BRANCHEN

Hvor langt skal man gå for pressefriheden?

Det er journalisternes fornemmeste job at publicere indhold, der informerer og oplyser samfundet, noget pressefriheden giver mulighed for. Sådan er det bare ikke alle steder. I dokumentaren ”Courage – Journalism is not a crime” viser undersøgende journalist Tom Heinemann hverdagen for tre journalister rundt i verden, der hver dag kæmper for den frie presse.

De seneste 17 år har journalisten Tom Heinemann og hans kone Lotte rejst rundt i verden for, med sine egne ord, at interviewe, afdække og granske lande og systemer. Senest har de været en tur i Myanmar, Aserbajdsjan og Tyrkiet, hvor de har stiftet bekendtskab med tre journalister. Tre journalister, der alle er på flugt fra politiet og styret i landet, fordi de har brugt deres pressefrihed til at passe deres job. Det er udmundet i dokumentaren ”Courage – journalism is not a crime”, der fortæller historien om Lawi Weng, Emin Huseynox og Erdem Gül, som alle har modet til at kæmpe for deres frihed til at udtrykke sig som journalister. Og arbejdet med dokumentaren og de tre modige journalister har gjort et stort indtryk på Tom:

»Jeg er kommet tæt på nogle mennesker, som jeg er kommet til at holde meget af. De udfører et heroisk stykke arbejde hver dag, og det er beundringsværdigt,« fortæller han.

Men hvad skal pressefrihed koste? Og er det dét værd?

Pressefrihedens pris
Den globale pressefrihed er under konstant pres, hvilket gør det svært for journalister at passe deres arbejde. Graden af pressefrihed måles på baggrundt af forskellige kriterier som censur, vold mod journalister, undertrykkende lovgivning og statslige mediemonopoler, og både Lawi Weng, Emin Huseynox og Erdem Gül lever i lande, hvor det står skidt til:

»Pressefriheden er hele fundamentet for et sundt og demokratisk styre, og den er udfordret i lande som Myanmar, Aserbajdsjan og Tyrkiet,« forklarer Tom og fortsætter: »Lawi, Emin og Erdem gør en kæmpe forskel. De er blevet truet, sat i fængsel og er på flugt fra deres eget land, fordi de forholder sig kritisk til regimet og bruger deres pressefrihed som journalister. Det er heroisk,« fastslår han.

Den ene af dokumentarens hovedpersoner, Erdem Gül, tidligere redaktør på avisen Cumhuriyet, står til en fængselsstraf på 15 år, for at bringe journalistik om det tyrkiske styre, der smuglede våben til syriske islamister. Trods det har han ikke planer om at stoppe, og han udtaler følgende:

»Vi (red. journalister) kan snart ikke komme længere ned. På et tidspunkt søger journalisterne, der er trykket så langt ned, op til overfladen efter ilt. Og så kommer vi tilbage igen. Vi er nede lige nu, men vi bliver ved med at publicere og kæmpe, og det vil bringe ofre. Men vi stopper ikke.«

Tom har svært ved at sætte sig i Erdems sted, men han tager hatten af for ham:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg ville være som journalist, hvis jeg boede i Tyrkiet. Ville jeg turde gøre dét, Erdem gør? Jeg ved det ikke,« siger Tom og ryster på hovedet. »Men en ting er sikkert: jeg beundrer ham, og jeg har en kæmpe respekt for ham, Lawi og Emen.«  

Pressefrihedsindekset udarbejdes af den internationale organisation Reporters without borders og måles på baggrund af kriterier som censur, vold mod journalister og undertrykkende lovgivning. Jo tættere landet er på 0 på skalaen, des større er graden af pressefrihed. Hvor Danmark ligger på en 9. plads, er Myanmar at finde på plads 137, Tyrkiet på plads 157 og Aserbajdsjan på 163.

Livsfarligt, livsnødvendigt arbejde
Tom oplever ofte, at udenlandske kilder springer fra, selvom de har haft en aftale om interview. Kilden kan hurtigt gå fra at kritisere et system til pludselig at vende på en tallerken og fortælle Tom, at han er helt galt på den:

»De bliver simpelthen købt gennem trusler og tør ikke længere. Magtfulde mennesker fra regimet i landet kan finde på at dukke op hos kilden iført maskering og pistoler og sige ”er du glad for dine børn? Så tier du stille!”. Hvad ville du så gøre?« spørger Tom og holder armene ud til siden.

Derfor har arbejdet med de tre modige journalister været enormt spændende for Tom. De har alle vendt systemet ryggen og kæmper for deres ret til at publicere, hvad end det må koste. Og det kan koste dyrt:

»Jeg kan slet ikke sætte mig i deres sted. Jeg lever i et land, hvor det er fuldstændig ufarligt at kritisere regeringen, men hvor de kommer fra, kan det være livsfarligt,« siger Tom og fortsætter hovedrystende: »så jeg kan godt forstå dem, der ikke tør blive ved. Og deraf nærer jeg kun endnu større respekt for Lawi, Erdem og Emen, fordi de tør.«

I Danmark spiller medierne en stor rolle som samfundsoplysende institution og er en vigtig brik i demokratiet:

»Herhjemme kalder man pressen for den fjerde statsmagt. Det kan man sgu ikke i de lande, jeg har besøgt i forbindelse med dokumentaren. Det er steder, hvor det kan være livsfarligt at have en byline på sin artikel,« forklarer Tom.

Foto: Louise Olifent

Indignationen er drivkraften
Tom må ikke længere rejse ind i Indien og Sri Lanka, han er blevet truet på livet i Sydafrika og han fortæller, at han heller ikke skal regne med at komme tilbage til Aserbajdsjan igen. Alt sammen grundet hans journalistik. Men ligesom de tre journalister fra dokumentaren bliver Tom ved med at lave undersøgende journalistik om kritisable forhold:

»Jeg bliver indigneret, når jeg ved, at der er noget galt. Noget som skal undersøges. Det er min drivkraft,« fastslår han og fortsætter: »Om det handler om børnearbejde, miljøproblemer eller pressefrihed, så vil jeg undersøge det. Når noget pisser mig af, så driver det mig som journalist.«

Det tætte arbejde med journalisterne Lawi, Erdem og Emen har været enormt givende for Tom, der ugentligt er i kontakt med dem alle. Og nu kæmper han med dem for deres pressefrihed:

»Hvis Lawi siger til mig nu, at der har været nogen efter ham og bedt ham om at stoppe, så vil jeg gå til alle jeg kender og bede om hjælp til at beskytte ham,« siger Tom og spørger sig selv, hvordan man beskytter en mand der er truet: »Det gør man ved at vise regimet, at der er mange, der holder øje med dem udefra.«

Derfor har han også en bøn. En bøn der måske kan få pressefriheden til at vinde over diktatoriske regimer:

»Vi skal lære at arbejde sammen på tværs af lande og medier, det er hvad fremtidens frie journalistik hviler på. For lige nu går det ikke skidegodt,« understreger han.

»Lawi, Erdem og Emen gør, hvad de kan, selvom de er under konstant pres. Journalistik er ikke en forbrydelse, men det kræver mod at kæmpe for pressefriheden. Og det er dét værd.«