EKSTERN

Hvis arbejdet ikke er sjovt, så vil Sisse Sejr Nørgaard ikke være med

Med hue, runde briller og blondt hår kommer Sisse Sejr Nørgaard gående imod mig. Hendes stemme er kendt fra Radio100, men hun slår også sine folder i Politiken med sin egen klumme. Gennem hendes mange erfaringer med journalistik har hun bygget et mantra op ”Det virker åndsvagt, men det fungerer, og det er sjovt”. Det er netop dette ordsprog, der viste sig i en journalistisk oplevelse, som hun husker som værende noget helt særligt.

 

»Jeg ved ikke, hvad det er, men vi prøver.«

Sådan lød det, da journalist, radio- og tv-vært Sisse Sejr og jeg gik ind på Sebastopol, en restaurant på Sankt Hans Torv, på Nørrebro. Vi skulle havde været på Kaffeplantagen, men en horde af flittige studerende og barselsforældre havde overtaget stedet. Så vi gik direkte over vejen og ind på første og bedste sted, der serverede kaffe.

Skeer klingrede mod tung keramik og to hænder omsluttede glasset med juice ved bordende, så vi gik helt om bagerst i lokalet. Vimpler, guirlander og flag i samme farver som Le drapeau tricolore prydede hele restauranten. Oveni kom en tjener med sort forklæde, sort vest, to store hvide keramikkaffekopper med sort kaffe i. Og hvid mælk til.

Det hele virkede lidt åndsvagt, men det fungerede uden tvivl.

Samme vending bruger Sisse Sejr om grunden til, at vi sidder på denne frankofile restaurant.

I 2011 blev Sisse Sejr ansat på Pressen på P3 efter nogle år på de skrevne medier. På P3 fik Sisse nemlig muligheden for at arbejde sammen med en af hendes idoler.

»Jeg havde aldrig lavet radio i mit liv, men blev hyret. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg havde en gennemsigtig skjorte på til jobsamtalen, eller fordi jeg havde lavet noget sjovt, men i hvert fald kom jeg ind og skulle arbejde med mit gamle idol, som var og stadig er Tony Scott.«

Foto: Maria Wix Steffensen.

En blanding af det seriøse og det sjove

Den velkendte nyhedsverden med gule bjælker og 5 minutters-deadlines blev skiftet ud med en løsere tilgang til tingene, men vigtigst af alt var det skiftet ud med, at arbejdet skulle være sjovt.

Den tankegang voksede inde i Sisse.

»Det vigtigste er, at det bliver sjovt. Hvis folk forstår og griner af tungt stof, så husker de det bedre. De husker en punchline bedre, dermed også en lang fortælling om f.eks. tungt EU-stof.«

Og netop dét at spice tungt journalistisk stof op med humor, var det Sisse Sejr lærte af at arbejde sammen med Ida Ebbensgaard og Tony Scott. Den her blanding af en seriøs Ida, en sjov Tony og en Sisse, der skulle appellere til begge, gav mulighed for at lave et public service-program, hvor de kunne snakke om Det Arabiske forår, børns vilkår i Grønland eller tungt EU-stof på en ’åndssvag måde’, som både gjorde det sjovere og lettere at forstå.

I den forbindelse fik Sisse også ansvaret for at lave verdens første twitteropera. Hun fik hevet et kor, fra en skole på Christianshavn, og operasangeren Joakim Knop ind for at synge. En ven hjalp med at få versefødder til at passe og så flød en opera kaldet #AndersErRen ud gennem de danske radiohøjtalere.

»Jeg sang, koret sang, alle sang. Det, synes jeg, var virkelig sjovt, for teksten var sindssyg alvorlig. Den handlede om alle de gange Anders Fogh havde løjet om det grundlag, som vi gik i krig i Irak på. Men vi fik alle de tweets frem, som havde belæg på sig, under #AndersErRen, så det blev morsomt, og folk husker det endnu bedre af den grund. Det var ’åndsvagt’, men det fungerede helt vildt godt.«

 

Åndssvagt fungerer måske ikke altid

Sisse Sejr tilbragte lige omkring fire år på at lave ’åndssvage’ ting på Pressen på P3. Mantraet tog hun med sig og oprettede en freelanceforretning, der er bygget op omkring jobs og opgaver, som Sisse synes har været sjovt.

Tilbage i nutiden kan hun både skrive radio- og tv-vært, skribent, podcaster, kommentator og debattør på CV’et, og med kun en opgave tilbage forlader vi Restaurant Sebastopol.

Ude i det travle brostenskvarter leder Sisse Sejr vejen mod, hvad der næsten er Nørrebros svar på Eiffeltårnet i Paris, nemlig Assistentkirkegården

Mellem barnevognsgående barselsforældre og efterårets gule, orange og brune blade begynder vi at skyde billeder i ægte dameblad- og bloggerstil. Et lidt forceret smil, med hænderne i lommen bliver hurtigt skiftet ud med solbriller og spejden efter en lysere fremtid for den her fotosession. Småakavede poseringer, hurtigfræsende cykler, der vil forbi og støvregn på kameralinsen får mildest talt det hele til at virke ret åndssvagt. Efter flere locations og forværrende vejr, kigger vi billederne igennem, og gæt engang. Det fungerede slet ikke.