Gruppen: (fra venstre) Nikolaj Stevnsborg, Lasse Ørgård Slot, Andreas Sommer Thastum og Thomas Julsgaard. Foto: Amalie Windahl.
Jeg kan næsten altid huske, hvad jeg drømmer om natten. Når jeg vækkes af min alarmtone om morgenen, får jeg halvsovende forvildet min finger på snooze-knappen. Så har jeg otte minutter mere til at leve i en drømmeverden, hvor jeg er hovedperson.
Selvom min drømmeverden ikke kan deles med andre eller opleves mere end en gang, så er der et sted på internettet, som indeholder alt det, som drømme er lavet af. Det hedder VRChat, og det eneste, den kræver af dig, er et VR-headset og en internetforbindelse.
LIXEN har snakket med teknoantropologistuderende Andreas Sommer Thastum, Lasse Ørgård Slot, Nicolaj Stevnsborg og Thomas Julsgaard fra Aalborg Universitet i København. I tre måneder har de, sammen med et femte gruppemedlem, Rune Hove-Kreutzfeldt,
observeret og interviewet seks mennesker, som hver dag lever i en verden, hvor det føles som at drømme med åbne øjne. Udstyret med noget, der ligner forvoksede skibriller og en controller i hver hånd, træder man ind i et VR-baseret social medie, hvor man kan socialisere med folk fra hele verden.
VR… hvad for noget?
VR står for virtual reality og har eksisteret i årevis – det er et headset med indbygget computer, der tages på som briller. I modsætning til at se på en computerskærm, som er todimensionel, simulerer VR en 3D-verden, som giver én en følelse af at være inde i computerskærmen. Selv éns bevægelser bliver opfanget, og det er dermed muligt for eksempel at tage fat i ting, der er inde i spillet. I VRChat har brugerne mulighed for at interagere med andres 3D-avatarer og rejse gennem hundredvis af verdener, som alle er skabt af brugerne selv. Desuden foregår kommunikationen på VRChat med direkte tale, og nogle brugere har endda udviklet phantom touch. Andreas Sommer Thastum forklarer begrebet:
»Nogen oplever, at de rent faktisk kan mærke virtuel berøring af deres avatar på deres fysiske krop. Det betyder jo lige pludselig, at det der sker i den virtuelle verden, det kan påvirke, i hvert fald sensorisk, dit fysiske jeg. Det var noget, vi fik at vide af vores informant, Kat, at det var noget, der kunne trænes frem,«
Et parallelt liv
I min egen research af VRChat har jeg set lidt af hver – en amerikansk mand, der i en 15 minutter lang video på Youtube fortæller om, hvordan han var afhængig af VRChat, og hvordan det afholdte ham fra at leve sit fysiske liv. Jeg har også set en video, hvor en ung kvinde, s igangsætter sit eget eksperiment, hvor hun, ved hjælp af en mandlig avatar og en stemmeforvrænger, lever som mand i en uge i VRChat.
Det smukke ved at skabe sit eget narrativ af hvem, man gerne vil være, står i kontrast til det nogle gange problematiske ved at bruge platformen som en flugt fra det fysiske liv. Det er noget, de fire antropologistuderende selv har oplevet i deres feltarbejde.
En af deres informanter ved navn Niels er pilot i den fysiske verden og vil gerne være flyinstruktør. Han bruger VRChat til at øve sig på at være netop dette. Thomas Julsgaard er forklædt som sin avatar på et tidspunkt med Niels’ avatar, Nino, som forklarer, at den digitale verden er så velprogrammeret, at han blandt andet kan mærke, om han har med- eller modvind, når han flyver. Jeg spørger ind til, hvordan de kunne sikre sig, at Niels rent faktisk var en pilot i virkeligheden, og hertil svarer Thomas:
»Når vi var i den virtuelle verden, kunne vi se, at Niels ikke løj, når vi observerede ham flyve. Det er faktisk ret kompliceret at flyve – jeg kunne ikke engang finde ud af at starte den, men han vidste fuldstændig, hvad han lavede.«
I dette tilfælde med Niels er der altså en klar sammenhæng mellem hans fysiske liv og hans virtuelle liv som avataren Nino. Han var den eneste af gruppens seks informanter, som ikke havde fysiske eller psykiske handicap. Han bruger VRChat som et supplement til sit fysiske liv, hvor virtuelle færdigheder kan oversættes til fysiske. Han er en af to typer brugere, som gruppen støder på: Dem, som lærer færdigheder i VRChat og overfører det til det virkelige liv, og dem, som bruger VRChat til at leve et liv, de ikke lever i virkeligheden.
I forbindelse med deres research af forbrugere af VRChat, fandt de hurtigt ud af, at mange af de opslag om platformen på sociale netværk som Reddit og Facebook handlede om brugere, som søgte efter venner:
»Rigtig mange af dem, som spiller, er meget åbne omkring, at de har diagnoser, og at de har brug for venner,« fortæller Andreas Sommer Thastum.
Thomas Julsgaard sætter derefter et par ord på, hvordan VRChat differentierer sig fra et computerspil:
»I processen snakkede vi meget om, er det et spil, eller er det noget andet end et spil? Det er ikke fordi, de spiller VRChat. De sidder bare og snakker, som vi gør nu, måske rundt om et bål på en strand eller i en sofa,« uddyber Thomas Julsgaard.
Mødet med Connie og Coco
Connie er 22 år og kommer fra en jysk provinsby. Grundet diagnoserne autisme og diabetes samt en hjerneskade, der påvirker hendes hukommelse, er hun førtidspensionist. Hendes VRChat persona, Coco, lever et helt andet liv end fysiske Connie. Hun tilhører type to af ovennævnte brugertyper, som gruppen stødte på.
Coco er en social og festlig kvinde, som lever det ungdomsliv, som Connie ikke kan i den fysiske verden. De sidste seks år har hun brugt 15.000 timer på platformen – hvad der svarer til syv timer om dagen. Udover iførelsen af VR-briller, har Connie full body tracking – et taljebælte, arm-og ankelbånd med sensorer. Det giver Coco mulighed for at bevæge sig mere frit og realistisk i VRChat.
»Lasse var til drukfest med hende og hendes venner. Så spillede de beerpong, kort og sådan noget. Så har hun jo på den måde fest og et ungdomsliv på VRChat,« fortæller Thomas Julsgaard.
Han fortæller også, at de ikke kunne mærke på hende, at hun havde nogle psykiske udfordringer, før hun åbnede op til dem:
»Det sjove er, at da vi mødte Connie, kunne vi jo ikke mærke på hende, at der var noget som helst galt. Hun fortalte os de her ting, desto mere vi lærte hende at kende. Vi fandt jo ud af, hun får hjemmehjælp seks gange om dagen. I starten tænkte vi bare, at hun var en normal pige på 22; men så lærer du flere ting om hende, og så forestiller du dig lidt, at det er en anden person, der sidder i virkeligheden,« uddyber Thomas Julsgaard.
Thomas, der sætter VRChat op til mig. Foto: Amalie Windahl.
Kun fantasien sætter grænser
Tidligere forklarede jeg, at VRChat er ligesom at drømme med åbne øjne, og det er blandt andet fordi, der er et fællesskab for alt, og det boomer af diversitet.
»Der er ingen grænser for, hvad du kan i VRChat, og det er også derfor, at der er så mange, der gider at spille det, fordi alt du kan forestille dig af fællesskaber, det findes der bare,« forklarer Lasse Ørgård Slot.
Et af de miljøer, som gjorde indtryk på gruppen, var sex-miljøet:
»Folk kan have sex over VRChat. Og der er bordeller og sexworkers.
Der er rimelig mange sexarbejdere på VR-chat,« fortæller Andreas Sommer Thastum.
Gruppen forklarer, at næsten alle avatare og verdener i VRChat er lavet af brugere, og man kan programmere alting ind. På den måde kan man kode avatarerne til at have sex, godt hjulpet på vej af sexlegetøj, der er forbundet via Bluetooth.
Thomas fortæller en historie om dengang, han var med informanten Mette på stripklub i VRChat, hvor hun dansede engang imellem:
»Hun ville vise mig det sted, hvor hun laver danseoptrædener. Det var bare en stripklub. Folk går virkelig meget op i det, og så har de en strip pole i virkeligheden og bruger full body tracking. Så danser de poledance i VRChat.«
Selvom VRChat åbner for muligheden for at være lige præcis den, du vil være, så er der en klar grænse mellem det fysiske liv og det virtuelle, fordi det der sker virtuelt også påvirker det fysiske og omvendt. Det er derfor vigtigt at huske på, at VRChat ikke er entydig god teknologi, da det også godt kan ende i et misbrug.
Gruppen fortæller om deres informant, Mette, som i en periode fik et alkoholmisbrug af VRChat, som påvirkede hendes fysiske liv negativt:
»Mette havde et misbrug af VRChat, hvor hun kom i nogle dårlige cirkler. Hun begyndte at drikke en del og blev halv-alkoholisk. I den periode kunne hun ikke klare sig socialt i den fysiske verden,« fortæller Andreas Sommer Thastum.«
»Folk har mulighed for at skabe sig selv på en ny måde, og det påvirker deres fysiske liv. Se på Connie for eksempel. Hun har gode sociale relationer i det virtuelle og får noget social kapital af det. Men og der er et stort men. Hvis der sker dårlige ting i VRChat, påvirker det også éns jeg i den fysiske verden, og det skal man være opmærksom på,« uddyber Thomas Julsgaard.
Så er der bare tilbage at spørge: Hvilken VR-version vil du gerne være?