Illustration: Keziaartt/Instagram.com
For tredje gang på ti år udgav Ansvarlig Presse i samarbejde med Roskilde Universitet en rapport om etniske minoriteter i de danske nyhedsmedier. Rapporten ’Dem vi (stadig) taler om’ viser, at kun 3,5 procent minoritetsetniske kilder optræder i nyhedsdækningen, selvom de udgør 14 procent af befolkningen. Det er en tilbagegang fra 2016, hvor 4 procent af borgere med anden etnisk baggrund optrådte i nyhedsdækningen, mens 12 procent udgjorde befolkningen. Når minoritetsetniske borgere endelig bliver interviewet, handler det typisk om kriminalitet, terror, integration og islam.
Det er et demokratisk problem, at vi ikke lader minoritetsetniske borgere komme til orde. Medierne sætter dagsorden, og hvis minoritetsetniske borgere ikke bliver inkluderet i den offentlige samtale, er vores dækning simpelthen hverken oplysende eller retvisende. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvor svækkelse af tillid kan resultere i, at flere minoritetsetniske borgere får deres nyheder fra alternative nyhedsmedier i stedet for mainstream nyhedsmedier.
I slutningen af april var jeg til Ansvarlig Presses foredrag i forbindelse med udgivelsen af rapporten. Ved forrige udgivelse i 2017 dukkede samtlige chefredaktører op, hvor de sagde, at det skulle forbedres. I år dukkede lige så mange chefredaktører op som antallet af minoritetsetniske kilder i artikler om bolig, daginstitutioner, landbrug, videregående uddannelser og Danmarks økonomi, skat og betalingsevne ifølge rapporten – nul.
Til gengæld blev emnet bragt op i Presselogen. Det talte panelet om i ti minutter efter at have talt i 40 minutter om sangerinden Medinas kritik mod medierne.
Okay. Hvor skal vi så starte for at øge diversiteten af kilder i nyhedsdækningen? Et bud fra journalistuddannelserne og Dansk Journalistforbund har været at tiltrække flere med anden etnisk baggrund til journalistuddannelserne. Det er en fin idé, og det glæder mig at høre, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har tænkt sig at besøge eksempelvis gymnasier i Aarhus med mange minoritetsetniske elever for at markedsføre uddannelserne. Det kunne vi godt have haft brug for i Vestegnen, dengang jeg gik i folkeskole. Erhvervsuddannelserne blev proppet ned i halsen på os.
At tiltrække flere unge til journalistuddannelserne, er dog ikke det eneste, vi skal gøre. Alt ansvaret skal ikke ligge på den minoritetsetniske journalist. Jeg vil ikke føle, at det kun bliver mit ansvar at hente minoritetsetniske kilder ind, så vi kan afbalancere. Det bliver for tungt for minoritetsetniske journalister som mig.
Der er derfor mange ting, vi alle kan gøre for at forbedre repræsentationen. Især hos ledelserne, hos redaktørerne, hos uddannelserne. Men også hos den enkelte journalist. Til sommer skal mange af os i praktik som journalister, og i den anledning håber jeg, at I vil lytte til min appel.
Jeg beder jer om at prøve at undgå den vane i mediebranchen, hvor journalister har en tendens til at ringe til de samme kilder. Jeg ved, at I får travlt, men prøv at udvide jeres netværk undervejs, hvilket kun vil gavne jer – eller tag et kig på Ansvarlig Presses kildeliste. Jeg beder jer også om ikke altid at ringe til de kilder, der minder mest om jer selv, selvom det er meget naturligt at gøre som menneske ubevidst.
Jeg beder jer om at forholde jer kritisk til den underviser, der berettede om, at på personens tidligere arbejdsplads – et regionalt dagblad – havde de nok ikke sendt en mandlig journalist til et interview med kvinder, der går med tørklæde.
Det var måske ikke ment fjendtligt, og formålet var at forklare, hvordan man kan få mest muligt ud af et interview. Men jeg nægter at tro på, at man som mandlig reporter ikke kan få lige så meget ud af et interview med en kvinde med tørklæde som en kvindelig reporter. DR har engang lavet en video i forbindelse med Ramadan, hvor den mandlige vært blev inviteret hjem til en kvinde og hendes mor – hvor begge går med tørklæde – for at faste for en dag. Jeg kender utrolig mange kvinder, der går med tørklæde, og jeg kan forsikre jer om, at de er fuldstændig ligeglade med, om de skal interviewes af en kvinde eller en mand. Det piner mig faktisk at skulle forklare noget så simpelt. Især nu, hvor mange af dem faktisk bare gerne vil tale med en eller anden.
Forudindtagetheder som ovenstående skaber grobund for, at minoritetsetniske kilder netop ikke bliver hørt, og det er farligt, når undervisere flagrer med misforståede anskuelser over for journaliststuderende, der ikke ved bedre og ikke reelt har været ude på marken endnu.
Som fremtidige journalister skal vi passe meget på. Vi mister disse borgere som publikum, og vi mister også vores troværdighed som journalister – som vi desværre allerede er i gang med.