Illustration: Timothy Martin
Sebastian er i vildrede over, Roskilde Festival har valgt at lukke Orange Press. Hvor efterlader det Roskilde Festival? Og hvor efterlader det festivalgæsterne?
Det var på Twitter (selvfølgelig), jeg læste det først. ORANGE PRESS ER DØD. Ordene var nogle andre, men det var, hvad Ronja Pilgaard skrev. Ronja, der havde været chefredaktør for avisen. ROSKILDE FESTIVAL HAR LAGT DEN I GRAVEN. Roskilde vil satse på digital formidling til de unge, som ikke læser avis. Latterligt tænkte jeg, da jeg scrollede gennem Ronjas twittertråd. Nu kommer jeg aldrig til at skrive for Orange Press.
Jeg ringede til Ronja for at pitche min idé: ORANGE PRESS FORTJENER EN NEKROLOG. Hun synes, idéen var sjov. Det gjorde Christian Lindhardt chefredaktør for Journalisten også, men det kommer vi til. Ja, sagde jeg, for Orange Press fortjener mere end den lille nyhedsnotits, som Journalisten har skrevet. Og alle store dagblade sagde Ronja. Nå ja måtte jeg sige, da jeg kunne høre, det var vigtigt for hende. Men vi var enige om, at den fortjente noget mere dækning. Og det var Christian Lindhardt næsten også. Jeg synes, idéen er sjov, men jeg ville ønske, du havde ringet for 14 dage siden, sagde han. Vi har lige sendt et magasin ud, og det er ikke aktuelt nok til Marts. Hvorfor ventede jeg også 14 dage? Og hvorfor skrev jeg ikke for Orange Press i sommers?
ORANGE PRESS HAR ALTID VÆRET DER. Den ene festival efter den anden. Uendelig. Udødelig. Orange Feeling du kunne have mellem hænderne. SYNONYM MED ROSKILDE FESTIVAL. Hvad fik koncerten fra i går? Et ubetydeligt spørgsmål, man var der jo. Men det var aktuelt nok dagen efter. Vi læste det. Vi diskuterede det. Vi håbede, at koncerten vi nød, fik fuld plade. En avis mellem hænderne og en kaffe i kopholderen. Eller en reparationsbajer. Når det blev for varmt, havde vi avisen over hovedet som en hjemmelavet solhat. Nu er det forbi. Det uendelige fik sin ende.
Tænk at have taget sine journalistiske babyskridt på den avis. Det kaldte Ronja det. Journalistiske babyskridt. At være med til at materialisere Orange Feeling, ja at være budbringer.
Orange Press var måske den sidste avis unge læste. Den sidste avis de bladrede i. Nu må de swipe sig gennem telefonen for at se, hvordan koncerten fra i går klarede sig. Med hånden henover skærmen for at kunne læse i solskinnet. ORANGE PRESS’ DØD ER ET TAB. Avisbudene har forlængst forladt storbyerne, men på Roskilde Festival levede de stadig. Et minde om der var mennesker bag avisen. Nogen der ville dig noget. Orange Feeling lever videre, men nu lidt mere abstrakt. Lidt sværere at tage og føle på.
Sikke et tab.