Bomber, soldater og frygt har overtaget hverdagen i Ukraine. I håb om sikkerhed og en tryggere hverdag er omkring 35.000 ukrainere flygtet til Danmark. Tre af dem er Valentina, Galina og Irina.
Den russiske invasion af Ukraine startede den 24. februar 2022. En invasion, som har gjort, at over 4 mio. ukrainere er flygtet fra deres hjem. Mange er flygtet uden mere, end hvad de kunne bære. De har efterladt hele deres liv tilbage i Ukraine. Men hvordan er det så at komme til et fremmed land med en fremmed kultur og et uforståeligt sprog? På trods af gæstfrihed kan hjemveen stadig trække, og det og dem, de har forladt, stadig fylde meget.
Vi har besøgt tre ukrainske familier, der nu bor i Danmark for at høre deres historie.
Valentina: “Jeg savner alt”
Når man ankommer til en villavej i Hørup, bliver man mødt af børnelatter. Her findes et hus, som normalt rummer en familie på fire, men nu rummer 10 personer. En af dem er ukrainske Valentina Fedosieiva på 35 år. Allan Anderson og hans kone er en af de familier, som har åbnet sit hjem for ukrainske flygtninge.
Valentina ankom den 8. marts sammen med sine tre børn. De er flygtet fra Kyiv. Det har været en lang rejse fra Kyiv med tog til Slovakiet og videre hele vejen til Danmark. Selvom rejsen var lang, var hun fast besluttet på, at de skulle væk fra bomberne og frygten for at dø.
På skødet sidder hendes to-årige datter Amelia. Valentina kigger på hende, aer hendes kind, kigger op og siger:
»Det vigtigste var at få mine børn i sikkerhed, og det er de nu.«
Det handlede om overlevelse, og med sig havde de kun én rygsæk hver. Men det er ikke mere oppakning, de savner.
»Jeg savner selvfølgelig alt hjemme i Ukraine. Mit hus, mine venner og min familie«.
Valentina holder en pause med at tale. Allan giver hende et anerkendende nik, imens han trykker hendes arm.
Selvom tiden er hård, har familien indtil videre fundet sig godt til rette hos værtsfamilien i Sønderjylland. Trods at den ukrainske kultur ifølge Valentina adskiller sig fra den danske, trives hun i Danmark. Med et glimt i øjet roser hun værtsfamilien og fortæller, at Allan hjælper til med alting. Hjælpen har været stor, og det har også fået Valentina til at øve sig på dansk og søge job som rengøringskone på en skole i Sønderborg.
Dagene i Danmark går hurtigt, da Valentina har tre børn at tage sig af. Med et smil fortæller hun, at de ofte går ture eller laver mad sammen. For hende minder hverdagen meget om den, hun havde i Ukraine før krigens udbrud. Imens hun griner, siger hun, at kommunikationen dog er mere besværlig.
Tanken om at skulle blive i Danmark og starte et liv her skræmmer hende ikke. Så længe hendes tre børn kan få en frisk start, er hun åben for at blive her. Uvisheden om krigens længde har for alvor sat tankerne om et liv i Danmark i gang.
Galina: “Det var som at komme til Månen”
Ned ad en lille grusvej i Aabenraa bliver man mødt af endnu en villa. Et stort, gult murstenshus, som Galina Tarasenko på 42 år har fået lov at bo i sammen med sin mand, sine tre børn, hendes veninde og datteren. I Ukraine er deres nyrenoverede hus blevet bombet. De er flygtet fra Mykolaiv og ankom den 20. marts til Danmark. Det er endnu en af de familier, som har haft bomber og raketter flyvende over hovedet og så sig tvunget til at flygte.
Danmark er noget anderledes end det land, de kom fra, synes Galina. Både kultur og hverdag er anderledes.
»Det var som at komme til Månen«, siger Galina Tarasenko.
I Ukraine arbejdede Galina som biolog, hvilket er noget anderledes, end hvad hun laver i dag. Hun prøver at få dagene til at gå med at ordne dokumenter, have besøg af journalister, online-undervisning til børnene, og selv vil hun gerne finde nogle dansk-lektioner.
Selvom landet er anderledes fra Ukraine, ser Galina en masse positive ting i Danmark, som hjælper med at holde humøret højt.
»Jeg føler, vi har den samme mentalitet som danskere. De er meget hjælpsomme«, fortæller hun.
Mens Galina fortæller historien om deres flugt, kan man bag to døre høre børnelatter og klaverspil. Ud kommer Galinas to sønner og venindens datter, som alle tre er meget tilfredse med at bo i Danmark. Især fordi de endnu ingen lektier får for i skolen.
Trods Galinas forældre er efterladt i Ukraine, føler hun, at de bliver nødt til at se fordelene i, at de kan blive i Danmark sammen med sine børn.
»Mine børn kan starte til fodbold og få nye venner. Selvom jeg savner hele mit liv i Ukraine, er jeg med på, at det aldrig vil blive det samme«.
Irina: “Ukraine er mit hjem”
Foran caféen “Free-Ukraine” på Vesterbro i Odense møder vi Irina Kriat og hendes 5-årige søn Dima. Et sted, som de nu ofte besøger.
Hun ankom til Danmark den 13. marts sammen med sine to børn. Hendes mand har hun måttet efterlade i Ukraine, da han er mellem 18 og 60 år og derfor en del af den aldersgruppe af mænd, den ukrainske regering har forbudt at forlade landet. Først var Irina imod at skulle forlade hjemlandet, men hendes veninde, som allerede var ankommet til Danmark, fik hende overtalt. Irina og hendes to sønner blev derfor hentet i bil af en mand fra Kolding og kørt hele vejen fra Polen til Danmark – med kun to tasker pakket.
Og selvom der skulle overtalelse til at flygte, er de nu på grund af omstændighederne glade for, at de er kommet til Danmark, hvor de kan leve i tryghed. Værterne, Berit og Sebastian Bach Winther, har selv børn, der er blevet venner med Irinas egne sønner. Hun fortæller, at værtsfamilien gør alt for at hjælpe. På trods af at de kun har kendt deres værtsfamilie i en måned, betragter de dem som deres anden familie.
»Det er et dejligt land, her er mere roligt. Berit og Sebastian gør det mere trygt for os at være her«, fortæller Irina.
Heldigvis bor Irinas veninde med sine børn også i Odense, og de kan derfor mødes. De nyder, at cafeen Free-Ukraine er åbnet på Vesterbro. Selv føler Irina, at folk i Danmark har været meget hjælpsomme.
»Folk har hjulpet os rigtig meget. Især i cafeen, hvor vi kommer meget«, siger Irina.
Tiden i Danmark har givet Irina en følelse af, at ukrainerne ikke er alene. Oplevelsen i Danmark har været god, men aldrig i sit liv havde Irina troet, at hun skulle forlade Ukraine for et nyt land.
»Hver dag håber vi på, at vi kan komme hjem. Selvfølgelig drømmer jeg om at komme tilbage«, siger Irina, imens hun sidder med sønnen Dima på skødet.
Irina og familien har været vant til at rejse meget, men at skulle bosætte sig i et helt nyt land har aldrig været en del af deres plan. Hun håber meget på at kunne komme tilbage til hverdagen og blive genforenet med sin mand. Selvom hun gerne vil tilbage, ved hun, at der til den tid er meget arbejde, der skal gøres.
På trods af tre meget forskellige situationer har de alle et stærkt slægtskab til Ukraine og tænker over, hvad fremtiden bringer. Som Irina siger:
»Det er mit land. Det er mit hjem«.