretheskål. Alt sammen ting der bevidner om, at kreativiteten i dette rum er altoverskyggende. Det samme kan siges om Sascha Holiday.

»Hun er alt, hvad glamour står for. Højt hår. Store former. Alt for meget. Fantastisk. Alt det gode,« fortæller Rasmus Munk Jensen.

Rasmus Munk Jensen er dog mere nede på jorden og ydmyg. Han tør ikke lige så meget, som Sascha Holiday gør. Fælles for begge er dog, at de udgør lige meget af den samme person. Og hvad angår kønsidentitet, er svaret:

»Skulle jeg give mig selv et køn, ville jeg sige, at jeg var en mand, men jeg plejer altid at sige: I’m not a man, I’m not a woman, I’m a goddess

Vigtig, men ikke nødvendig

Rasmus Munk Jensen griber fat i børsten med det bøjede hoved og går i gang med at konturere sit ansigt. Her danner han skygger og lys ved hjælp af makeup for at ændre formen på sit ansigt.

»Du skal virkelig heller ikke tage dig af, at jeg ikke kigger på dig, det er bare fordi, lyset er rigtig godt her.« 

Jeg forsikrer ham om, at der er helt okay og spørger ind til, hvorfor han laver drag:

»It gives me life! Altså, jeg ved godt, at det er sådan en mega nederen ting at sige, men det gør det virkelig. Det gør mig lykkelig. Det gør mig også ulykkelig nogle gange, men det giver mig alt det, jeg mangler.« 

Han tager fat i en ny børste. Denne gang en lidt mindre, for han skal nemlig ind og tegne et par øjenbryn. Makeuppen er en vigtig bestanddel af Sascha Holiday, og det er også tit efter, at den er lagt, at han bliver til Sascha Holiday. Dog er den ikke en nødvendighed.

»Det bliver bare forstærket af makeuppen. Jeg kunne sagtens være Sacha, selvom jeg ikke er i drag.« 

En prinsessekrone i sølv

Det er ikke altid, at Rasmus Munk Jensen har kunnet bestemme, hvordan han skulle se ud. Det kan han tydeligt huske fra en episode i børnehaven.

»Da jeg gik i børnehave, skulle vi en dag have lavet ansigtsmaling. Amalie, min veninde, fik tegnet en prinsessekrone i panden i sølv, og jeg syntes, at den var så flot. Så jeg spurgte pædagogen, om jeg også måtte få en, men det måtte jeg ikke, fordi jeg var en dreng. Jeg kan tydeligt huske det. Altså hvorfor måtte jeg ikke det?«

Følelsen af ikke at få lov til at være sig selv fulgte med ham i folkeskolen. Her blev han genstand for tilråb og bemærkninger om hans væremåde. Men selvom mobningen fyldte meget, ændrede han aldrig på sig selv:

»Bliv ved med at være dig selv, og så må du tage de tæsk, det tager. It gets better

Den indre sabotør

Og det blev better. Efter folkeskolen begyndte han på frisørskolen, hvor han fik det kreative frirum, han altid gerne har villet udforske. Her fejlede selvtilliden absolut ikke noget. Indtil den gjorde. 

»Jeg havde en periode, hvor jeg var en meget confident person, og det var ikke pænt. Og så besluttede jeg mig for, at sådan skulle det bare ikke være mere.«

Han oprettede derfor en note på sin telefon med ordene: ‘’Husk nu: Du er aldrig god nok.”

Det startede som en form for motivation til at blive bedre, men han ved i dag, at det egentlig var mere destruktivt end motiverende.

Selvom den indre sabotør er godt gemt væk, kan den stadig komme på besøg en gang imellem. Især inden et show.

»Så kan jeg sidde og tænke: Er du overhovedet god nok til det? Tænk, at der kommer 600 mennesker, og de finder ud af, at du slet ikke er så god, som alle folk går og siger, du er.«

For det siger folk nemlig. Sascha Holiday bliver anset som værende en af de bedste inden for feltet i Danmark. Og de mange roser varmer, men kan også skabe et vist forventningspres.

»Når folk siger, at man bare er så fandens dygtig, bliver du også bare nødt til at levere hver gang og det… it’s tough. It can be tough sometimes

Ufrivillig pause

Rasmus Munk Jensen sprayer et lag ansigtsspray over ansigtet. Derefter hiver han en vifte frem med teksten ‘’B*tch, I’m Epic!’’ og vifter det ny-sprayede lag tørt. Perlemoren i sprayen er tydelig og funkler for alle pengene, hver gang lyset rammer det.

»Jeg vil egentlig gerne have, at folk tænker: Det der, det kommer jeg aldrig til at kunne.«

Der ligger mange timer bag det at opnå det uopnåelige. Det er de farvestrålende kjoler i arbejdsværelset et tydeligt bevis på. De er alle syet fra egen hånd. Og Sascha Holidays drag skal gerne fremstå perfekt.

»Det er fordi, at det, jeg sælger, er i mit hoved, hvordan den perfekte kvinde ser ud.«

Men stræben efter perfektion blandet sammen med et 37-timers frisørjob om dagen og optrædener til dragshows om aftenen endte med, at Rasmus Munk Jensen ramte en mur. 

»I 2019 havde jeg en lille nedtur, hvor jeg gik ned med stress, og så trak jeg stikket ud.«

Efter halvanden måneds pause puttede han stikket i igen og vendte tilbage til drag-scenen. Denne gang med fornyet energi.

At tale uden om koret

Drag er efterhånden blevet fast inventar i kulturlandskabet, og det glæder Rasmus Munk Jensen, som også drømmer om endnu mere inklusion af drag:

»Jeg håber, at drag bliver endnu mere mainstream, og at der kommer mere af det på tv.«

For ham er det dog også vigtigt, at man fanger alle dem, der ikke kender så meget til drag i forvejen. For fans af drag i Danmark har allerede set og lyttet til, hvad der er at finde af drag-relaterede ting. 

»Vi taler jo allerede til koret. Vi er jo enige om, at den her ting (drag, red.) er fantastisk, men vi skal have de andre til også at synes, at det er fantastisk.«

Med de ord lægger Sascha Holiday den murstens-farvede lipliner fra sig og går hen mod det store spejl i den anden ende af værelset.

»Jeg skal bare lige kigge mig selv i spejlet.«

Og det gør hun. I noget tid. Hun ser tilfreds ud. Og med al sin ret.

Jeg gør klar til at sige farvel til Sascha Holiday, men hun stopper mig halvvejs og siger: 

»Nu skal du lære, hvordan dragqueens krammer farvel.«

Hun tager fat om mine skuldre og læner sig ind mod mig. Nok til at jeg kan fornemme duften af den perlemorsfarvede spray fra før, men også nok til, at jeg ikke udvisker det kunstværk, hun netop har spenderet to timer på at kreere på sit ansigt. 

Hun sender to luftkys. Et til min højre kind og et andet til min venstre kind.