Jeg botaniserer abnormt meget inde på TikTok, om jeg vil det eller ej. Jeg lider af Stockholms syndrom. Jeg er forelsket i min vogter. Og selvom doomscrolling er en rigtig ting, så har jeg også lært noget meget brugbart; når folk sender live, ser man et mønster, der vidner om, at de dårligere stillede i vores samfund er den moderne pendant til en hofnar.
TikTok har fanget mig. Det er mit Netflix. Den kender mig bedre end de fleste gør.
Uden TikTok havde det krævet mig den typiske finde-mig-selv-rejse fra Thailand til Vietnam, Laos, Cambodia og Bali for at lære det om mig selv, at jeg havde en særlig affinitet for afroamerikanske mænd, der dypper deres ansigt i isvand og lever et liv uden nogen form for realitetsprincip. Eller se afdankede realitystjerner danse i dagligvarebutikken Meny i Måløv (du læste rigtigt). Tolkien could never, venner!
Det er derfor, at det også er med en vis sorg, at jeg har gjort mig opdagelsen, at når du swiper til venstre i dit feed, så rammer en anden side af virkeligheden. Den rigtige, uredigerede side. Live-funktionen. På TikTok live finder du de mennesker med al tid i hele verden, men med intet at bruge den på. De har sjældent et arbejde, et internt valideringssystem eller en etisk sans over for hvordan man opfører sig tilsvarende sin alder.
Det nyeste ansigt i TikTok lives persongalleri kaldes i folkemunde ’Bo Sved’. Hvorvidt man kan hedde Sved til efternavn, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har mødt folk der hedder Filuka til fornavn, så jeg giver ’benefit of the doubt’. Bo er i høj grad fascineret af Jesus, Bibelen og Peaky Blinders. Han imiterer et Tommy Shelby look, med sixpence, blazer og seler.
På TikTok live finder du de mennesker med al tid i hele verden, men med intet at bruge den på.
Samtidig er Bo også et barn af Gud, eller det tror Hr. Sved i hvert fald selv. For da jeg her i sidste uge anskuer ham, og analyserer ham på hans live, står han og heiler og skælder højlydt ud på folk, der mener, at han burde stoppe med at ryge og få et arbejde. Herefter topper han den af med at drikke 11 Fanta Exotic på dåse (jeg har selv talt), og kalder det en dag. Han afslutter i øvrigt også alt, hvad han siger, med ”amen”.
Næste levende billede er en veteran i spillet, en af kanonfigurerne, om man vil; Niklas Krogh. Niklas Krogh er klart den mest hovmodige, men også psykotiske af de typer, jeg har stødt på i mit liv. Først og fremmest begår han den dødssynd, at han omtaler sig selv konsekvent som kongen, og har skabt et univers, hvor kun hans virkelighed er den rigtige. Men han er også den mest entreprenante. Han har formået at skabe en forretning, hvor han udstiller sig selv på diverse måder. Hans forretningsmodel går ud på følgende:
1) Du går ind på kongen.shop.dk
2) Du finder ud af, hvilket sortiment af pinsler han kan byde sig selv – her kan jeg personligt selv anbefale ti vodkashots for 99,- eller hælde remoulade i håret (du læste rigtigt igen)
3) Du ser det udfolde sig på hans live
Man tør spørge sig selv, hvordan kan det være tilfældet, at sådan noget her får ben at gå på?
Men sandheden er ikke bare, at benene går – de spænder afsted med Usain Bolts hastighed.
Kommentarsporet er entydigt – Det er lutter grin og latterliggørelse, hvilket til dels også er på sin plads, men når jeg efterbehandler de indtryk, jeg har fået på sådan en tur rundt i live-manegen, så kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang, Tivoli lavede ’Den Danske Koloniudstilling’. I udstillingen fremviste man mennesker fra forskellige dele af de danske kolonier fra inuit til caribier, hvilket dengang var en top idé, men i dag er fuldstændig råddent at tænke på.
Kommentarsporet er entydigt. Det er lutter grin og latterliggørelse, hvilket til dels også er på sin plads.
Er de her stakkels mennesker vores koloniudstilling? Skal vi hjælpe dem? Skal vi blive ved med at påpege deres vanvid? Hvad med mig selv? Jeg kan jo ikke stoppe med at beglo de her mennesker. Suk.