Internettet har gjort det nemt for musikentusiaster at få adgang til musikken, blive klogere på den og dermed agere musikjournalist. Helt uden at være det. En mulighed, som beriger forbrugerne og det musikalske indhold, men som kræver, at musikjournalisterne må tænke ud af boksen og levere både noget mere og noget andet, end de plejer.
Det er overskyet, og den lave sol er endnu ikke dukket op over Aarhus, da GAFFAs chefredaktør Sidsel Thomassen træder ind i den rummelige trappeopgang i GAFFAs redaktionsbygning.
»Den digitale udvikling har på en eller anden måde lagt et større pres på medier som os,« siger hun i opgangens ekko, der væves sammen med trappernes knirken.
»Ah. Sådan. Så er vi her,« siger hun, da hun træder op på øverste etage.
Hun peger med flad hånd hen mod en hvid dør, sender et bredt smil og går ind til sin redaktion.
»Vi går bare ned i mødelokalet,« siger hun straks og viser vej mod enden af rummet.
Lyden af små clicks fra computermusene går igen ved skrivebordene, og på vejen gennem rynkede pander og firkantede øjne fornemmer man straks duften af kaffe, inden hun åbner døren til lokalet.
Hun slipper et muntert suk og sætter sig ned, kører sin ene hånd i sit mørke, krøllede hår og lægger hovedet på skrå.
»Alle, der har adgang til nettet, har mulighed for at agere musikjournalist,« siger hun.
Sidsel Thomassen. Foto: PR.
Autoritetskrise
Et andet sted i Smilets By nikkes der genkendende til det store pres hos GAFFA. Her befinder lektor ved DMJX og forsker i musikjournalistik Troels Østergaard sig. Han har forsket i musikjournalistikkens udfordringer i det digitale medielandskab.
»På den ene side er forbrugerne holdt op med at købe fysiske albums. På den anden side har musikjournalistikken stadig et særligt fokus på hele det musikalske album. Musikjournalistikken har generelt svært ved at finde nogle passende narrativer og genrer til at beskrive den meget fragmenterede måde, som folk lytter til musik på,« siger han.
Udviklingen af folks musikforbrug er altså i bredere omfang selvstyret, og forbrugerne hører i højere grad musik på streamingtjenester som Spotify og YouTube i stedet for fysiske albums. Musikjournalisterne skal derfor finde ud af, hvad de skal gøre, og hvordan de skal forme musikjournalistikken. Dette er, ifølge Troels Østergaard, med til at stille musikjournalisterne overfor en ’autoritetskrise’.
»De (red. musikjournalisterne) mister deres autoritet. Ét, fordi der er så meget information, og to, fordi det er let at få adgang til information,« siger han med en sikkerhed i stemmen.
Musikjournalisterne har tidligere fungeret som ’døren’ til information om musik, hvilket også var med til at give dem deres autoritet som journalist. Nu er den rolle opløst, da internettet er blevet til døren. Forbrugerne kan derfor nemt og gratis dykke ned og analysere det, de lytter til, og dermed selv udgive deres viden i form af journalistik.
»Hvis du vil have kvalificeret, detaljeret, nørdet information om populær musik. Så har der aldrig nogensinde, på noget tidspunkt i historien, været så meget tilgængeligt for dig. Men det ligger jo på YouTube eller andre steder,« siger Troels Østergaard.
Merværdi
Sidsel Thomassen hiver sig i trøjen og kigger betænksomt op mod hjørnet af lokalet. For hende er den udvikling, som Troels Østergaard beskriver, helt tydelig.
»Det er ikke nok bare at skrive hvem, hvad, hvor længere. For det kan de (red. forbrugerne) se alle andre steder,« siger hun.
Man kan spørge sig selv, om ens autoritet ikke er irrelevant for indholdet, hvis det er sandt og godt formidlet. Egentlig ikke, nej, hvis man altså er journalist, fortæller Troels Østergaard.
»Udover autoritet, så har journalistik egentlig ikke nogen eksistensberettigelse. (…) De journalistiske mediehuse skal have en viden, indsigt og adgang til information, som er større end forbrugerens egen viden og adgang til information,« siger han.
For Sidsel Thomassen og resten af GAFFA-redaktionen handler det derfor om at skabe det, som læserne ikke får andre steder. De skal skabe, hvad hun kalder, ’merværdi’. Noget, som kræver, at man både er aktuel, kreativ og nytænkende.
»Vi skal have fat i nogle historier, som man ikke lige kan få andre steder. Man kan for eksempel sige, at den musikjournalistiske biografi om en person er blevet udvandet, da man kan følge med i artisters liv på sociale medier, så vi skal på en eller anden måde tilføje den merværdi,« siger hun.
Samtidig er det, ifølge Sidsel Thomassen, nødvendigt for GAFFA at vise, at de ikke kun er et mediehus, men at de, i lige så høj grad som musikentusiasterne, skaber musikjournalistikken, fordi de elsker den. På den måde kan de fungere som en inspirationskilde for læserne, der ikke kun eksponeres for musikalske nyheder, men bliver inspireret til at dykke dybere og længere ned i musikken.
Grundelementer
I den perfekte storm af uendelige informationer må musikjournalisterne tage handling, for at beholde sin autoritet og for at blive ved med at eksistere.
»Musikjournalistikken skal finde ud af, hvad musikjournalisterne særligt kan bidrage med. Hvordan er det journalistik,« siger Troels Østergaard.
Hos Sidsel Thomassen og GAFFA-redaktionen handler det ikke kun om at tilføje noget særligt, men også om at udfordre journalistikken, så de samtidig kan følge med tiden.
»Der er en masse ting ved tegnebrættet, som gør, at vi skal blive endnu bedre til at fremhæve den her digitalisering. (…) som er med videokoncept og podcast og så videre,« siger hun.
Dog er det stadig nødvendigt at huske sine journalistiske færdigheder og behandle stoffet som alt andet kritisk journalistik.
»Løsningen er at holde fast i de grundelementer. Man kan godt udvikle sig, samtidig med, at man holder fast i grundelementerne,« siger hun med gestikulerende hænder.
Samme forudsigelse har Troels Østergaard, da han bliver bedt om at give et bud på, hvad der skal gøres, for at journalisterne kan beholde deres autoritet.
»Jeg vil sige: Brug et par af de journalistiske kernekompetencer (…) og sørg for, som minimum, at kom i højde med de mange kvalificerede musiknørder, der findes derude. Så tror jeg, at musikjournalistikken har en fremtid,« siger Troels Østergaard.
Da interviewet er slut, rejser Sidsel Thomassen sig for at vise resten af sin redaktion. Hun går hen til sit skrivebord og hiver en stor mappe med gamle GAFFA-blade frem. Hun åbner den og bladrer til første side. Det er en gammel, lamineret avisside fra 1984 med en ung mand på forsiden, hvis hår stritter i vejret i en energisk bevægelse.
»Det er Peter A. G.,« siger hun med et stort smil.
Der er stadig overskyet udenfor. Den lave sol skinner nok ikke over Aarhus i dag. Måske den i fremtiden skinner over musikjournalisterne, hvis løsningen er god nok.