Foto: Joiarib Morales Uc on Unsplash
Sundhed og samfundssind blev nøgleordene i det herrens år 2020. Nærmest udelukkende på grund af en pandemi. COVID-19 har sat vores omgang med hinanden på prøve. Afstand og hensyntagen er på meget kort tid blevet en forudsætning i mange af dagligdagens små hjørner. Senest er hele det offentlige liv, lige fra fastfood-forhandlerne til den lokale centerpub, blevet underlagt krav om obligatorisk at bære mundbind. Og det har været nemt og hurtigt at omstille både virksomheder og deres kunder til corona-venlige løsninger. Og for det siger jeg tak.
Dog finder jeg det også tankevækkende, hvor meget lige præcis denne virus har påvirket visse virksomheders sundhedsindstilling og samfundssind. Særligt når man tager deres øvrige sundhedssynder i betragtning.
Kigger man på kaloriekongen McDonald’s, så har de hurtigt, effektivt og lovpligtigt omstillet deres forretning, således at deres kunder nu ikke smitter hinanden unødvendigt, når de skal købe deres diabetes type-2. Selvom dette umiddelbart lyder positivt, så kan man alligevel godt undre sig over, at dette er den eneste sundhedskrise, som McDonald’s skal indrette sig efter. Især fordi McDonald’s selv har aktier i de aktuelle fedmeepidemier, der ses verden over. I Danmark er 51% af den voksne befolkning overvægtige. 17% har et BMI på over 30. Og udgifterne er til at få øje på. Et menneske med en så høj BMI koster i gennemsnit samfundet 28.000 kroner – svarende til lidt mere end 500 Double Big Tasty Bacon menuer. Denne virkelighed har også sin jævnlige gang i den offentlige debat, men den reguleres aldrig lige så fast, som vi har set reguleringen af coronavirus.
Dette indlæg er ikke skrevet for at fatshame mennesker, der måtte være overvægtige. Det er heller ikke skrevet som en kritik af den danske corona-politik. Det er i stedet skrevet med en forhåbning om, at den hurtige eksekvering af sundhedsforanstaltninger, der pludselig er opstået fra politisk hold, smitter af på indsatsen ved andre sundhedsfaglige problemstillinger. Ikke at virksomheden bør være ulovlig. Men folks daglige indtag af kalorier bør kunne reguleres mere effektivt, end man hidtil har gjort.
Den nuværende pandemi har kostet dyrt. Statskassen har blødt milliarder af kroner væk. Et forslag kunne være at lægge en hård beskatning på kolesterol-bomberne. Hvis der blev indført en lige så høj procentvis beskatning på fastfood med et for højt kalorieindhold, som man har indført for cigaretter og tobak, så ville der ske én af to ting. Enten stopper folk med at spise fastfood i samme grad som hidtil. Afgifterne vil så ikke indbringe meget, men man vil forhåbentligt kunne spare penge i sundhedssektoren. Hvis fastfood-vanerne holder, vil brugerne blot være med til at betale for deres egen fremtidige behandlinger.
Kritiske røster vil måske påpege, at McDonald’s og resten af burger-holdet kunne føle sig nødsaget til at forlade Danmark, hvis regeringen begynder at stille slankere krav til mad-gigantens avance. Det er givetvis også korrekt. Men Danmark kommer heller ikke til at mangle fastfood-løsninger, blot fordi en burgerkæde eller to forsvinder. Tværtimod kunne det tænkes, at der ville komme nye, konsekvent skattebetalende spillere i markedet.
Lad os blive ved med at holde de gode takter i forhold til den aktuelle sundhedskrise. Men lad os nu også prøve at gøre op med den manglende adfærdsregulering af menneskers fastfood-indtag. Vi skal hverken ædes op af folkesygdomme eller influenzapandemier. Og vi skal heller ikke æde os ihjel.
Man kan selvfølgelig ikke sammenligne konsekvenserne fra fastfood-indtag med en hurtigt smittende virus. Til gengæld kan man nemt sammenligne indsatsen imod coronavirus med diverse folkesygdomme. Og forhåbentligt bliver det en eller anden dag en lige så effektiv indsats vi ser i kampen mod kaloriekongerne.