I Vollsmose i Odense finder man lokalavisen Vollsmose-Avisen, som skal danne et nuanceret og positivt billede af det berygtede ghettoområde. Avisen er skrevet af borgerjournalister, og blandt dem er 17-årige Farah Ahmad, som tager os med bag scenen på sine vigtigste historier og livet som borgerjournalist.
Regnen siler ned på de store vinduespartier foran Vollsmose Bibliotek. På en bænk ved siden af en sort spindeltrappe sidder en ung, mørkhåret kvinde, som ivrigt bladrer i en stak aviser. »Det er denne her,« siger hun med begejstring, mens hun peger på en artikel i en af aviserne.
Den unge kvinde er Farah Ahmad, en 17-årig borgerjournalist fra Vollsmose-Avisen. Hun har aldrig boet i Vollsmose, men hun tilbringer meget af sin fritid i bydelen, hvor hun har familie og venner. De sidste to år har Farah arbejdet frivilligt for avisen, hvor hun sammen med andre borgerjournalister og redaktøren, Signe Lene Christiansen, forsøger at skildre Vollsmose med en konstruktiv tilgang:
»Beboerne er eksperterne i, hvordan det er at leve i Vollsmose. Det vi gerne vil, det er at skildre Vollsmose på en genkendelig måde for beboerne. Deres vinkler er nogle gange anderledes end andre mediers vinkler, fordi beboerne er mere optagede af, hvordan vi løser problemet,« fortæller Signe Lene Christiansen.
Tilbage på bænken er Farah klar til at fortælle om sit eventyr som borgerjournalist.
Nørregaards Teater slog dørene op
Farah kigger med stolte øjne på artiklen. “Nørregaards Teater slog dørene op”, står der i rubrikken, og i byline står Farahs navn.
»Det var første gang, jeg fik lov til at møde nogen inden for kunstbranchen. Det var Nørregaards Teater, som åbnede lige deroppe,« siger hun, mens hun peger på toppen af den sorte spindeltrappe.
Hun rejser sig op, tager de fire aviser under armen og begynder at bevæge sig op ad trappen. På første etage er de høje, hvide vægge tildækket med kunstplakater. Farah går direkte hen til en sort dør og hiver ned i dørhåndtaget.
»Der er låst,« fortæller hun skuffet. For Farah er denne historie særlig, da de færreste associerer Vollsmose med teater. I manges øjne består Vollsmose udelukkende af ungdomskriminalitet, bandekonflikter og social kontrol:
»Det, at de har åbnet et teater herude, er noget stort. Der kommer flere gode ting til Vollsmose, og det er godt at høre,« siger Farah.
Teateret er blot en ud af mange berigelser, som Vollsmose har fået de seneste år. Bydelen har fået udendørs kunst, sportsklubber og efter mere end 15 år sin egen praktiserende læge.
Hvis vi kan grine sammen, kan vi leve sammen
Ved siden af den låste dør til teateret, er der en åben dør til et stille lokale med dæmpede lys. Farah går derind og lægger aviserne på et bord. Pludseligt bliver stilheden afbrudt af lyden af knitrende avispapir. Farah er igen gået på jagt efter en artikel.
»Kender du ham her? Mazen Ismail?« spørger Farah, mens hun peger på et billede af en mørkhåret mand med en grimasse. »Han er digter, komiker, han er flere ting,« tilføjer hun.
Komikeren Mazen Ismail besøgte sidste år Vollsmose i forbindelse med et liveshow i Nørregaards Teater. Her fik Farah æren af at interviewe ham, og det blev til en oplevelse, som hun sent vil glemme. Hun trækker sin telefon op af lommen og sætter en lydoptagelse til.
»Du var virkelig god. Det var nogle spørgsmål, som du virkelig har brugt tid på at tænke igennem og overvejet. Det skal du have ros for,« siger Mazen Ismail i lydoptagelsen. Farah sidder tilbage med et stort smil på læben.
»Jeg blev så rørt af, at en person som ham synes, at jeg gør det godt. Jeg tænkte bare: ‘Hvordan er det muligt, at jeg fik chancen? Jeg er kun borgerjournalist’« fortæller hun begejstret. For Farah har anerkendelsen været en motivation for hendes arbejde:
»Da jeg startede på gymnasiet, skulle vi introducere os selv. Jeg sagde, at jeg hedder Farah, og at jeg er borgerjournalist i Vollsmose. Der synes folk, at det var underligt, men så spurgte de ind til det, og så synes de, at det var fedt. Det er bare fantastisk.« fortæller Farah og tilføjer, at hun ønsker at læse til journalist efter gymnasiet.
Fra rapper-drøm til familieliv
Farah går ned af spindeltrappen og gennem Vollsmose Torv, som er hjem for blandt andet supermarkeder, tøjbutikker og restauranter. Man ser alt fra mannequiner iført kjoler i skrigende farver til familier på udkig efter friske grøntsager hos grønthandleren. Duftspor af eksotiske madretter går ikke ubemærket, og det gør lyden af høje grin og fremmede sprog heller ikke.
Udenfor træffes Farah af et hav af våde etageblokke og en masse natur under en grå himmel. Hun er på vej hen til bygningen, hvor den tredje historie fandt sted.
»Jeg lavede en portrætartikel af en familiefar her,« siger den unge borgerjournalist. Hun stiller sig under et skærmtag for at beskytte sine aviser fra støvregnen. »Han er familiefar, og når man ser ham, tænker man ikke, at han laver musik. Han ligner ikke typen,« tilføjer hun efterfulgt af et grin.
For hende er denne historie betydningsfuld, fordi den bryder med forestillingen om, at indvandrere i ghettoområder er uambitiøse:
»Vi har også folk med drømme i Vollsmose. Vi har også folk, som fokuserer på familien og holder sig fra problemer. Han er familiefar og har en drøm. Han arbejder også for UngOdense, hvor han underviser i musik,« fortæller Farah, mens hun holder stramt fast på aviserne, så de ikke tages af blæsten.
Fayza blev genforenet med sin ungdoms-forelskelse efter 60 år
Farah gemmer aviserne under jakken og træder ud i regnen. Hun går hen til en anden etageblok kun få minutter væk.
»Fremmede skrev til os, at de fik tårer i øjnene, efter de havde læst historien. Den ramte på en anden måde,« siger Farah om den sidste artikel på turen, som også er hendes nyeste. Hun går ind i entréen til etageblokken for at få varmen.
»Jeg skrev om det her par. Pigen boede med sin rige familie i Irak og blev forelsket i en fattig dreng, som arbejdede for dem. Så opstod der familiekonflikter, og hun blev nødt til at flytte. Hun blev gift og fik en datter. Han blev også gift og fik børn. Sidste år skriver hendes søster, at hun havde fundet ham, og de blev genforenet efter 60 år.«
Under det gullige lys i entréen reflekterer Farah over mediernes påvirkning på samfundets syn af udlændinge. Vollsmose har knap 9.200 beboere, hvoraf cirka 70 procent er indvandrere eller efterkommere af indvandrere.
»Der er en grund til, at mange har så dårlige kommentarer om udlændinge. De er blevet fortalt af medierne, at når der siges “udlændinge”, så handler det om noget dårligt. Det er virkelig trist,« fortæller Farah. For hende har denne historie et særligt budskab:
»Alle har en smuk historie. Også folk, der bor i Vollsmose. Vollsmose har ikke kun en dårlig side, men har også en god side.«
Vollsmose-Avisen udkommer cirka hver 14. dag og er en del af den boligsociale helhedsplan i Vollsmose.