Illustration: Ann Sofie Bay Bertmann
I dag er det bare 5,6 % med anden etnisk baggrund, der er ansat i danske medievirksomheder, viser tal fra Journalisten. Blot 0,7 % har anden etnisk baggrund på de tre journalistuddannelser, viser tal fra Danmarks Statistik. Netop dette ser flere som et problem, da mediebranchen skal spejle den brede befolkning.
Den 2. maj 2024 var der konference på DMJX i København. Konferencen handlede om, hvordan man skulle formå at få flere med anden etnisk baggrund ind i mediebranchen. Diskussionen blev om, hvorvidt kvoter virkede eller ej, men der kom ikke nogen endelig konklusion, ud over, at der skulle gøres noget ved det.
Abdel Aziz Mahmoud stod for konferencen, og han var hermed også vært for sammenkomsten. Han havde blandt andet inviteret folk, som havde interesse i at få flere med anden etnisk herkomst ind i mediebranchen, medier der havde haft gode oplevelser med aktivt at arbejde med diversitet og lederne fra de tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC.
Udover det var der tre studerende, der hver kunne fortælle om deres oplevelser om at være etnisk minoritet ude i mediebranchen. Det var blandt andet Murat Tamer, journalist på Ritzau og tidligere studerende på SDU, Maja Adjoa, journalist på Børneavisens podcast »Hva´sker der?« og tidligere studerende på RUC og Ikran Abdiaziz, journaliststuderende på 8. semester på DMJX og tidligere praktikant på Politiken.
Vi på LIXEN har talt med Ikran Abdiaziz for at høre om hendes oplevelser som etnisk minoritet i mediebranchen. Vi har også forhørt hende om, hvilke overvejelser hun har gjort sig før og efter praktikken.
Ikran Abdiaziz er 25 år og studerer til daglig journalistik på DMJX, hvor hun nu er i gang med at skrive sin bachelor efter halvandet års praktik på Politiken. Ikran går med tørklæde og har en mørk hudfarve. Hun er født og opvokset i Aarhus, men hendes mor og far er flygtet fra Somalia. Disse faktorer gør, at hun er vant til at få uprovokerede hadkommentarer som: »Tag hjem hvor du kommer fra« og »du hører ikke til her.«
Hvornår startede drømmen om at blive journalist?
Drømmen om at blive journalist startede for Ikran i gymnasiet, fordi hun var god til at skrive og skrev blandt andet digte. Men det var ikke normalt i hendes hjem at skulle være journalist, for når man er flygtet fra et land med korruption, så tror man ikke meget på, at magthaverne vil en det bedste. Men hun havde lyst til at give sine forældre tiltro til medierne igen. Udover det var Ikran træt af mediernes måde at dække etniske minoriteter, indvandrere og efterkommere på. Hun mente, at dækningen blev for ensidig kun med fokus på, at alle indvandrere var kriminelle – og det ville hun lave om på ved at lave historier fra den anden side.
»Jeg vil gerne vise, at indvandrere er almindelige mennesker, som også kan være kedelige«
– Ikran Abdiaziz, journaliststuderende på DMJX
Hun har aldrig haft idoler inden for branchen, men har med tiden fundet nogle journalister, som hun respekterer. Deriblandt Line Vaaben, og hun kan ikke lade vær med at se lidt op til de få etniske minoriteter, der er i branchen, som for eksempel Abdel Aziz Mahmoud, der på TV taler om alt andet end at være brun.
Brugte du din etnicitet ved praktiksøgning?
»Ja, det gjorde jeg. Men jeg tænkte over, om jeg skulle, fordi jeg ikke gad at have, at de skulle vælge mig på baggrund af det. Men jeg endte med at gøre det efter at have snakket med forskellige inden for mediebranchen, om det var noget, de gik op i, og de svarede, at det gjorde de ikke, de gik kun op i fagligheden. Og dette gav mig ro til at ville bruge den.«
Hvordan brugte du den?
»Det gjorde jeg til samtalerne, hvis de spurgte om, hvorfor jeg gerne ville være journalist. Så sagde jeg, at det var fordi, jeg gerne ville ændre narrativer og give en stemme til dem som ikke har en stemme og fortalte, at jeg kommer fra et hjem, hvor mine forældre er krigsflygtninge, der ikke stoler på medierne, og den tillid ville jeg gerne genskabe for dem.«
Hvad gjorde, at du valgte Politiken?
»Det var et sted, hvor de var mere med i forhold til brug af etniske minoritets kilder, og jeg vidste, at jeg ville pitche historier med etniske minoriteter, så det skulle også være et sted, der ville tage imod dem. Udover det skulle det også være et sted, hvor jeg kunne se mig selv passe bedst ind, og det kunne jeg her.«
Hvordan var det at være i praktik på Politiken som etnisk minoriet?
Da Ikran var i praktik på Politiken, oplevede hun, at hendes etnicitet var med til at gøre, at hun håndterede anden etniske minoritets kilder på en anden måde, end hendes etnisk danske kollegaer gjorde.
»Jeg kiggede nemlig mere på den kedelige-indvandrer i stedet for den kriminelle-indvandrer. Og da jeg sad på Indlandsredaktionen som den eneste med anden etnisk baggrund ud af ca. 50 journalister, oplevede jeg, at de andre tænkte mere på at få Hans og Grethe ind, hvor jeg tænkte mere på at få at få mennesker som mig ind.«
Ifølge Malene Petersen, selvstændig journalist og forfatter til bogen ‘Den gode tone’, har vi journalister flere bias. Et af dem er, at vi altid forsøger at ordne nye indtryk i sammenhænge, som er velkendte for os. Med andre ord, så søger vi at skabe en velkendt orden, der ligner noget, som vi kender. Dette kunne Ikran godt nikke genkendende til – hun mener, at vi som mennesker er biased og følger det, som vi kender. At være den eneste blandt omkring 50, der havde en anden etnisk baggrund, gjorde, at hun følte, at hun skulle være ’ambassadør’ for historierne omhandlende kilder med anden etnisk baggrund.
»Det gjorde, at jeg følte, at jeg skulle være ’ambassadør’ for historierne med anden etnisk baggrund, hvilket godt kunne føles som et stort ansvar at have. Dette var en byrde, jeg lagde på mig selv, netop fordi jeg var den eneste med anden etnisk baggrund.«
Da hun var på Politiken, fik hun lavet en del artikler med kilder, som var med anden etnisk baggrund, og hvor hun kunne frembringe en anden side fra dem. Blandt andet skrev hun om ’Etniske smerter’ – som er et begreb, der omhandler, at man som etnisk minoritet ikke bliver taget seriøs i sundhedssystemet. Udover det har hun skrevet om det tabu, der er i at få hjælp som muslimsk stofmisbruger, og om pårørende i Danmark, der har mistet bekendte i krigen mellem Palæstina og Israel.
Efter at hun kom i praktik på Politiken, var hendes indbakke blevet mere fyldt end før. Det var ikke kun hadkommentarerne, der kom, hvis hun havde lavet artikler med indhold om etniske minoriteter. De kom også uprovokeret ud fra, at de havde set i byline, at hun havde tørklæde, var mørk eller havde et navn, der sagde, at hun havde anden etnisk baggrund. Det kunne være kommentarer som:
»Sådan en som dig, bør hun skrive de her artikler?…«
»Du forsøger at brede islamisme i Danmark.«
»Du er terrorist.«
Det var kommentarer, som hun havde forventet at få, og hun grinte lidt af dem.
Men en hel normal hverdag på Politiken blev det dog for meget for Ikran, da der tikkede en uprovokeret lang og velovervejet mail ind på hendes mailboks. Det var fra en af læserne, der prøvede at retfærdiggøre ordet »neger« overfor hende og prøvede at fortælle, at alle afrikanere var »negerer.«
I et kort afsnit fra mailen står der:
»Nede i min lokale Fakta har de en negerdreng, ung arbejder.
Negeren er doven og langsom, siger min mand og jeg tit til hinanden, fordi det bemærker vi altid, når han scanner vores varer. Der er forskel.
Jeg jobbede lidt i et tømrerfirma som helt ung kvinde, nogle bestemte typer søm var blødere end andre og derfor sværere at slå i uden at bøje dem, når man ikke er rutineret. Du slår søm i som en gammel neger, grinede tømrende af mig, da jeg i starten fik bøjet mange søm.
Det har intet med racisme eller nedsættende tale om neger at gøre. Mange har bare set en enkelt Afrika negers arbejdsindsats eller mangel på samme. Derfor er den med gammel neger nærliggende, når man synes nogen arbejder dårligt eller dovent.
Hvad betyder neger? for jeg og dem jeg kender, betyder det mennesker fra Afrika. Mange bruger samme betegnelse om negersønner, altså om negerer født i Danmark af negerforældre. Det vil sige udseendet bestemmer, hvad man kalder folk.
Udseendet…
Har aldrig selv rejst i Asien, men i Thailand kalder mange af de lokale kvinder de hvide mænd for fuglelort. Så ved de, hvad der tales om, når en siger fuglelort.
Her i Gentofte siger vi neger, om en person der ser ud som en neger. Neger betyder vel sort. Nogle lærde mener sådan. Det er ikke usandsynligt, at ordet stammer fra dette. Vi kender selvfølgelig nogle lokale herfra, hvor jeg bor, som tager stor afstand fra N-ordet, men dem om det. De har læst for meget Politiken og Information.«
Længere nede skriver vedkommende følgende:
»Du ligner selv umiddelbart en neger/araberdatter med Mohammed-tørklæde på. Dit foto over artiklen med dig indhyllet i det sorte stof. Det frastøder mig. Fremmedgørende foto. Skræmmende foto. Tænk lige over at du virker skræmmende, at din artikel vistnok handler om sygeplejerske tørklæde kællinger, der har det svært i DK eller at de ikke bliver tilbudt jobs nærmere. Det bliver de ikke bedre af. Hvordan holder dine kollegaer og alle andre ud at se på dig indhyllet i sort stof? Du kan jo mærke, at mange tænker dårligt om det, tørklædet…
Du mærker modstand mod det. Der er flere, end du tror, der finder dit tørklæde forkert også blandt dine kollegaer. Du mærker det sikkert på enkelte af dem. Det kan du også mærke på gaden og i Netto. Se dog at skifte livsstil, uanset om du er blevet påduttet den af forældrene eller er blevet gift med en perker.«
Mailen blev politianmeldt, og dem på Politiken tog god hånd om Ikran efterfølgende.
Ikran læste dette stykke af mailen op i Podcasten Du lytter til Politiken – En hadefuld mail fra en læser rystede Ikran.
Hun var i chok over, at vedkommende havde skrevet en blomsteremoji og derefter skrevet »alt det bedste til dig.« Dertil fandt Ikran det overvældende, at vedkommende havde skrevet om hendes udseende, hvorefter hun konkluderer, at andre finder hende skræmmende. Mailen er noget af det værste Ikran har modtaget, fordi den bliver personlig, selvom at vedkommende ikke kender hende.
Selv beskriver Ikran, at hendes etniske danske kollegaer også fik hadkommentarer, men det var i en anden grad, som var rettet på grammatiske fejl og holdninger til indhold af artiklen.
Til sommer er Ikran færdiguddannet, men har ingen specielle overvejelser om, hvad hun vil i fremtiden. Hun ved ikke præcis, hvad hun vil, men er dog gået fra at være låst på kun at skulle skrive til at være åben overfor både radio og tv. Derudover kunne hun også godt se sig selv lave noget for lande i Afrika og nævner bl.a., at hun rigtigt gerne vil lave noget om Somalia. Men som hun siger, så er journalistbranchen en uforudsigelig branche med mangel på jobs, og derfor ved hun ikke, hvad fremtiden bringer.
Da jeg spørger Ikran, om hvorfor der bør være mere diversitet i mediebranchen, svarer hun:
»Fordi mediebranchen bør repræsentere alle, hvis man skal være i stand til at rapportere virkeligheden. Uden diversitet ender vi med at lave de samme historier igen og igen om Hans og Grete, og dermed ekskluderer vi Ali og Fatima.«