Illustration: Anna Katharina Wørmer
Min mor er oprindeligt fra Ekaterinburg i Rusland, men har boet i Danmark i 23 år. I alle de år er hendes mor kommet på besøg med jævnlige mellemrum, men i dag ser det langt mere vanskeligt ud. Den danske stat afholder mig nemlig fra at se min russiske mormor.
Hvis jeg siger chokolade med orangeknas, lugten af seniorbolig eller terrazzo-fliser på badeværelset, hvad tænker du så på? Søndagsbesøg på plejehjemmet, fødselsdagsfejring med hele familien, duften af Chanel N. 5? Måske var den sidste lidt for stereotyp, men tanken er, at denne associationsrække skal få dig til at tænke på din bedstemor. Det kan være, at jeg har ramt helt forbi, og så falder min pointe til jorden, men altså når jeg selv tænker på min russiske mormor, tænker jeg på nogle lidt andre ting. I år 2022 er det faktisk mest bekymring, der fylder mit hoved, når hun dukker op i mine tanker, for det er altid det samme ubehagelige spørgsmål, der plager mig: Hvornår mon jeg ser hende igen? I maj måned blev visumreglerne for russere nemlig skærpet, og det har forlænget udsigterne til et gensyn med babushka og hendes hjemmelavede oladushki, som er en slags russiske pandekager.
Okay, jeg overlever nok uden mormors gastronomiske evner, og jeg er klar over nyopfundne teknologier tillader en relativt god skærmforbindelse til, ja, en by i Rusland. Men jeg er bekymret og utryg ved tanken om, at et familiemedlem holdes ‘fanget’ i et land, der er på alles læber lige nu, og ikke på den gode måde.
Der bør ikke herske nogen tvivl om, at jeg fordømmer og tager afstand fra krigen (alt andet ville være helt gakket), men jeg synes ikke, at Danmarks symbolpolitik er særlig holdbar. Jeg mener faktisk, at den er helt hen i vejret.
Flyforbindelser til og fra Rusland er ikke-eksisterende, og udstedelse af visum til russere er så langhåret en proces, at det næsten kan være ligemeget. Vi kan f.eks. kigge på den ansøgningsformular til ‘familiesammenføring’ i Danmark, som russiske borgere kan benytte sig af. Jubii. Nå vent. Nej altså, du skal også lige betale 10.000 kr. for at søge(!), ventetiden er på 6+ måneder, og så er der altså heller ingen garanti for, at babushka får lov til at flytte til det ganske danske land. Mens bureaukratiets mure tårner sig op og splitter min mormor fra resten af familien, sidder Putin i sit underjordiske palads og fryder sig. Fryder sig over, at ingen russere kan undslippe det helvede, han har skabt på gammel sovjetisk jord. Fryder sig over den magt, han selv besidder. Fryder sig over, at Vesten endnu engang fremstår som the bad guy i russernes øjne, selvom det fjendske ry skyldes den propagandistiske mediedækning, der har hersket siden… altid.
For hvis vi zoomer lidt ud, så er det vel ikke nogen hemmelighed, at Rusland siden dag ét har portrætteret Vesten som den evige skurk. Vi vesterlændinge er blevet kaldt for nazister, fascister, pædofile… the list goes on. Desværre er det ikke en snæver del af befolkningen, der deler de her absurde holdninger. Faktum er, at alt for mange russere er blevet indoktrineret af de statsejede nyhedskanaler fra barnsben af; her er der ingen objektivitet, kun et nationalistisk narrativ.
Og det nationalistiske narrativ bliver fremmet for hver dag, der går, og krigen fortsætter. Alt imens vi i Danmark spiller heltemodige og solidariske ved at køre en symbolpolitik, der egentlig ikke forbedrer, men tværtimod forværrer situationen for os selv. Det startede med et kulturelt boykot af russisk musik, tv og teater, og det var åndssvagt, at vi ikke kunne skelne mellem Tjajkovskijs Svanesøen og Putins krigsførelse, men nu kan vi for alvor mærke krigens kolde gys. Vi ser nemlig ind i en vinterperiode med voldsomt høje energipriser.
Regningen for solidaritet skal betales nu
I Danmark vil vi gerne fremstå viljestærke og solidariske, fællesskabsorienterede og med retfærdighedssansen i god behold. Vi vil gerne sende et signal til EU-landene, men også til Ukraine om, at vi står sammen på tværs af landegrænser. Men hvad hjælper det her ‘signal’ overhovedet? Jeg er klar over, at vi er stærkest, når vi løfter i flok, men ser du nogen effekt? I et Genstart-afsnit om energikrisen siger Europakorrespondent på Information, Tore Keller, noget rimelig klogt i min optik. Han siger, at regningen for solidaritet betales nu. En regning, som jeg, i overført forstand, kan mærke i mine familierelationer. Og en regning, som du, i bogstavelig forstand, kommer til at mærke, når den danske vinter melder sin ankomst.
Vi mener symbolpolitikken i bedste mening, men desværre rammer det ikke manden i vores sigtekorn. Det 21. århundredes jernmand er nemlig pakket godt ind i bobleplast, som var han en matryoshka af porcelæn. Og netop derfor er mange af de uskyldige russere, bl.a. min mormor, blevet til skydeskive. Mens Danmark og resten af EU-landene forsøger at navigere rundt i en krigszone (beklager analogien), prøver jeg at gennemskue, hvordan min sidste bedsteforælder nægtes opholdstilladelse i et land, hvor resten af hendes familie opholder sig. Situationen spidser til, mens jeg forsøger at råbe igennem larmen af politik og krudt: hvorfor skal min mormor holdes som gidsel i eget land?