For journaliststuderende på fjerde semester er april måned lig med praktiksøgning – en nervepirrende og krævende proces, som faget ‘Praktikkens aspekter’ skulle forberede os på.
Jeg står dog tilbage med en følelse af ikke at være blevet ærligt forberedt på den rutsjebanetur, som praktiksøgningen har været for mit og mange andres vedkommende.
Praktiksøgningen er nogle intense uger, hvor følelserne i forvejen sidder uden på tøjet. Vi håber alle inderligt på at lande et sted, som vi bliver glade for at tilbringe vores praktiktid hos. Det er derfor særligt problematisk, at man i en følelsesmæssigt skrøbelig position ikke bliver forberedt grundigt nok på hvilket forløb, der egentlig venter forude.
“Det er praktikstederne, der skal sælge sig selv på praktikmessen,” fik vi blandt andet at vide til det første infomøde. “I skal bare være jer selv og komme til messen med et åbent sind.”
Så det gjorde jeg. Jeg deltog i messen med et mål om at besøge så mange forskellige praktiksteder som muligt for at afsøge mine muligheder. Jeg havde ikke en rig salgstale parat, for det her var mediernes mulighed for at vise hvem de var, og hvad de kunne tilbyde.
Det fandt jeg ud af var en fejl, for det var en anden virkelighed, jeg mødte, end den vi var blevet orienteret om til de forberedende infomøder. For de forskellige mediehuse har fra start holdt skarpt øje med os praktiksøgende og vores adfærd – om man har vist interesse på messen, ens attitude og væremåde. Har man stillet spørgsmål? Og hvilke andre stande er man gået hen til? Der er sågar nogle medier, der allerede til messen tager stilling til, om den spirende journalist foran dem passer ind som praktikant hos dem eller ej.
“Intet er afgjort før matchdag,” fik vi vi også at vide. Det føles dog sådan, når mediehusene allerede i løbet af den første dag af åbent hus-ugen begynder at indgå forhåndsaftaler med praktiksøgende (også kendt som tilkendegivelser eller indikationer – kært barn har mange navne).
Mange studerende takker ja til mediernes tilbud om forhåndsaftaler. For at citere en af mine medstuderende: “Hvis jeg ved, at de medier, jeg gerne vil være på, laver aftaler med alle mulige andre, så ved jeg også, at der ikke er plads til mig, hvis jeg ikke er med på præmissen om at indgå forhåndsaftaler. Hvis man ikke melder sig ind i det her spil, så kan man ikke være med.”
For at blive i den fortærskede og efter min mening lettere upassende spilanalogi, så føltes forhåndsaftalerne som aftalt spil. Det kan nemt tage modet fra en, når man er en af dem, som ikke bliver tilbudt en. Dette aftalte spil viser sig fra sin værste side, når medierne allerede indgår aftaler i starten af åbent hus-ugen, nogle gange før alle praktiksøgende overhovedet har været til samtale.
Jeg føler ikke, at jeg er blevet klædt godt nok på til praktiksøgningen og de uskrevne regler og procedurer, som har ulmet i det usagte.
Jeg har savnet ærlighed og transparens omkring processen. For hvis mine forventninger stemte overens med den virkelighed, jeg endte med at møde, kunne jeg med høj sandsynlighed have undgået at føle, at tæppet blev revet væk under mig.