Denne leder er et udtryk for chefredaktørernes holdning.
Jeg er blevet undervist i, at en god journalist skal være objektiv. At vi skal holde vores egne holdninger ude og lade fakta tale. At vi skal kigge magthaverne efter i sømmene, og være kritiske. Men vi må for guds skyld ikke tage et standpunkt, og hvis vi tager et, skal det være det ledige. Men efterhånden spørger jeg mig selv: Er det ikke at tage et standpunkt når man tier stille? Er det ikke også et valg at undlade at råbe op, når bomberne falder, menneskerettigheder bliver krænket og en civilisation udslettet for øjnene af os?
DR forbyder deres medarbejdere at skrive under på støtteerklæringer for Palæstina. Berlingske siger, at man ikke må dække Palæstina, hvis man har underskrevet. Argumentet er neutralitet. Men neutralitet kan også være ansvarsfra-
læggelse. Det er ikke en journalistisk dyd at trække sig tilbage, når det bliver ubehageligt eller risikabelt.
Vi har i branchen allerede accepteret, at objektivitetsnor
men er under forandring. Klimakrisen er ikke længere en sag med to “ligeværdige” sider. Vi dækker den som et faktum, som magthavere skal stå til ansvar for. Hvorfor gælder den logik ikke, når EU-kommissionen og en uafhængig kommission konkluderer, at der foregår krigsforbrydelser og folkedrab i Gaza?
Hvorfor bliver journalistikken pludselig bange for sin egen skygge, når det gælder Gaza?
Journalistens rolle er ikke at være en passiv mikrofonholder. Det er at være en kritisk vagthund: at grave, afsløre, konfrontere og stille magthavere til ansvar, også når det er upopulært, også når det er risikabelt. Objektivitet betyder fairness og faktualitet, ikke at man skal være blind for uretfærdighed. Og selvom faktaen, altså kommisionernes resultater, tydeligt viser, at der foregår et
folkedrab i Gaza, tager vi ikke stilling i journalistikken. Vi beder derimod vores medarbejdere om ikke at skrive noget, der er for kritisk og ikke at vise, at de har en privat holdning til sagen. Ved at gøre det svigter vi ikke bare den danske og palæstinensiske befolkning, men også vores journalistisk løfte om at fortælle virkeligheden som den er. Journalister skal ikke gå rundt med mundkurv. Vi skal udpege systemiske problematikker, så samfundet på oplyst grundlag kan tage stilling. At tie stille, eller at bede sine medarbejdere tie stille, er ikke neutralitet, det er medskyldighed.
Jeg vil ikke leve i en branche, hvor jeg skal frygte for, om min integritet og min moral gør mig uansættelig. Hvis journalistik reduceres til at beskytte institutionernes ry i stedet for at beskytte borgernes ret til sandhed, så er det ikke et
sted, jeg vil lægge vores arbejde. Jeg vil ikke være en brik i et system, der kalder frygt for neutralitet. Jeg vil være en
journalist, der tør tage ansvar. En journalist, der er kritisk, ikke kun over for magthaverne, men også over for arbejdspladser, og som tager højde for systemiske skævvridninger. Det er sådan en journalist burde være, og det er den journalist jeg vil være.